Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
52014Visninger
AA

49. Kapitel 48.

 

De næste par dage tilbringer jeg nærmest kun med Zayn. Han sover hos mig, så vi er sammen om morgenen, inden jeg tager i skole. Når jeg kommer hjem, er Luce som regel med, og så laver vi lektier og snakker. Når hun tager hjem, skriver jeg til Zayn, som kommer hen til mig igen. Dette mønster gentager sig igen og igen indtil den sidste fredag, inden drengene tager på tour. Jeg har prøvet ikke at tænke for meget på det, da det altid slår mig helt ud. Det bliver forfærdeligt ikke at have dem, især Zayn, i tre uger. At snakke i telefon er virkelig bare ikke det samme, som at mærke hans hud mod min, se hans øjne møde mine, mærke hans åndedræt, når han hvisker noget ind i mit øre. Men jeg overlever det. Det bliver jeg nødt til. Jeg har pigerne og mine lektier. Hvis jeg spiller mine kort rigtigt og putter al min energi ind i min eksamensopgave, kan jeg måske få topkarakter. Desuden har jeg forsømmet pigerne virkelig meget her på det sidste. Ikke så meget Luce, men Moe og Bonnie. Hvis jeg skal være helt ærlig, savner jeg dem faktisk. Og Jules.. Hende savner jeg også. Men da det er for sent at rette op på dét forhold, kan jeg fokusere mere på Bonnie og Moe. Når drengene tager på tour, kunne vi måske holde en sleep-over ligesom i de gamle dage. Men først når de tager af sted. For ligesom mig har de svært ved at overleve uden drengene, og ingen af os vil spilde et minut af den sidste tid sammen på noget, vi kan gøre, efter drengene er taget af sted.

Fredag eftermiddag, imens Luce sidder og prøver at få mig til at forstå en eller anden latterligt svær franskopgave, styrter Zayn ind af døren. Han har røde kinder og hiver efter vejret, men samtidig lyser hele hans ansigt op i et kæmpe smil. Han ser sig omkring og får øje på os ved spisebordet. Jeg ser på Luce, som ser ligeså forvirret ud, som jeg føler mig, inden jeg kigger på Zayn igen. Han kommer hen til bordet og støtter sig op af det, imens han prøver at få ro på sin vejrtrækning, så han kan begynde at forklare. ”Har du løbet hele vejen herhen?” spørger jeg undrende. Han nikker, som om det var den mest normale ting i verden, og tager så en dyb indånding, inden han nærmest spytter ud: ”Vi har noget at fortælle jer! Vi skal over til Louis og Harry.” Inden vi kan nå at svare, eller protestere, har han taget fat i vores hænder og trukket os hen til døren. Han venter utålmodigt på os, mens vi tager vores sko, jakker og tasker, men bagefter skal det også gå hurtigt. Jeg får ikke engang tid til at låse døren.

Luce og jeg tager stille og roligt vores overtøj af og stiller vores tasker ude i gangen i Harry og Louis’ lejlighed – måske lidt langsommere end nødvendigt, men drengene er helt oppe at køre, og så er de altså bare virkelig sjove at provokere. Zayn, Niall og Louis står og tripper, imens de kigger på os, ivrige efter at få os ind i stuen og fortælle os, hvad end det nu er, de har fundet på. Da vi sætter os ind og siger hej til Bonnie og Moe, kan vi se, at de er mindst ligeså forvirrede, og bare en lille smule irriterede, som vi er. Synkront vender vi alle fire hovederne mod drengene, som alle har rejst sig og nu står på en række med blikkene og smilene vendt mod os. De er helt oppe at køre, de står nærmest på tæer og har de mest fjollede smil på deres læber. De kigger på hinanden og fører en lav samtale om, hvem der skal være den heldige, der får lov til at springe bomben. Jeg tror ikke, at det er ham, der vinder diskussionen, men i hvert fald er det Niall, der råber: ”VI SKAL PÅ SKIFERIE!” Drengene kigger afventende og begejstrede på os, men vi siger ikke noget. Der er helt stille, indtil vi alle fire lige pludselig knækker sammen af grin.

