The Mastermind (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2012
  • Opdateret: 18 mar. 2012
  • Status: Igang
Seks forskellige unge piger mellem 14 og 23 års alderen, bliver myrdet i en periode på godt to måneder. Den første måned blev tre forskellige piger bortført, voldtaget og halshugget i Los Angeles, og i den anden måned skete det samme i Chicago. Alle ligene har det tilfælles, at være blevet slemt skamferet og arret, særligt omkring underlivet, samt allesammen er nøgne og mangler hovederne. Da en fjerde person forsvinder fra kærestens soveværelse i Orlando, og kæresten bliver fundet død på badeværelset med en kniv i nakken, ved politiet med sikkerhed at de har at gøre med den samme morder. FBI's afdeling for drabsefterforskning sender deres to bedste agenter, Rachel Farrel og Mike Carey, afsted for at standse den omtalte morder, med den ekstremt dygtige men også lettere socialt handicappede computer-analytiker, Ryan, som hjælp. Men tingene går ikke, som regnet, og snart viser det sig at den omtalte morder er langt klogere og langt langt farligere, end de to agenter går og tror...

43Likes
109Kommentarer
6015Visninger
AA

15. - 14 -

 

"Det var virkelig modigt gjort, min pige, jeg er så stolt af dig!" lød det i telefonen fra Rachels far. Der var gået tre timer siden pressemeddelelsen til Orlandos borgere, og politiet havde allerede fået at vide, at morderen var blevet set i en Burger-King på S Truman Ave. 

"Tak skal du have, far. Vi gør vi virkelig også vores bedste for at få fanget den bastard, og redde pigen før morderen slår hende ihjel."

"Hold mig opdateret, Rachel." 

"Det skal jeg nok, far," sagde Rachel, inden hun slukkede mod mobilen, så på Mike - som kørte deres SUV tilbage til hotellet, inden de begge lo højt. Endelig var det lykkedes dem at trænge morderen op i en krog... Nu manglede det bare, at han ville dumme sig. Og så kunne de fange ham, redde Sarah og gøre resten af USA's borgere sikre og trygge igen. 

"Hvad så, hvad siger de allesammen til dit lille nummer?" lo Mike da han atter så ud af forruden igen. 

Rachel smilte. "De siger allesammen det samme... Godt nok var Adam sur over at jeg brød reglerne, men han sagde dog også at vi skulle fortsætte med at opspore Antonio. Men både min familie og nærmeste venner roser både dig og mig for det, vi forsøger at gøre for at komme den pige til hjælp." 

"Fedt, mand," sagde Mike inden han vippede en enkelt gang med hovedet. "Tja, jeg må nu også sige det samme, Rachel... Hold kæft mand, du imponere mig gang på gang med dit mod og din kærlighed, ved du godt det?" 

"Tjoh, jeg kunne da have en anelse," sagde Rachel med et smigret smil inden de begge lo. Hun følte en boblende, glædelig fornemmelse inden i sig. Hendes håb vente tilbage, og hendes tanker gled automatisk hen på den muslimske pige, de havde reddet for præcis en uge siden. Hun huskede, hvordan både fareren, moreren og pigens tre brødre og tre storesøstre var brudt grædende sammen i taknemmelighed. Hun huskede, hvordan fareren havde omfavnet både Mike og hende, og havde sagt at de var de allermest renhjertede og godmodige amerikanere, han havde snakket med. Den 12-årige pige havde i taknemmelighed givet hende en perlehalskæde for "good luck and love!

Den kristne præst, som havde fået snakket de to kidnappere til fornuft, havde efterfølgende lagt hånden på hendes skulder, havde smilet og havde nikket. Hun huskede helt tydeligt hans blide smil og hvordan han i bogstaveligste forstand var blevet rørt til tårer af hende og Mikes stræben. Hun huskede præstens ord fuldstændig klart!

Ved du, hvad jeg tror, Rachel? Jeg tror, at du er under Guds velsignelse... Og jeg beder til, at du må finde kærligheden og få mennesker, der gør det forkerte, til at indse hvilken værdi livet har og hvilken fremtid, de kan få glæde af ved at gøre det gode!

Hun følte sig rørt, og allerede nu mærkede hun sommerfuglene i maven stige til næsten kvalmende intensitet. Håbet, ja håbet... Håbet, som Sarah og hendes familie var ved at miste. Det håb, som de snart skulle få når morderen blev standset! 

Men trods Rachels håb og ønske, var der endnu noget hun ikke havde taget højde for. Antonio var stadig et skridt foran dem... Og han pønsede i netop det øjeblik på en hævn, der meget vel kunne ende med at blive døden for ikke bare Rachel og Mike, men også for rigtig mange andre uskyldige mennesker! 

