Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
51996Visninger
AA

9. Kapitel 8.

Vi står uden for drengenes lejlighed, og jeg har lige taget beslutningen om, at det er bedst at flygte, da Louis tager fat i min arm. Han ser på mig og smiler svagt. Han har endelig fundet nøglen til døren, og nu står han bare og venter på, at jeg skal gå ind. Jeg ser skiftevis på hans grå øjne og den svagt oplyste gang. Jeg synker en klump og trækker vejret dybt ind, inden jeg tager mig sammen og går ind af døren. Jeg kan høre dæmpet musik inde fra stuen, og en hæs stemme der synger med. Jeg stopper op inde i gangen, men i samme øjeblik lukker Louis døren, og stemmen stopper med at synge. ”Louis, er det dig?” Harrys ord når ud i gangen til os, og jeg vender mig om mod Louis, som også kigger på mig. ”Ja, det er det. April er her også.” Han tager ikke blikket fra mig, men jeg ser væk og går ind i stuen.

Harry ligger i sofaen med et tæppe over sig. Hans hår er helt rodet, men ikke på den måde som piger over hele verden, inklusiv mig, elsker det. Da han ser mig, sætter han sig brat op og stirrer på mig. Så rejser han sig endnu hurtigere op, og går hen og hiver mig ind i et kram. Jeg gisper lavt, men lægger også mine arme om ham.. Jeg gemmer mit hoved i hulningen mellem hans skulder og hals, og han begraver sit ansigt i mit hår. Jeg kan mærke at han trækker vejret tungere og tungere, som om mit nærvær gør ham rolig. ”Undskyld, virkelig meget undskyld. Jeg mente det ikke. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig mere end noget andet. Uden dig er jeg intet. Undskyld,” hvisker han ind i mit øre, og jeg begynder automatisk at smile. 

Jeg holder ham endnu tættere ind til mig, og sådan står vi i nogle sekunder, inden jeg slipper mit greb om ham. Han prøver at holde fast i mig, men løsner så også sit greb om mig. Jeg ser op på ham, ind i hans øjne, og smiler. Han smiler skævt tilbage og siger: ”Jeg er virkelig ked af alt det, jeg har gjort. Jeg er virkelig ked af, at jeg var nødt til at gøre alt det her mod dig, før jeg fandt ud af, at det var dig. Det har altid været dig. Jeg har været så dum. Du fortjener så meget bedre, April.” Han stopper for at trække vejret, og lige da han skal til at forsætte, presser sig mine læber mod hans. Vi ser hinanden i øjnene, indtil han lukker sine og slapper af igen. Jeg smiler lidt i kysset og lukker så også mine øjne.

Jeg kan hører et bip, men vælger at ignorere det. Det er først da et skarpt lys rammer mig fra siden, at jeg trækker mig lidt væk fra Harry. Jeg kniber øjnene sammen og ser ind i det. Efter nogle sekunder går det op for mig, at Louis står og filmer os. Han ser uskyldigt på os, og forklarer: ”Jeg synes bare, at de andre også skulle se det her smukke øjeblik. Sig hej, venner.” Han griner lidt og først nu lægger jeg mærke til de små stemmer, der kommer fra mobilen. Det går op for mig, at det er et videoopkald, og så begynder jeg at grine. Jeg ser op på Harry, som jeg stadig har armene om, og ser at han også smiler stort. Han ser ned på mig og kysser mig hurtigt. Jeg føler mig så lykkelig, at jeg kunne give mig til at græde, men det gør jeg selvfølgelig ikke. Ikke nu imens alle de andre ser på. Det kunne jeg aldrig finde på. 

Jeg ser over Harrys skulder på uret, og kommer så med et lille udbrud, da jeg ser hvad klokken er. Jeg slipper Harry og vender mig mod Louis. ”Følger Moe med?” Han ser forvirret på mig, men ryster så på hovedet. Jeg tager hænderne op til hovedet og kører dem igennem mit hår. ”Pis! Jeg skulle jo i byen sammen med hende. Hun er sikkert stiktosset.” Jeg ser på Harry, og fortsætter: ”Jeg er nødt til at gå. Men jeg kommer tilbage så snart jeg kan. Okay?” Han nikker og trækker mig ind i et kram igen. Jeg tillader mig selv at nyde det i et par ekstra sekunder, inden jeg trækker mig væk og giver ham et hurtigt kys. Louis får også et på kinden, da jeg går forbi ham. ”Tak,” siger jeg smilende til ham, men jeg er allerede ude af døren, inden han kan svare.

Da jeg kommer tilbage til min lejlighed (faktisk er det ikke min, det er mine ’forældres’, men de er næsten altid på forretningsrejse for tiden, så de købte en lejlighed til mig, som jeg skal bo i, når de ikke er i London), sidder Moe lænet op af væggen ved siden af min dør. Hendes hoved er begravet imellem hendes knæ, så jeg kan ikke rigtig læse hende. ”Moe,” siger jeg lavt, men hun hører mig og kigger op. Hendes makeup er helt ødelagt, man kan se de lange baner af mascara, der er løbet ned af hendes kinder, og hendes hår ligner mere en høstak end hendes sædvanlige væld af guldlignende lokker. Jeg stopper op i et sekund, men fortsætter så hen imod hende. Hun ser ikke sådan ud, fordi jeg kommer for sent. Der er sket noget andet, og jeg kan kun gætte på, hvad det er. Min første tanke er Niall. ”Søde skat. Hvad er der sket?” Jeg snakker i min blideste tone, og da jeg lader mig glide ned ved side af hende. lægger jeg armen om hende, og hun lægger sit hoved på min skulder. Hun begynder at græde igen, men inde imellem hendes snøften og klynken, får hun fremstammet: ”Det er Niall.”

Gud, hvor jeg dog nogle gange hader at have ret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...