Drengene ser lidt på hinanden. Usikre, uforstående og en lille smule sårede, hvilket bare får os til at grine endnu mere. Jeg klasker mig selv på låret, men rammer Moes ben i stedet, hvilket bestemt heller ikke hjælper på vores latteranfald. Bonnie får kæmpet sig op af sofaen og går hen til Liam og Louis, som kigger på hende med triste ansigter. ”Hvor er I dog søde,” får hun fremstammet, inden latteren igen tager over. Hun tager fat i Liams arm og bøjer sig forover, sikkert på grund af mavekramper. Jeg er den første, der får nogenlunde styr på mig selv, så det er mig, der spørger: ”Mener I det alvorligt?” Drengene nikker på samme tid, mens de prøver at skjule deres irritation. De troede sikkert, at det var en hammer god idé, de var kommet med, og så griner vi bare af dem. Det er nu lidt synd for dem. Jeg smiler medlidende og overbærende til dem, lægger hovedet lidt på skrå og spørger: ”Hvorfor?” Zayn og Louis trækker lidt på skuldrene og ser ned på deres fødder, imens Harry sukkende smider sig over i sækkestolen. Liam ser væk fra Bonnie, der næsten ikke kan få vejret, og svarer på mit spørgsmål: ”Det føltes bare som en god idé, nu hvor vi skal tilbringe så lang tid adskilte. Som en slags minde, vi kan huske tilbage på.” Jeg ser over på Harry, da han fortsætter: ”Og som kan give os styrke til at fortsætte, indtil vores veje mødes igen.” Jeg smiler stort på kanten af et grin, da han brugte hans specielle dramatiske-oplæser-stemme. ”Det er meget sødt, drenge, men vi har vores skole, vi skal passe. Det er jo derfor, vi ikke bare tager med jer på tour fra starten af,” siger Moe, som også har fået styr på sig selv og sit grineflip.

Zayn kommer hen og smider sig ned imellem mig og Moe, men da vi sidder så tæt, ender han bare med at sidde ovenpå os. Moe himler smilende med øjnene og rykker lidt til side, så han kan få sin mås ned på sofahynden. Han smiler stort og lægger armene ovenpå/langs sofaryggen. Han ser skiftevis på hende og mig, imens han siger: ”Det har vi jo tænkt på. Jeg mener, give us some credit. Smuk er ikke altid lig med dum, bare så I ved det.” Han siger det sidste, imens han sender Moe et sigende blik, men hun affærdiger ham med at slå med håret. ”Jeg har ingen anelse om, hvad du mener,” siger hun med en snobbet stemme, hvilket får os til at grine. ”Det er jo fredag i dag,” fortsætter Zayn, da han stopper med at grine. ”Så vi tænkte på, at det bare skulle være en weekend tur. I er tilbage i god tid søndag.” Han ser skiftevis på os med sine smukke, brune øjne. Jeg ser på de andre piger. De overvejer det. ”Men vi skal nå at lave lektier,” siger Bonnie fornuftigt. Liam lægger armen om hende og kysser hende i håret, inden han siger: ”Tag dem med. Vi kan hjælpe jer.” De andre drenge nikker ivrigt og ser igen på os med øjnene fulde af håb. Jeg ser på Luce, derefter Bonnie og til sidst Moe. Deres øjne giver mig alle de præcis samme svar. ”Så lad gå da.” Drengene kommer alle med glade udbrud, bortset fra Louis, som finder det mere passende at skrige. Jeg ryster på hovedet og holder mig for ørerne. Den dreng har virkelig noget af en stemme.

”Vi har ordnet alt, så det eneste, I skal gøre, er at pakke noget varmt tøj,” fortæller Niall, inden han smider sig oven på Harry i sækkestolen. ”Hvor lang tid har vi?” spørger Luce og rejser sig op, allerede i panik, fordi hun ikke har helt styr på tingene. Louis trækker hende ned, så hun sidder ovenpå ham i den lille sofa. Liam, som sidder ved siden af med Bonnie, smiler og svarer: ”Vi skulle gerne være i lufthavnen kl. 17.” Moe og jeg rejser os op på præcis samme tid og udbryder i kor: ”Jeg bliver nødt til at tage hjem nu så!” De andre griner af os, men vi fortrækker ikke en mine. Vi er dødsens alvorlige. Zayn sukker og rejser sig op, imens han siger: ”Jeg skal nok køre jer hjem. Alle mine ting ligger alligevel hos dig,” tilføjer han og ser på mig. Jeg smiler skævt og går ud i gangen for at tage sko på. Moe og Zayn følger efter og kort efter er jeg tilbage i min lejlighed. Zayn kørte Moe hjem, så hun kunne pakke, imens han hentede mig. Så vil vi hente hende og køre hen til Louis og Harry igen. Jeg åbner den ulåste dør og smider hurtigt min taske på gulvet, imens jeg taster Jennas nummer ind og ringer hende op. Jeg går ind på mit værelse og tager en masse varmt tøj ud af mit skab og ned i en sportstaske, imens den vedvarende bib-lyd strømmer ud af mobilen. Jeg sukker, lægger på og ringer så til Gary. Han tager den efter et par sekunder. ”Hej, Gary. Det er April,” siger jeg og går hen til bordet under mit spejl, hvor mine makeup- og hårting ligger. ”April. Hvordan går det?” spørger han glad. Jeg tager de mest nødvendige ting fra bordet og propper dem ned i tasken. ”Fint, helt fint. Drengene har inviteret os på skitur i weekenden. De tager jo snart på tour, så det er vores sidste chance for at være sammen med dem, sådan rigtigt. Er det okay?” spørger jeg og lyner tasken, inden jeg svinger den over skulderen og går ud af mit værelse. Der går et par sekunder, inden han svarer: ”Ja. Ja, selvfølgelig. Det er helt okay. Men pas på, ikke?” Jeg smiler lidt og nikker. ”Selvfølgelig.” Jeg kan høre smilet i hans stemme, da han svarer: ”Det lyder godt, min pige. Hør, vi har lidt travlt. Deadline er om en time, og vi er langt fra færdige med denne her artikel, så vi snakkes bare, ikke? Du ved, at du altid kan ringe.” Jeg stiller sportstasken ved siden af min normale taske og går ud i køkkenet. ”Det ved jeg. Vi ses. Elsker jer og hils Jenna.” ”Vi elsker også dig,” kan jeg hører Jenna sige ind i telefonen, efterfulgt af Garys latter. Jeg smiler og tager telefonen ned, da de lægger på.

