Den sorte amulet

Mit navn er Angelica Diggory. Min storebor er Cedric Diggory. Eller var. Han er død nu. Voldemort slog ham ihjel.

*** Denne movella bygger på Harry Potter og Fønixordenen. Det er vigtigt at man har læst bøgerne eller i hvert fald set filmene hvis denne historie skal give mening ***

54Likes
357Kommentarer
14937Visninger
AA

44. Togturen.

"Harry... har du tid til at snakke?" spørger jeg tøvende da jeg møder ham i opholdsstuen. Han tøver lidt.

"Okay, men hurtigt. Jeg skal have pakket færdig" siger han og følger efter mig hen i et hjørne af rummet.

"Harry, hvis... du ved... vi holder sammen, ikke?" ender jeg med. Han smiler lidt trist.

"Jo, Al det gør vi. Det tror jeg han ville have ønsket" siger han og hentyder til Sirius. Jeg nikker.

"Jah. Han... han er stolt af dig Harry... hvor han så end er... og... jeg prøver at overbevise mig selv om at han har det bedre, også selvom jeg ikke tror på himlen... men jeg tror på noget bedre efter døden, forstår du? Det gør det nemmere at bære når man mister nogen" det sidste mumler jeg. Harry tager min hånd og giver den et klem.

"Han er helt sikkert også stolt af dig. Alice, du må ikke tvivle på at vi vinder den her krig. Vi har noget Voldemort ikke har" han smiler lidt.

"Hvad?"

"Vi har noget at kæmpe for".

 

Jeg lægger kinden mod den kolde rude og kigger ud på Hagrid der endelig er kommet tilbage fra sin flugt. Stakkels mand. Toget hyler og sætter langsomt i bevægelse. Jeg synker lidt ned i sædet og lukker øjnene. Jeg har stadig svage ar fra Bellatrix tortur, ar der aldrig vil forsvinde. De vil altid minde mig om hendes grusomhed. Præcis som hun ønsker det. Snape fik mig efter megen overtalelse til at drikke den eliksir han havde brygget og det stoppede blødningerne næsten med det samme. Han nægtede at fortælle mig hvorfor jeg ikke måtte dræbe Bellatrix. Jeg nægter ergo at tale med ham. Jeg bliver revet ud af min tankegang da kupedøren går op og Draco stormer ind. Jeg rejser mig per refleks. Hans arm skyder op og han skubber mig hårdt op mod ruden.

"Lille forræderiske møgtøs! Du er lige så slem som de Mudderblodsunger!" raser han og holder mig presset op med ruden. Jeg betragter ham i overraskende rolighed. 

"Min far er i Azkaban! Ved du det, din lille blodsforræder?!" hvisler han rasende. 

"Draco, jeg vil give dig en chance for at træde væk fra mig og skride ned til din egen kupe" siger jeg hæst. Han ser på mig med et rasende ansigtsudtryk.

"Ellers hvad?"

"Ellers smadrer jeg dig" siger en stemme bag Draco.

"Og jeg hjælper" siger en anden. Draco træder tøvende og langsomt tilbage og væk fra mig. Bag ham står Harry, Ron og Hermione og ser særdeles truende ud. 

"I skal alle komme til at betale for det her. Jeg vil ikke glæde mig til at komme tilbage næste år hvis jeg var jer!" med de ord skubber han sig forbi Harry og Ron og forsvinder ned af gangen mod sin egen kupe.

"Den dreng er sindssyg!" siger Hermione foragteligt.

"I den grad!" giver Harry hende ret og de tager plads i kupeen. Jeg siger intet. Jeg lukker bare hånden om min amulet og prøver at drømme mig så langt væk som muligt. Min sorte amulet. Alt mit mørke skjult i et smykke. Et smykke der kan dræbe mig.

 

"Sidste udkald til toget mod Manchester. Sidste udkald til toget mod Manchester!" siger en kvinde over højtalerne. Omkring mig falder Hogwartseleverne så småt i et med den enorme menneskemængde mens de finder deres familier og tager hjem på sommerferie. Vi har alle skiftet til mugglertøj inden vi stod af. Jeg har et par stramme lyseblå jeans på og en løstsiddende hvid skjorte. Om halsen bærer jeg, ud over den sorte amulet en del andre halskæder og mit hår har jeg ladt hænge løst. Jeg er ret god til det der mugglerhalløj hvis jeg selv skal sige det. Jeg giver mine venner et knus og prøver at opmuntre Harry der ser helt modløs ud.

"Harry, se det på den lyse side. Om et par uger kommer du med hjem til Weasleyhuset. Så ses vi alle der" siger jeg. Han nikker bare blegt, siger farvel en sidste gang og bevæger sig hen mod den tykke mand og den lange tynde dame ovre ved uret. 

"Alice!" han stemme er mere end velkommen. Jeg vender mig og der står han i flotteste mugglerbeklædning. Hans lyse slidte jeans er super fede og hans stramme hvide T-shirt sidder perfekt. Hans rødbrune hår er vindblæst og hans normalt blege hud har fået lidt farve. Jeg dropper min kuffert hvor jeg står og løber så hurtigt jeg kan hen til ham. Jeg kaster mig i hans arme og han løfter mig og svinger mig rundt en gang før han trækker mig helt ind til sig og knuger mig hårdt.

"Gud hvor har jeg savnet dig" mumler han ned i mit hår og kysser det før jeg løfter mit ansigt og vi begraver os i et dybt langt kys. Da jeg trækker mig væk smiler vi begge to.

"Er du klar til den fedeste sommer nogensinde?" spørger han mens vi går hen og henter min kuffert. Jeg smiler stort.

"Helt klar. Lad os tage hjem" og med de ord tager jeg min kæreste i hånden og sammen går vi ud i Londons gader. Vi tager os god tid til at gå hjem. Vi har massere af tid. Det lykkelige øjeblik oprinder hvor det går op for mig at vi faktisk har hele sommeren. Jeg giver hans bløde hånd et klem og smiler til himlen. Lige nu er jeg helt igennem lykkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...