Den sorte amulet

Mit navn er Angelica Diggory. Min storebor er Cedric Diggory. Eller var. Han er død nu. Voldemort slog ham ihjel.

*** Denne movella bygger på Harry Potter og Fønixordenen. Det er vigtigt at man har læst bøgerne eller i hvert fald set filmene hvis denne historie skal give mening ***

54Likes
357Kommentarer
15048Visninger
AA

6. Alene... sammen.

Den nat havde jeg igen svært ved at sove. Forskellige drømme om folk der dør og folk der bliver torteret, blandet med en høj hvinende latter med undertonen af skingrende sindssyge præger min aldrig rolige nattesøvn. Jeg vågner ikke meget tidligt den morgen, jeg vågner midt om natten og nægter at tale med Bellatrixs portræt. Derfor skynder jeg mig ud før hun vågner og ned i køkkenet. Flammerne i kaminen går aldrig ud, det sørger Kræ for. Husalfen er altid på nakken af alle... alle undtagen mig. Heldigvis har ingen opdaget det endnu. Det sidste jeg har brug for er at folk stiller spørgsmål. Specielt de personlige vil jeg gerne undgå. Skævben kommer løbende hen til mig og kaster sig op i min favn for at blive nusset.

"Du kan mærke det, kan du ikke? Du ved det godt. Du må love at holde det hemmeligt, ikke?" hvisker jeg mens jeg klør ham på hovedet.

"Kunne du tænke dig en kop" jeg spjætter, hvilket får Skævben til at løbe med et fornærmet "miav" og vender mig om. Der står George ved komfuret med en kop dampende te i hånden.

"Undskyld hvis jeg forskrækkede dig" siger han og rækker mig koppen med te.

"Det er i orden" siger jeg mens mit hjerte banker. Hørte han mig mon tale med Skævben? Det gjorde han helt sikkert. Men han kommenterer det ikke. Han laver bare en kop te til sig selv og sætter sig ved siden af mig foran flammerne. Jeg venter i anspændt tavshed. Han kunne ikke undgå at høre mig.

"Hvorfor er du oppe?" spørger jeg til sidst, da jeg beslutter at han vist ikke vil nævne noget lige med det samme.

"Fred snorker" joker han, men ser så mit alvorlige udtryk, "onde drømme" indrømmer han så.

"Velkommen i klubben" sukker jeg og kigger ind i ilden. Jeg kan mærke ham betragte mig.

"Ja du har vel noget at drømme om" jeg nikker bare.

"Det tog os en evighed at lokke ud af de voksne hvad du laver her. Jeg tror faktisk Harry følte sig lidt truet af det. Vi vidste jo at du ikke kom for at besøge Ginny, selvom I to er gode venner, for hun anede heller ikke hvad du lavede her. Og de ville ikke fortælle os det. Vi truede med at spørge dig personligt, hvis de ikke røbede det. Så fik vi det af vide. Det gør mig ondt" det sidste kommer ligesom lidt mere sagte end alt det andet.

"Tak" mumler jeg. Igen stille. Jeg venter. George smiler stort.

"Du undre dig over hvornår jeg spørger om hvad det var du snakkede med Skævben om, gør du ikke?" spørger han. Jeg ser ham lige ind i øjenene og nikker så.

"Hvorfor har du ikke spurgte endnu?" jeg kan ikke lade vær med det.

"Jeg tænkte at eftersom du har behov for at få en inkompetent kat til at love ikke at sige noget, så rager det vel egentlig ikke mig" jeg kan ikke lade vær med at grine lavt og trække på skulderen. Jeg beundre ham for den indstilling, tvillingerne plejer ellers at være kendt for deres nysgerrighed. Men selv de har åbenbart grænser.

"Hvorfor bor du egentlig her?" spørger han så og kaster en avis efter Skævben der står og hvæser helt vildt af ham.

"Sirius er en gammel ven af familien" svarer jeg, det samme svar jeg gav Ginny og Hermione da de spurgte.

"Det sagde Ginny godt. Men hvorfor er du ikke hos din far eller andet familie?"

"Min far er blevet indlagt på Skt. Mungos med sindssyge. Jeg har ikke andre jeg kan være hos" det er ikke helt løgn. George ser helt overvældet ud. Tanken at det er muligt at miste hele sin familie har vist aldrig strejfet ham med den gigantiske familie han har.

"Hvis du... altså hvis du mangler et sted at være... du ved i ferierne... så er jeg sikker på at du godt må være hos os" siger han så og det går op for mig hvor forskellige Fred og George er, specielt når de ikke er sammen. Når de er sammen er de ligesom to alen af et stykke, men hver for sig har de så meget indhold på hver deres individuelle måde.

"Tak George" smiler jeg. Vi er stille lidt, alt der kan høres er ildens knitren og fru Black der hænger og snorker ude i gangen.

"Jeg ved godt at jeg ikke har en chance for at forstå hvordan du har det, men... selvom jeg har en meget stor familie og jeg hele tiden er omgivet af dem, særligt Fred, så.... så føler jeg mig stadig meget ensom nogen gange" jeg tror ikke mine egne ører, jeg kan ikke forstå det. For mig har Weasley-tvillingerne altid været sjove, venlige og useriøse. Men George har lige udvist så meget dybde og empati, meget mere end de fleste drenge nogensinde vil kunne præstere. Helt spontant og uden at tænke over det rækker jeg ud og tager hans hånd. Helt til solen står op sidder vi bare der, hånd i hånd i stilhed. Vi er helt alene, ensomme...... sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...