 

***

 

Sarah følte sig fuldstændig drænet for energi, hendes hals og mund føltes som sandpapir. Hun havde ikke fået væske eller mad i 24 timer, og bad nu desperat til Gud om hjælp. Hun kunne ikke lukke øjnene, for hver gang fik hun uhyggelige mareridt om, at morderen ville torturere hendes familie, hendes kæreste og hendes nærmeste venner for øjnene af hende... Noget, som var ved at drive hende til vanvid af skræk og usikkerhed! 

Hun hørte et metallisk brag, og drejede hovedet inden hun pressede læberne sammen, en sidste tåre klemte sig vej ud af øjenkrogen og trillede ned af hendes kind. Hun hørte langsomme, tunge skridt ude på metaltrappen der førte ned til kælderen, mens hun samtidig mærkede et stigende ubehag i maven. Hun begyndte at få kvalme, som blev gradvist værere og værere, jo højere Antonios tunge skridt blev. 

"Please, Gud, please, jeg beder dig - giv mig styrke. Giv mig styrke...!" 

Døren gik op, og hun tav øjeblikkeligt. Hun så ham igen dukke op med den brune sæk over sit hoved, og så noget der glimtede sølvmetallisk i hånden. Han blev stående foran døren i lang tid med hovedet vendt mod hende og højre hånd knuget sammen om den metalliske, glimtende genstand, inden han satte sig i bevægelse og smækkede metaldøren i bag sig. Så bevægede han sig langsomt og truende frem mod hende. 

"Hvorfor stopper du, så snart jeg kommer herind?Just pray, Sarah... Lad mig høre, hvad du ønsker lige nu. Kom så, bare fortsæt, det gør ikke noget." Han standsede et par meter fra hende, og nu kunne hun se, hvad han holdte i hånden... Det var en nyslebet dolk - spids, glimtende og truende. 

Hun kørte atter hendes nøddebrune øjne op til Antonios hoved, og kunne lige akkurat skimte et par blålige øjne fra den svage belysning gennem øjehullerne. Så sank hun en tør klump, og svarede ham kraftesløst og utydeligt. "Jeg... Jeg ved det ikke. Jeg er bare så bange... Så sulten... Så træt... Så...! Så... Tørstig. Jeg vil bare gerne hjem... Jeg... Jeg vil gerne have nogen hos mig. Gud, min mor, min kæreste, bare en eller anden." 

"Jamen, søde lille Sarah, jeg er her jo," svarede Antonio, men det var tydeligt at han udelukkende mente det som en hån og for at nedgøre og mobbe hende. "Men det er jo ikke mig, du har lyst til at være sammen med, vel? Du vil ikke have sådan en skræmmende person som mig skal holde dig fanget i en så "åh, så grusom kælder" som den her, og beder udelukkende til at jeg må blive slået ihjel af politiet og at du må blive fundet og reddet. Men guess what? Det kommer aldrig til at ske!" Han begyndte at le ondt og hånligt. 

"Nej, jeg beder bare om styrke! Jeg tænker ikke ondt om dig." 

"SIG MIG TROR DU JEG ER IDIOT, HVA DIN FORBANDEDE LILLE SMATSO?" skreg Antonio inden han truende hævede kniven. "Kan du se den her, Sarah, hvad? Det her er den jeg vil bruge til at skære den møgfisse til din bedsteveninde i småstykker for herefter at tage videre over til din kæreste og skære struben over på ham. Og når det er gjort," han begyndte at le hånligt. "Haha... Når det er gjort tager jeg tilbage til din familie, slår din mor og far ned og slæber dem herned i kælderen, hvor jeg vil slagte dem for øjnene af dig. Og som prikken over I'et vil jeg tage dig med ud til den spejderlejer i Minneasota, hvor dine to små brødre holder til, hvor jeg så vil bruge den selvsamme dolk til at stikke dem ihjel ganske langsomt, indtil de ligger blødende og lidende på jorden. Så vil jeg så slæbe dig hen til dem, stikke dig gentagende gange og efterlade dig skrigende i smerte og langsomt døende. Derefter skærer jeg dit hoved af og udstiller dig i mit køleskab!" 

Sarah begyndte at hive efter vejret med tårer, som væltede ned ad hendes kinder, ordende gik dybt ind i hendes sind og føltes som et stik i brystet. Hvorfor gjorde han det her mod hende? Hvad i alverden tænkte den mand på? Hvad havde hun overhovedet gjort for, at han torturerede hende, mishandlede hende på denne diabolske, sadistiske og grusomme måde? 

Antonio lænede sig indover hende og pressede spidsen af dolken mod siden af hendes næse. "Der er en lille møgkælling i politiet kaldet Rachel Farrel, som tror at hun kan løbe om hjørner med mig... Og derfor har jeg brug for dig mere end nogensinde." Han rettede sig atter op og fortsatte roligt som før. "Men din tur vil komme... Enten når du dør af tørst, eller også når jeg nedslagter din familie og dig i processen." Og med de ord vendte han sig om og bevægede sig hastigt ud fra kælderen, hvorefter døren med et højlydt, rungende brag... Sarah blev efterladt skælvende af gråd og dødsangst! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...