Cantarella - A Hunger Games Fan Fiction

Dette er en Hunger Games Fan Fiction om Stevia fra 4 og Coda fra Distrikt 5, og deres vej igennem det fireoghalvfjerdsindstyvende Dødsspil. De, der fik deres navn trukket i bogen, fik ikke deres navne trukket i denne novelle. De kapitler der står Samantha ved er skrevet fra den 17-årige Stevias synspunkt, mens dem der står Emilie ved er skrevet fra den 14-årige Codas synspunkt.

76Likes
124Kommentarer
8167Visninger
AA

11. Samantha - Med åbne øjne

Lige idet jeg rejser mig op høres kanonskuddet. Straks bliver mine tanker ført hen på Coda. Jeg tager tager mine ting og løber. Det føles som om grenene rækker ud efter mig for at holde mig tilbage, men jeg giver dem ikke lov. Jeg kommer hen til træet, men der er ingen. "Coda?" Jeg kigger rundt om træet og der opdager jeg hans krop. Hans døde krop. Jeg falder på knæ. Tårerne pibler frem i mine øjne. Coda...

Min hjerne går i sort. Jeg kan slet ikke huske det, der sker herefter. Mine ben fører mig afsted i en voldsom fart. Jeg tager en pil op af pilekoggeret og sender den afsted. Et kanonslag brager ud over arenaen. Jeg forsætter i samme tempo og når til bækken. Jeg kan mærke grenene, som tager fat i mine arme og giver mig rifter på arme og ben. Jeg spænder buen, og en pil bliver skudt afsted. Endnu et kanonskud lyder. 

Lyden af et aerofartøj er pludselig over mig. Alting er klart nu, og få meter fra mig ligger pigen fra 2 med en pil igennem hjertet. Enorm forvirring rammer mig. Jeg begynder at løbe tilbage til Coda. Jeg hopper over den lille bæk, og ser pigen fra 8 på den anden side. Da jeg kommer hen til Coda, ligger han der stadig. Livløs. Chokket rammer mig ligesom den lussing min far engang gav mig. Jeg rusker blidt hans krop, men han vågner ikke. Aerofartøjet er over mig igen. Jeg ser op og får øje på en stige, der er på vej ned imod mig. Codas sår vil jo gå op hvis han klatrer op ad stigen. Igen ser jeg ned på hans livsløse ansigt. Jeg aer en enkelt gang hans kind og blinker flere tårer væk. Jeg tager fat i stigen og ser ned på Coda mens den hejser mig op.

Jeg ved at vinderturen kommer nu. Jeg skal rundt til alle distrikterne og holde en vindertale, som de kalder det. Men først skal jeg gøres fin igen. Vi starter ved distrikt 12 og slutter i mit eget distrikt. Jeg stiller mig op på podiet i min fine sommerkjole og stammer mig igennem de taler jeg har skrevet. Kun distrikt 5 får en speciel tale. Alle de andre får den samme.

Jeg tager en dyb indånding og stiller mig op foran Codas distrikt. Denne tale gør mig utroligt nervøs. "I er mit nabo-distrikt, og i dette Dødsspil har en af jeres repræsentanter vist mig mod, som jeg aldrig før har troet jeg skulle se. Denne repræsentant er... var Coda. Som I ved, allierede jeg mig med ham, og vi overlevede sammen indtil slutningen. Hvis det ikke havde været for Coda, var jeg sikkert allerede død den anden dag inde i Spillet. I bør være stolte af jeres mandlige repræsentant. Han reddede mit liv og jeg savner ham..."

Jeg går ned af scenen med tårer i øjnene og hører deres enorme klapsalve. Hver gang jeg lukker øjnene ser jeg Codas livsløse ansigt på indersiden af mine øjenlåg.

Turen er nu gået til Capitol. Det næste stop er mit hjemdistrikt. Jeg bliver trukket ind i et lille mørkt rum. En stemme lyder fra højtalere rundt i det lille rums hjørner: "Hvordan døde Coda?" 

Spørgsmålet undrer mig, men jeg svarer hurtigt. "P-pigen fra distrikt 2 dræbte ham."  En skikkelse kommer ind i det mørke rum. Nej der er tre. Den forreste har en sæk over hovedet, hvilket undrer mig. Personen med sækken bliver skubbet ned på en stol. I et hårdt ryk får han fjernet sækken, og der, midt i mørket, kan jeg se dem. De mørke øjne der stirrer på mig. De øjne der tilhører Coda.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...