Ude i køkkenet tager jeg noget af den gryderet, Zayn og jeg lavede i går. Den smager ekstremt godt, men jeg modstår fristelsen til at tage endnu en omgang, hvilket er meget godt, for to sekunder efter at jeg er færdig med at rydde op, banker det på døren, og Zayn kommer ind. Han smiler til mig, og jeg smiler tilbage. Jeg følger efter ham ind på mit værelse, hvor han begynder at finde nogle ting frem. Jeg går hen til mit skab og trækker nogle varme støvler frem. Da jeg har fået dem på, står han og kigger på mig. ”Er du allerede færdig?” spørger jeg overrasket. Han nikker grinende og bøjer sig ned for at give mig et hurtigt kys på munden. Jeg griner og skubber ham væk. ”Lad være,” siger jeg med piget stemme og rejser mig fra sengen. Jeg går ud i gangen til min taske og løfter den op. Da jeg vender mig om, ser jeg lige ind i Zayns brune øjne. Eller nej, i dag er de gyldne. Denne gang kysser jeg ham. Efter et par sekunder trækker jeg mig væk igen og sender ham et smil. ”Klar?” spørger jeg og hæver øjenbrynene. ”Klar,” bekræfter han og smiler. Vi går ud af lejligheden, og denne gang husker jeg at låse. Det tager forholdsvis lang tid at kører over til Moe, men det er også myldretid lige nu. 15.59. Moe har bare at være færdig, så vi kan nå over til Louis og Harrys lejlighed i tide til, at vi ikke behøver at styrte ud af døren igen. Hun har i hvert fald travlt, for det er hendes mor, der åbner døren. Det i sig selv er et dårligt tegn, for Moe hader, at hendes mor snakker med hendes venner. Hun vil altid selv åbne døren, så da jeg ser Mrs. Adams buttede og smilende ansigt, da døren bliver åbnet, beder jeg til, at det er fordi Moe er lige på kanten til at blive færdig med at pakke. Og ikke fordi, hvilket desværre er mere sandsynligt end det første, at hun kun lige er begyndt.

”Gud, hvor er det lang tid siden, April,” udbryder Mrs. Adams og åbner armene mod mig. Jeg træder ind i krammet, men da jeg ret hurtigt gør mine til at trække mig væk, holder hun bare endnu strammere om mig. Typisk Mrs. Adams. Da hun endelig slipper mig, er det Zayns tur. ”Og dig, unge mand. Du burde komme forbi noget oftere. Hvorfor gør du ikke det?” siger hun og ser strengt på ham, men varmen i hendes grønne øjne afslører hende. Zayn griner lidt og krammer hende, inden han mumlende svarer: ”Der har været så meget, du ved.” Mrs. Adams nikker bekræftende og siger: ”Ja, sådan er det, når man er verdenskendt popstjerne, har jeg ret?” Vi griner lidt, og så byder hun os indenfor. Hun sender os et smil, inden hun går hen til trappen og et trin op, som om de få meter hun har lagt mellem os, kan skåne os for hendes høje stemme, da hun råber: ”Molly! Dine venner er her.” Jeg kan næsten hører Moe sukke over hendes mors brug af hendes rigtige navn. Jeg ser på Zayn, der ser lidt forvirret ud, indtil det går op for ham. Der er ingen af os, der er vant til at høre Moes fødenavn, og Zayn og Moe har aldrig været ekstra gode venner, så han har sikkert ikke hørt hendes mor kalde hende det lige så tit, som jeg har. Der går et par minutter, inden vi kan høre nogle hurtige og lette trin komme nærmere. Så dukker Moe op med to tasker over skuldrene. ”Undskyld, det tog så lang tid. Jeg er klar nu,” siger hun nærmest forpustet og går forbi os ud i gangen, hvor hun tager nogle støvler på, der i høj grad ligner mine. Vi følger efter hende og råber farvel til Mrs. Adams, inden vi går ud i bilen. Moe smider taskerne ind på bagsædet og løber tilbage til døråbningen, hvor hendes mor står og venter. De krammer og Moe kysser hende hurtigt på kinden, inden hun løber tilbage og nærmest smider sig ind på bagsædet. ”Skynd dig at køre, Zayn. Inden hun fortryder at sende mig af sted,” mumler hun og smiler stort. Jeg ryster på hovedet og smiler, for jeg ved udmærket godt, hvor meget Moe elsker sin mor. Andet kan man næsten heller ikke.

