Den sorte amulet

Mit navn er Angelica Diggory. Min storebor er Cedric Diggory. Eller var. Han er død nu. Voldemort slog ham ihjel.

*** Denne movella bygger på Harry Potter og Fønixordenen. Det er vigtigt at man har læst bøgerne eller i hvert fald set filmene hvis denne historie skal give mening ***

54Likes
357Kommentarer
15099Visninger
AA

11. Jeg må ikke lyve.

"Jeg vil gerne have du skriver: jeg må ikke lyve" siger Nidkjær med sin lave, overdrevet venlige stemme og rækker mig sin specielle pen. Gud, hvor jeg hader det kvindemenneske. Jeg har en stærk trang til at rulle øjne af hende. Siden hun kom til skolen har alting været forandret. Alle frygter eftersidninger hos hende og hun kaster om sig med regler for hvad man må og ikke må. Jeg er ikke specielt vild med regler. Den eneste der kan lide hende er Filch der længe har ventet på at der skulle komme nogle flere og strengere regler. Fuseren har jo ikke noget liv! Hvis Nidkjær vidste hvem jeg er i familie med ville hun aldrig vove at gøre mod mig som hun gør. For det meste lader hun Slytheriner passe sig selv, præcis ligesom Snape. Men hun er hele tiden på nakken af mig. Og dog har hun tøvet med at give mig eftersidninger, måske fordi hun mener at jeg er en lille forvirret pige uden familie, forblændet af hvad andre har fortalt mig. Men hun tager fejl. Nu da jeg er alene, nu da jeg ikke har noget at miste, har jeg aldrig set klarer. Jeg er fuldstændig opmærksom på alt omkring mig, jeg er brudt ud af den boble de fleste teenagere lever i. Jeg kan pludselig forstå virkeligheden. Nidkjær tager fejl, jeg er ikke spor forvirret. Jeg er helt igennem afklaret.

"Hvor mange gange?" jeg kan ikke undertrykke det apatiske i mit tonefald. Hun ler en ubehagelig latter og ser smilende på mig.

"Nu ser vi. Så længe det tager at forstå det". Jeg havnede her for at påstå at Cedric rent faktisk blev dræbt af Voldemort. Jeg er åbenbart ikke den eneste, på en stak på hendes skrivebord ser jeg hvordan hun har gemt alle de papirer med ting man ikke må. Den øverste er også et 'jeg må ikke lyve'-papir. Jeg ruller med øjnene, jeg kan ikke lade vær og skriver sætningen den første gang. En brændende smerte skyder gennem min hånd og det tager mig kun en tredjedel af et sekund at forstå hvad det er der sker. Så jeg forholder mig passiv. Siger ikke en lyd, laver ikke en bevægelse. Gør intet der viser tegn på at jeg føler smerten. Lader som om jeg intet kan føle - når man er medlem af Black-slægten lærer man hurtigt at være immun over for smerte. Den mindste provokation kan få et familiemedlem til at kaste dolor-forbandelsen over en. Nidkjær stirrer forvirret på mig, leder efter en reaktion, et eller andet. I sin frustration knækker hun en kuglepen i sin hånd, mens jeg bare ignorerer at såret på min venstre hånd bliver dybere og dybere. Efter at have skrevet "jeg må ikke lyve" mindst tredive gange, så mange gange at blodet rent faktisk triller i dråber ned af min hånd, lader hun mig rasende gå. Hun følger mig af en eller anden grund hele vejen til døren. Jeg gør intet for at stoppe blodet fra at plette på hendes gulv, min sidste protest. Da jeg træder ud på gangen er det første jeg hører en lille svag hulken og en lav strøm af trøstende ord. Fred og George sidder på knæ foran en førsteårselev der sidder og holder hårdt om sin venstre hånd. 

"Kan du se mit?" spørger Fred, "det er næsten gået væk. Om et par dage kan du heller ikke mærke det længere". Jeg mærker raseriet stige op i mig. På nogen af de ældre elever, okay, men på en elleveårig dreng? Det er for meget! Jeg hører skridt og Harry træder rundt om hjørnet og ind i korridoren. Han er ikke længe om at overskue situationen og vender sig mod Nidkjær der stadig står bag mig. Mens jeg går ned til dem stiller tvillingerne sig på hver sin side af Harry. Jeg træder hen ved siden af George og kigger på Nidkjær med mine ondeste øjne. 

"Når man gør noget forkert bliver man straffet" siger hun arrogant og selvtilfreds. Jeg gør det ubevidst. Jeg lader en enkelt, helt lav tone slippe ud gennem mine sammenknebede læber. De fire drenge ser forvirret rundt for at finde ud af hvor den sære lyd kommer fra. Men jeg har rettet tonen mod Nidkjær så kun hun bliver ramt af smerten i mellemgulvet. Blodet løber hurtigere ud af det åbne sår på min hånd, det løber faktisk ukontrolleret og vildt. Nidkjær gisper af smerte og jeg stopper tonen. Hun ser skræmt og forvirret ud. Så vender hun rundt på hælene og forsvinder ind på sit kontor.

"Hørt I også den lyd?" spørger Fred overrasket.

"Alice! Du bløder jo helt vildt!" råber George før nogen når at svare Fred. Jeg kigger ned og ganske rigtigt: på gulvet er en hel pøl af blod ved at samle sig i smukke røde mønstre. Harry reagerer hurtigt og river et stykke af sin skjorte af som han ruller stramt om min hånd. Jeg forholder mig passiv.

"For helvede, hvor mange gange fik hun dig til at skrive det?!" hvæser George. Jeg trækker på skuldrene.

"Mange gange" hvisker jeg svagt. Jeg er så uendelig træt. De tror det er på grund af blodmangel og himler op om at jeg skal op på hospitalfløjen. Jeg afviser deres protester da jeg kæmper mig forbi dem og sætter kursen mod opholdsstuen. Det er ikke på grund af blodmangel jeg er udmattet. Sandheden er at det tager ualmindeligt meget på kræfterne at gøre det jeg lige gjorde ved Nidkjær, den heks. Men det forstår de selvfølgelig ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...