Cantarella - A Hunger Games Fan Fiction

Dette er en Hunger Games Fan Fiction om Stevia fra 4 og Coda fra Distrikt 5, og deres vej igennem det fireoghalvfjerdsindstyvende Dødsspil. De, der fik deres navn trukket i bogen, fik ikke deres navne trukket i denne novelle. De kapitler der står Samantha ved er skrevet fra den 17-årige Stevias synspunkt, mens dem der står Emilie ved er skrevet fra den 14-årige Codas synspunkt.

76Likes
124Kommentarer
8165Visninger
AA

12. Emilie - Afslutning

Selvom lyset skærer i mine øjne kniber jeg dem ikke sammen. Jeg stirrer bare på Stevia, men jeg aner ikke hvor jeg er henne, og jeg tør ikke se hen mod de mænd, som har bragt mig ind i dette lille rum. En af dem slår mig i baghovedet med flad hånd og et lille, ynkeligt klynk slipper ud af min mund.

,,Din ven Coda her, har brudt reglerne i Dødsspillet. Han indtog noget, formentlig en gift, der gjorde hans puls umærkelig, så han kunne foregive at være død," blev der sagt bag mig. Stevia stirrer på mig, både med glæde, forvirring og en smule chok i sit blik.

,,En sådan gerning er utilgivelig og ulovlig. Den vil selvfølgelig føre til privat henrettelse. Har du haft noget at gøre med dette?" spørger han Stevia. Hun ryster langsomt på hovedet, men jeg kan se det er modvilligt. Jeg ved hun ikke vil lade mig i stikken. Jeg ved også at det er derfor hun spriger op af stolen og slår de to mænd i gulvet, med overraskelsesmomentet som fordel. Hun skærer det tynde reb om mine håndled over og vi styrter ud af rummet og hen ad en lang gang.

Vi løber i hundrede år og al den adrenalin vi har dannet siden tiden i arenaen pumper rundt i vores kroppe og tvinger os frem, så hurtigt vi kan. De forhindringer der er på den lange gang får vi hurtigt passeret. Vi satser og løber ind af nogle tilfældige døre. En blindgyde standser os, men vi løber tilbage til den dør vi sidst har passeret og en anden vej. Døren der fører udenfor dukker op foran os og nu spurter vi alt hvad vi kan for at nå ud gennem den inden nogen kan stoppe os. Den er lavet delvist af glas og delvist af metal. Gennem glasset kan vi se verden udenfor. Friheden.

Da vi endelig når hen til den rykker jeg i håndtaget, men jeg kan ikke få døren op. Jeg hiver og slider, men den giver sig ikke. En hurtig beslutning bliver truffet og jeg griber den nærmeste solide genstand, hvilket så bliver en stol. Jeg kaster den ind i døren og glasset splintres og flyver rundt i alle retninger. Vi kommer begge igennem hullet i glasset og løber ud i Capitols gader.

Mange prøver at standse os, men vi undviger og løber videre i en voldsom fart. Jeg løber hurtigere end jeg nogensinde har gjort og Stevia følger med. Et skud bliver affyret mod os, og jeg når kun lige at dukke mig i tide. Stevia standser og trækker mig om bag et hegn. Jeg ser panisk efter mulige flugtveje, og finder at den eneste er gennem huset, hvis facade vi sidder med front mod. Stevia tager min hånd og vi udveksler et kort blik, hvorefter vi farer gennem huset, for at komme ud af bagdøren og løbe over den lille græsplæne. Flere skud bliver affyret mod os, men vores vej gennem gadernes forhindringer gør at vi løber i et vanskeligt mønster og dermed ikke bliver ramt.

Vi når endelig en skov, da vi er kommet gennem alle Capitols gader. Men vi stopper ikke. Vi løber videre. Længere og længere ind i skoven, indtil vi simpelt hen ikke kan mere. Det er længe siden der begyndte at dukke sorte prikker op for mit syn, men jeg ved at jeg vil besvime, hvis jeg løber længere.

Det klippestykke vi sidder op ad er dejligt koldt mod min overophedede krop. Jeg ser over på Stevia, som puster næsten ligeså meget som jeg gør. Min hals gør ondt efter den lange løbetur, og min krop skælver træt. Jeg ved vi ikke kan komme til at bevæge os mere det næste lange stykke tid, og jeg håber vi har rystet Capitol-folkene af os. Mit hoved føles tungt og jeg lægger det ind mod klippevæggen og lukker mine øjne.

,,T-tror du vi sl-lap fra dem, Stevia?"

,,D-det tro-or jeg."

Vi sidder længe og lytter, mens vi hviler vores kroppe og får vejret igen. Jeg tror også jeg kom til at sove en smule indimellem. Det er nok ikke det bedste man kan gøre når man er på flugt, men jeg kan ikke rigtigt gøre noget ved det. Trætheden blandet med en spirende fornemmelse af frihed fylder min krop og mit sind fuldt ud.

,,Vi kunne bo i skoven. Kunne vi ikke?"

,,Tror du Capitol vil acceptere det?"

,,Måske... Stevia, undskyld mit nummer med cantarellaen..."

,,Jeg... Troede du var død, Coda."

,,Det med cantarellaen har været min plan i lang tid... Jeg har bare ikke kunne fortælle dig om den, for Capitol ville kunne høre det og..."

,,Så ville din plan ikke virke..."

Dagene går, men vi er stadig på vagt. Jeg har det som om vi stadig er med i Spillet. Et mareridt jeg endnu ikke er vågnet fra. Jo længere tid vi er i skoven, jo mere modige bliver vi og jo større bliver vores tro på at vi er sluppet fra Capitol-folkene, vi har endda tilpasset os livet i skoven, fundet vand og mad og et tørt skjulested. Men på den fjortende dag ser jeg ser en lyskegle, som langsomt fejer hen over jorden og belyser alle tænkelige gemmesteder. Mit blik søger hen på Stevia og jeg tager hende i hånden, da lyskeglen rammer os. Frygten lyser ud af hendes ansigt.

Rampelyset skærer i mine øjne så jeg får en kraftigere hovedpine end jeg i forvejen har. Små svedperler glider ud gennem makeuppen, der skal skjule mine blå mærker og jeg vender hovedet for at se på Stevia. Jeg ved hun har affundet sig med det der sker nu. Med mine hænder hævet over hovedet og håndjernene fæstnet sammen med den kæde, som sidder fast oppe i toppen af pælen, fastlåser jeg nu mit blik på den brændende pil, der skal afslutte mit korte liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...