For enden af regnbuen

Fleur kommer fra Frankrig. Som toårig blev hun flyttet fra det franske børnehjem "papillon à domicile" til det danske "Skovhjemmet". Efter 12 år er løbet kørt, og Fleur har lukket sig helt ind i sig selv. Ingen kan trænge helt ind til hende. Til sidst beslutter hun sig for at stikke af fra børnehjemmet.

1Likes
1Kommentarer
907Visninger
AA

2. Glasskår

Jeg vågnede op til lyden af glas der smadrede. Jeg listede hen til døren, og satte den forsigtigt på klem så jeg kunne kigge ud. Mit værelse lå på 1. sal, så det var begrænset hvad jeg kunne se. Agethe, børnehjemmets forstanderinde som med årene blev mere og mere senil, stod stille og kiggede ned på noget, som jeg formodede måtte være glasskårende. Jeg overvejede at hjælpe hende, men idet jeg åbnede døren, kom Lone farende med en fejebakke. 

"Agethe dog, du må være mere forsigtig med de glas," sagde hun nede fra jorden, mens hun fejede glasskårende op. "Det er anden gang i den her uge!"

Agethe nikkede stille, og en tåre løb ned af hendes kind. Der kom ikke flere end den ene tåre. Jeg stod og betragtede hende i lang tid. Tårens rejse fra hendes tårekanal til spidsen af hagen, hvor den til sidst faldt, og havnede et sted på hendes skorte, hvor en våd plet ville brede sig. Damen var syg, ingen tvivl om det, men jeg kunne se der var noget dybere bag den tåre. Ikke engang en psykisk lidelse ville kunne frembringe en så sagte tåre.

"Agethe, du skal da ikke være ked af det! Det kan ske for enhver!" Lone klemte hende skulder, og fejede skårende ned i skraldespanden. Hun vendte blikket op mod mit værelse, og jeg lukkede hurtigt døren igen.

"Fleur, er du vågen?" jeg svarede hende ikke, og lagde mig tilbage i min seng. Jeg havde gemt bogen fra igår under min hovedepude, og tog den nu frem, og læste første side. Lone bankede hårdt på døren til mit værelse, men da der ikke kom noget svar gik hun bare ind. Hun kiggede på mig med armene over kors, men sagde ikke noget. Så sukkede hun, og gik hen mod døren igen.

"Der er morgenmad om en halv time," sagde hun, og lukkede stille døren efter sig. 

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Præcis en halv time efter, bankede det igen på døren. 

"Så er det nu!" 

"Un moment, s'il vous plaît." selvom jeg aldrig havde nået at lære sproget før jeg blev sendt til Danmark, havde jeg tilbragt en masse tid med at læse franske bøger. Jeg havde tvunget mig selv til at lære sproget. Jeg kunne meget bedre lide fransk end dansk, for jeg vidste hvor jeg kom fra, og hvor jeg bare var en fremmed person fra et andet land. Jeg redte hurtigt mit tynde nøddebrune hår igennem, og satte det op i en knold. Til sidst satte jeg min mors spænde i. Jeg havde haft det lige siden jeg kom til det franske børnehjem. I mine papirer står der min mor havde skrevet et brev, og lukket det med spændet. Brevet har jeg aldrig læst, og Lone siger at dem i Frankrig beholdte det. Men jeg er ikke helt så sikker. Der gik mange år før børnehjemmet overhovedet viste mig spændet. Jeg gik ned af trappen til køkkenet hvor morgenens tidligere uheld var hændt. Jeg gik hurtigt forbi de andre børns værelser, og drejede skarpt til højre for til sidst at befinde mig ved døren til fællessalen. Jeg trådte ind til en høj råben og skrigen fra de mindre børn, der gerne ville ud og lege, men ikke havde spist op. De burde ellers være færdige på denne tid af morgenen, da de altid spiste før de ældre børn. Jeg fandt en ledig plads langt fra børnene, og spiste min grød. Jeg tillod mig selv at tage ekstra sukker på grøden, for at overleve morgenen. Jeg ærgrede mig over jeg havde ladt bogen ligge på værelset, men måtte så finde på noget andet at lave. 

"Er der nogen der vil med på tur idag?" Annie, en af de voksne der passede de små, kiggede forventningsfuldt ud blandt børnene. Næsten alle rakte deres små fedtede hænder op i vejret. De voksne grinede, og småsludrede videre med hinanden. Jeg tog mine ting af bordet, og gik ind i køkkenet og satte det i opvaskemaskinen. Pludselig kunne jeg mærke noget bag mig, og jeg vendte mig hurtigt rundt for at se hvad det var...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...