Skumring

Lena havde besluttet sig for at skrive sin livshistorie i det gamle hus som hun boede i for et par år siden. Så det vil sige at hun havde tænkt sig at skrive en gyserhistorie....

Elinor er med i historien for at vise sandheden om lena inddirekte...


-har afleveret den på skolen og fik 12.

ENJOOOOOOOOOOOOOOY!!


3Likes
1Kommentarer
1048Visninger
AA

2. Drøm eller virkelighed?

 

Hun fortsatte med at gå. Hun blev ved med at gå gennem den lange gang der så ud til ikke at ende. Det mærkeligste var at hun var ved at blive forpustet. Hun havde endda fået sidestik som føltes som skarpe knive, der stak hende i siden. Det var ved at blive uhyggeligt at fortsætte gennem gangen. Men når hun nu havde gået så langt, kunne det jo ikke betale sig at vende om. Hun kunne se døren som om den var to meter væk fra hende, men alligevel nåede hun aldrig derhen.

Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Skulle hun bare fortsætte eller skulle hun droppe det og vende om? Hun gik et lille stykke mere, men så opgav hun det. Hun blev meget tørstig som hun gik der og svedte gennem kroppen. Hun besluttede sig for at vende om.

Så kom den store overraskelse som hun slet ikke havde forventet. Lige da hun vendte sig om og gik to skridt, var den forfærdelige gang ovre. Det var som om hun slet ikke havde gået i al den tid, da hun var på vej hen til værelset. Som om hun bare havde gået på et usynligt løbebånd, der aldrig førte nogle steder hen. Hun blev meget nysgerrig og på samme tid meget skræmt. Hvad var det dog for noget? Havde hun drømt, eller var det en virkelighed? Det var så underligt at det ikke kunne være rigtigt. Der var kun en forklaring og det var at hun havde drømt, men alligevel kunne hun ikke snyde sig selv, fordi hun var sikker på at det var en virkelighed, som hun ikke kunne slippe af med.

Hun vidste ikke hvad hun skulle fortage sig. Hvor skulle hun gøre af sig selv? Hun var helt alene i det skræmmende hus som hun altid havde troet hun ville være tryg i. Hun troede at huset ville være det sted, der ville tørre hendes tåre af fra hendes uudholdelige fortid. Men det så ud til at det ville få hende til at græde igen. Hvorfor skulle der altid ske de mærkeligste ting med hende? Eller var det kun hende? Måske var hun ikke den eneste der havde det sådan. Måske var det endda alle der havde det på samme måde, men aldrig turde sige noget, for at andre ikke troede at man var sindssyg? Sådan havde hun det jo også selv. Hun turde ikke tænke på hvordan de andres reaktioner ville være, når hun fortalte dem det. Det kunne hun ikke klare. Hun kunne ikke klare, at alle kom til at stirre på hende, som om hun var total latterlig. Der var sikkert ingen der ville tro på hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...