Den sorte amulet

Mit navn er Angelica Diggory. Min storebor er Cedric Diggory. Eller var. Han er død nu. Voldemort slog ham ihjel.

*** Denne movella bygger på Harry Potter og Fønixordenen. Det er vigtigt at man har læst bøgerne eller i hvert fald set filmene hvis denne historie skal give mening ***

54Likes
357Kommentarer
15042Visninger
AA

12. Solnedgang.

Efter et par uger er såret blevet til en svag aftegning mod min hånd. Jeg har Snape mistænkt for at liste noget helende i min morgenmad, da jeg dagen efter Nidkjærs tortur kom ned til morgenbordet med stadig blødende hånd. Jeg har hørt Hermione prøve at overtale Harry til at undervise en håndfuld af os, men han er vist stadig imod det. Jeg sidder i gården og læser da han pludselig slår sig ned ved siden af mig.

"Hej George" smiler jeg og lukker min bog. Vi har ikke specielt meget kontakt, i hvert fald ikke siden han insisterede på at følge mig helt op på opholdsstuen efter jeg havde været inde hos Nidkjær. Han smiler kækt.

"Ingen hemmelige samtaler med en kat i dag? Jeg så ellers Skævben tidligere, hvis du har brug for en fortrolig samtale" jeg rødmer lidt ved mindet, men tjatter bare til ham med et pinligt berørt smil i hele ansigtet.

"Undskyld, kunne ikke lade vær," griner han, "jeg er bare lidt rastløs. Vil du ikke gå en tur?". Jeg nikker og rejser mig. 

"Er du bare også ved at dø af stres over skolen lige nu eller hvad?" stønner han og tager sig til hovedet. Vi går langsomt hen over broen.

"Hvad snakker du om, hr Jeg Dropper Sikkert Ud Inden Syvende År?!" griner jeg og vi stopper op et sted på midten for at betragte solen der er ved at gå ned i horisonten. George smiler fåret og læner sig lidt ud over kanten.

"Nogen gange tænker jeg over hvad jeg ville få som skikkelse hvis jeg blev en Animagus. Nogen gange drømmer jeg at jeg bliver en fugl. Jeg vil gerne kunne flyve" hans stemme er fjern og drømmende, "hvad tror du din skikkelse ville blive?". En paranoid følelse kravler ind over mig selvom det er et helt harmløst spørgsmål.

"Jeg ved det ærlig talt ikke" lyver jeg, "måske en kat, min Patronus er en kat". George ser overrasket på mig.

"Kan du lave en Patronus med skikkelse?!" jeg nikker tavst og kravler op på en lille forhøjning så jeg kan bøje mig næsten helt ud over kanten.

"Tænk at få muligheden for at flyve væk. Bare forsvinde, forlade alt det her" siger jeg og bygger videre på George fuglesnak. George ser undrende på mig og det går op for mig at det måske kom ud forkert.

"Du må ikke misforstå mig, jeg elsker at være på Hogwarts. Jeg snakker om at flyve væk fra livet. Fra problemerne, du ved" jeg lukker øjnene og lader nogen af solens sidste stråler varme mit ansigt.

"Er der nogensinde nogen der har fortalt dig hvor smuk du er?". Jeg tror jeg har hørt forkert, det må jeg have gjort. Jeg åbner langsomt øjnene og træder ned fra forhøjningen så jeg kan stille mig lige foran George. Der er intet andet en alvorlighed i hans ansigt. Han mener det han siger. Et øjeblik får jeg lyst til at røre hans blege kind, lade mine fingre glide gennem hans tykke rødbrune hår. Jeg får lyst til at drukne i hans bløde brune øjne. I stedet tager jeg impulsivt hans hånd.

"Nej" hvisker jeg og ser ham længe ind i øjnene. Så går solen ned og efterlader os i en altopslugende skygge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...