Den sorte amulet

Mit navn er Angelica Diggory. Min storebor er Cedric Diggory. Eller var. Han er død nu. Voldemort slog ham ihjel.

*** Denne movella bygger på Harry Potter og Fønixordenen. Det er vigtigt at man har læst bøgerne eller i hvert fald set filmene hvis denne historie skal give mening ***

54Likes
357Kommentarer
14951Visninger
AA

3. Åhr, så hold dog mund!

Jeg kigger ind i spejlet på væggen modsat min seng. Min krop er slank, ikke tynd, ikke tyk. Perfekt. Mit ansigt er harmonisk på en nærmest overjordisk måde, men det gør også at mit ansigt bliver mindre kønt. Min næse er lidt for skarpt aftegnet, mine sølv-blå, glimtende øjne er lidt for store til at være flotte og min hud er alt for bleg til at være naturlig. Jeg er nærmest lykkelig for at mine hindbærfarvede læber har den lille uharmoniske fejl at min underlæbe er lidt for fyldig i forhold til min overlæbe der har den fineste amorbue. Jeg løfter hånden og lader en negl glide langs mine lange sorte øjenvipper, før jeg lader den glide ind under mit mørkebrune tykke hår der minder så meget om Cedric og puffer det op så det bliver lidt mere uglet og dermed lidt mindre overjordisk. Jeg lyder uden tvivl selvglad, ja nærmest som om jeg synes at jeg er perfekt. Men det er slet ikke det. Min mor var halvt Willie, hvilket gør mig til en fjerdedel Willie. Der er en grund til at alle piger sukkede efter Cedric. 

Jeg hiver lidt ned i min hvide T-shirt med v-udskæring og blotter det øverste af mit venstre bryst. Blotter den lille ovale tatovering, det lille brændemærke der til hver en tid vil afsløre mig. Den er ikke så stor og indeni er der et våbenskjold, et våbenskjold man kan finde overalt på Grumsted Plads 11. Black-familiens våbenskjold, deres brændemærke. Det de sætter på det der ifølge dem tilhører Black-slægten. En skinger hånlig latter får mig til hurtigt at give slip på min T-shirts krave og kigge hen på maleriet på den modsatte væg. Jeg vendte det med motivet ind mod væggen så snart Sirius var færdig med at undskylde at jeg var nødt til at sove herinde. Man kan ikke fjerne malerierne her, men nogle af dem er det muligt at vende om. Så som det her.

"Godmorgen blodsforræder!" griner stemmen fra min væg højt med undertonen af vanvid der er så karakteristisk for hendes stemme. Jeg går vredt hen og knalder min knytnæve mod maleriet fordi jeg ved det vil få hende til at holde op med at grine med det samme.

"Åhr, så hold dog mund!" hvæser jeg vredt.

"Lige mine ord!" lyder det fra døren. Den ene af tvillingerne ser irriteret på bagsiden af maleriet.

"Og prisen for den mest irriterende latter går til...." supplere ham jeg tror er Fred. De må have hørt møgheksen gennem de tynde vægge.

"Tænk at du skal sove sammen med det spetakel!" siger George medfølende. Jeg fnyser.

"Hvorfor tror du jeg har vendt det om? Jeg ville sgu da dø af skræk hver gang jeg vågner hvis hun hang der og gloede på mig. Kvinden må da have øjne der dræber, selv gennem et maleri!" griner jeg og de griner med mig.

"Tja, der findes værre selskab end Bellatrix Lestange. Tænk hvis det var Fru Black der hang der og prydede din væg!" siger Fred. Jeg smiler bare, lader vær med at svare. Jeg kan ikke fortælle dem at jeg meget hellere vil have den skrigeskinke til fru Black hængende på min væg end Bella.

"Blodforrædere og mudderblods! Vent jer, døden venter!" skriger Bellatrix som på kommando.

"Så hold dog mund!" halvråber vi alle tre i kor og maleriet tier med det samme stille. 

"Hvad sker der?!" råber Ron ude fra gangen og braser søvndrukken ind på værelset med Harry, der kæmper brillerne på, i hælene.

"Bellatrix tager livet af os, det er hvad der sker" siger Fred tørt og smøger sig forbi sin målløse bror.

"Bellatrix?" siger Ron forvirret.

"Gå i seng, Ron" sukker jeg og ser til mens Harry trækker Ron med sig ned af gangen. George griner lydløst til mig.

"Jeg vil se om jeg kan sove noget mere. Vi ses, Alice"

"Vi ses i morgen" nikker jeg og vender ryggen til døren mens han lukker den. Tænk hvis jeg stadig stod og studerede den sorte amulet på mit bryst da de kom ind. Så ville de vide det. Og der er ingen nogensinde, der må vide det hvis det står til mig. Jeg sukker og sætter mig på sengen. Jeg ved udmærket godt at det ikke står til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...