Den sorte amulet

Mit navn er Angelica Diggory. Min storebor er Cedric Diggory. Eller var. Han er død nu. Voldemort slog ham ihjel.

*** Denne movella bygger på Harry Potter og Fønixordenen. Det er vigtigt at man har læst bøgerne eller i hvert fald set filmene hvis denne historie skal give mening ***

54Likes
357Kommentarer
14948Visninger
AA

25. Jul.

Det er min første jul uden min mor. Og jeg hader det. George er virkelig sød, han respektere mit nyskabte had for højtiden selvom det virker som om han selv holder meget af den. Det er selvfølgelig heller ikke som det plejer for familien Weasley fordi Percy ikke er der. Så vidt jeg ved har de ikke set ham i næsten et år og han nægter at svare på deres breve. Bomben faldt dog først da der ankom en pakke med en sweater som fru Weasley havde strikket. Percy havde sendt den tilbage. Det var en seriøs udfordring at overbevise Fred og George om at de ikke skulle opsøge ham og smadre ham. Selvom jeg må indrømme at jeg selv er godt vred over den måde han behandler sin familie. Tag det fra en person der ikke har en familie, man skal nyde den tid man har sammen. Julemorgen er ualmindeligt trist og grå for mig. En stor del af mine gaver er breve fra forskellige mennesker der før i tiden spillede en rolle i mit liv. Jeg skynder mig at skjule den sorte kuvert fra "Familien" og brevet fra Snape så Hermione og Ginny der har sat sig ind til mig for at åbne gaver ikke ser dem. De ville ikke forstå. Jeg får nogle gode gaver og det overrasker mig en smule da jeg normalt kun får fra min mor og min bror. Af Ginny og Hermione får jeg en flot dagbog i brunt læder. Af Fred får jeg en omgang skulkeslik. Jeg aner ikke hvorfor de tre har givet mig gaver, men jeg kan forestille mig at det er af medlidenhed. Af hr og fru Weasley får jeg et strikket halstørklæde og af Sirius får jeg et par specielle sorte læderhandsker som tilhørte min smukke bedstemor. De er lavet af et specielt stof som Willierne fremstiller, får jeg senere af vide. Jeg har ikke rigtig lyst til at tilbringe morgnen sammen med de andre og søger ly i lokalet med familietræet. Jeg kan ikke overskue deres glæde og spænding. Jeg tager dagbogen fra pigerne frem og begynder at skrive:

 

Kære Cedric.

Så er det blevet jul. Og du er her ikke. Det er så underligt og forkert, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg passer jo ikke ind her. Nogen gange tænker jeg på at tage til et andet land. Starte på en frisk et sted langt væk herfra. Et sted hvor jeg hverken behøver at være en Black, en Diggory... Eller det sidste. Du vidste det godt, gjorde du ikke? Du vidste at... jeg har ikke lyst til at sige det. Det ville være at indse det, hvis du forstår. Men jeg må jo indse det på et tidspunkt, ikke sandt? Jeg må indse at... du kun er min halvbror. Der er vel en grund til at min "far" aldrig har bedt om at se mig fast. Jeg mindede ham vel om vores mors forræderi. Ikke sandt? Han fortalte dig det, gjorde han ikke? Amos fortalte dig hvorfor han og mor blev skilt. Jeg er den eneste der ikke er sikker, jeg har kun gættet mig til det. Ingen har fortalt mig det, jeg måtte selv regne det ud. Og nu er alle der kunne fortælle mig det væk. Undtagen min rigtige far, vel. Ham ved du sikkert også hvem er, gør du ikke? Du ved hvem mor var din far utro med. Jeg er produktet af det og jeg er åbenbart en af de eneste der ikke ved det. Jeg kan ikke bo hos Amos, han er blevet sindssyg af sorg. Men det gør ingen forskel, uanset hvad ville han ikke have mig boende, vel? Jeg har aldrig været hans datter, jeg har kun været min mors uægte datter. Det er så falsk, vi gemmer os bag en facade. Jeg hedder Diggory til efternavn Ced!! Det er forkert! Hvorfor fortalte du mig aldrig hvad du vidste? Hvorfor skulle jeg være den eneste der var uvidende? Jeg forstår det ikke. Men det kommer jeg sikkert heller aldrig til. Og nu er du væk. Jeg skal nok hævne dig, Ced. Det lover jeg. For uanset hvad du har løjet om, hvad du har holdt skjult så er du stadig min bror, min beskytter og min sikre klippe. Og jeg elsker dig, gud hvor jeg elsker dig. Du burde være her. Fortælle mig at George Weasley er for gammel til mig, fortælle mig at uanset hvad så har vi hinanden. For det har vi stadig. Ikke? Jeg burde have kæmpet hårdere for at holde dig væk fra den konkurrence. Jeg havde jo ret Ced. Det blev din død. Men du lyttede ikke og nu er vi her. Det er det værste. Bitterheden at vi kunne have forhindret det. Visheden. Den vil hjemsøge mig for evigt. Ligesom mindet om dig. Min elskede bror. Jeg savner dig. 

Glædelig jul, Ced. Jeg ønsker at du har det godt uanset hvor du er. Jeg håber at du er sammen med mor og mormor. Så kæmper jeg for jer her i livet før døden. Med ære og håb. Jeg vil kæmpe for jeres hævn. Det sværger jeg.

Jeg elsker dig.

Angelica Lilly Black... Diggory.

 

Jeg læser brevet igennem og ignorere de våde pletter efter mine tårer. Så river jeg siden ud i et øjebliks raseri, krøller den sammen og kaster kuglen ind i ilden i pejsen. Da George træder ind i lokalet sidder jeg på knæ og kigger apatisk på den sortsvedne klump inde i flammerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...