Vi lader vores tasker være i Zayns bil, da vi jo alligevel snart skal køres til lufthavnen, og går tilbage ind til de andre. Det er måske for meget sagt, for det er kun Harry og Niall, der er tilbage. De sidder stadig i sækkestolen, Niall oven på Harry, men de har opmærksomheden på det tændte fjernsyn. Disney Channel. Hvorfor overrasker det mig ikke? Zayn og Moe smider sig i hver sin sofa, så jeg ser på Niall og smiler ondt, inden jeg går hen og sætter mig på ham. Der kommer en mærkelig stønnelyd fra Harry, og Niall flytter mit hoved og spytter noget af mit hår ud, men ellers protesterer de ikke. Jeg ser på skærmen og tvinger mig selv til at følge med i handlingen, men jeg kan ikke. Det er for lamt. Som om hun læste mine tanker, tager Moe fjernbetjeningen og skifter kanal. Der er ingen, der protesterer. Hun zapper igennem mindst 20 kanaler, før hun finder noget interessant. Animal Planet. Stadig ingen, der protesterer. Jeg smiler lidt. Vi er seriøst mærkelige, når vores yndlingskanal er om dyr.

Da de andre kommer, er vi dybt optagede af et program om en løveflok. De andre smider sig udmattede i sofaerne ovenpå Zayn og Moe, der brokker sig og sætter sig op, så der er plads til de andre. Efter et par minutter spørger Louis så lavt, at jeg må koncentrerer mig meget for at forstå det: ”Hvad er klokken?” Liam hæver sløvt armen og ser på sit ur. ”16.38,” mumler han og sænker slapt hans arm igen. Nogen sukker dybt, og da Bonnie rejser sig op, gætter jeg på, at det var hende. Hun giver sig til at hive i dem, der sidder tættest på hende, imens hun med høj stemme siger: ”Op med jer. Vi skal til lufthavnen.” Vi sukker alle sammen, kommer med klagende lyde og brokker os gevaldigt, men vi gør, som hun siger. Jeg rejser mig fra bunken i sækkestolen og vender mig om for at hjælpe Niall op. Han kommer op udelukkende ved min hjælp, den dovne hund. Så vender vi os mod Harry, der ligger helt flad i sækkestolen. Vi griner lidt af ham, tager fat i hans hænder og trækker ham lynhurtigt op, så han ikke får tid til at klage over ømme led. Han åbner munden som for at skrige, men der kommer ikke andet ud end et lille ”av”.  Jeg roder ham i håret og går grinende ud i gangen for at tage overtøj og sko på. Da han kommer ud lidt efter mig, smiler han stort og bevæger sig normalt, så de ømme led var vidst ikke andet end et opmærksomhedskrævende stunt. Jeg smiler af ham, hvilket han åbenbart kan mærke, for han vender sit hoved mod mig og smiler tilbage. Da jeg ikke kan rive øjnene væk fra ham, går jeg hen mod døren og ud til bilen, inden vores øjenkontakt varer for længe. Jeg går hen til Zayns bil og sætter mig på passagersædet. Jeg hiver min mobil frem og går på twitter, imens jeg venter på de andre. Jeg skriver et hurtigt tweet om vores kommende skitur og lægger så mobil væk, da jeg kan hører skridt uden for bilen. Zayn sætter sig grinende ind på førersædet, imens Moe, Louis og Niall sætter sig på bagsædet. Louis går dog hurtigt ud af bilen igen, da han ikke kan være der for Moes tasker. Han bærer dem hurtigt om i bagagerummet til vores andres og sætter sig så ind igen. ”Lad os så komme af sted,” siger han med et kæmpe smil, som smitter af på os andre. Zayn starter bilen, og så er vi på vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...