Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
52009Visninger
AA

48. Kapitel 47.

 

Zayn smiler lidt til mig, da ordene forlader mine læber. Jeg ånder lettet ud, da jeg kan mærke skyggerne forlade mig. Det føles som om, mørket trækker sig tilbage, og kulden viger væk for varmen. Alting bliver bedre, da jeg ser hans ansigt lyse op. Selv om det kun er lidt, så hjælper det meget. Jeg lægger mine arme rundt om hans nakke og læner min pande mod hans. Jeg ser smilende på hans læber. ”Er det os to for evigt?” spørger jeg. Han ser først lidt overrasket ud. Det er ikke min ting at sige sådan, men han kommer sig ret hurtigt over det. Hans læber bevæger sig i hvert fald længere op i et smil. ”Ja,” svarer han, enkelt og ærligt. Det perfekte svar. Lige hvad jeg ville høre. ”Har jeg nogensinde fortalt dig, at du er det smukkeste, jeg nogensinde har set?” spørger jeg og løfter mit blik fra hans læber og op til hans øjne. Jeg kan se grinet i dem, men han holder det tilbage og nøjes med at smile stort, inden han svarer: ”Hm. Du ser dig ikke så tit i spejlet, vel?” Jeg himler med øjnene, men smiler samtidig stort. ”Det er intet i forhold til det, jeg ser, når du kommer ind i billedet.” Han når aldrig at svare, for jeg presser mine læber mod hans et sekund efter, at jeg har sagt det sidste ord. Det har han vidst heller ikke noget imod.

Vi kysser længe. Der går flere minutter, før han trækker sig væk. Han siger ikke noget, kigger bare lige ind i mine øjne. Jeg gengælder hans intense blik. Hans hænder finder mine, så da han langsomt rejser sig op, følger jeg med. Vores øjne viger ikke fra hinanden en eneste gang. Jeg kan mærke mit hjerte begynde at banke hurtigere og hårdere i mit bryst. Til sidst kan jeg ikke stå imod længere, så jeg lukker de sidste par centimeter mellem os og kysser ham igen. Jeg slipper hans hænder og fører mine egne op til hans nakke, så jeg kan trække ham længere ned mod mig. Hans hænder lægger sig blidt på mine hofter. Jeg udvikler kysset, så det bliver heftigere og heftigere. Han stritter lidt imod, men jeg er ligeglad. Jeg presser ham bagud, så han til sidst støder ryggen mod væggen. Han trækker sit hoved væk og stopper kysset igen, så han kan få vejret, men lige da han skal til at sige noget, kysser jeg ham igen. Jeg kan mærke, at han ikke er lige så meget med på den, som jeg er, men da jeg bare bliver ved med at presse mig ind mod ham og dermed også kvæler hans forsøg på at skubbe mig væk, giver han op. Nu er han med. Han kører sine hænder ned af min ryg, ned over min røv og ned til mine lår. Jeg ved allerede, hvad han vil, så da han tager fat og løfter mig op, hjælper jeg ved at hoppe og bagefter låse mine ben omkring ham. (Til dem, der ikke forstår, hvad jeg mener, så er der et link til et billede i kommentarerne. Det er sådan, han bærer/holder hende.) Han vender os rundt, så det er mig, der har ryggen mod væggen. Jeg tager fat i kraven på hans T-shirt og hiver i den, men det er umuligt at trække ham længere ind mod mig.

Jeg trækker mine læber en centimeter væk fra hans og gisper lavt: ”Sengen,” inden jeg igen kysser ham hårdt. Han forstår, hvad jeg mener, og går hen til sengen, hvor han lægger mig. Jeg har stadig fat i hans krave, så jeg trækker ham med ned ovenpå mig. Mine hænder kører ned over hans mave til kanten af hans T-shirt, som jeg tager fat i og trækker op over hans hoved. Han gør ikke modstand, stopper bare med at kysse og hæver armene over hovedet, så jeg smider T-shirten væk og sætter mig lidt op, så jeg igen kan kysse ham. Han tager fat om mit ansigt og kysser lidenskabeligt med. Da jeg ikke vil stoppe vores kys ved at tage min bluse af, går jeg i gang med at åbne mine bukser. Jeg får dem åbnet, trækker dem af og smider dem ud af sengen. Jeg åbner øjnene i kysset og ser lige ind i Zayns brune øjne. Jeg kan se den samme lidenskab og lyst, der fylder hele min krop, men der er også noget andet. Jeg kan ikke sætte ord på det, men jeg ved, at det ikke er godt. Så da det begynder at fylde mere og mere i hans blik, og da trykket fra hans læber bliver mindre og blidere, går jeg i panik. Jeg lukker øjnene og lægger armene om hans nakke, så jeg kan trække ham helt tæt på igen. Det hjælper ikke. Trykket fra hans krop bliver stadig svagere, så jeg fjerner hurtigt mine arme igen og sænker mine hænder ned til hans bukser, som jeg prøver at åbne. Mine hænder ryster så meget, at jeg ikke kan få ordentlig fat i knappen. Jeg stopper modvilligt kysset og ser ned, så jeg kan se, hvad jeg laver, men det skulle jeg aldrig have gjort. Zayn tager fat i mine hænder og tvinger dem væk. Jeg bider mig frustreret i læben, da jeg ved at spillet er ude, men jeg kigger ikke op i hans øjne. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke se, hvad end de nu vil vise. Jeg vil ikke svare på det spørgsmål, som han snart vil stille. For jeg kender ikke svaret. Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig vil så meget. Og jeg ville foretrække, at det forblev sådan. Grunden kan umuligt være god. Det er den aldrig. Men Zayn er nådesløs og tager blidt fat i min hage, så han kan løfte mit hoved op. Jeg er tvunget til at møde hans blik.

Hans brune øjne stråler af så mange forskellige følelser, at jeg ikke kan se væk. Tristhed, frustration, uvidenhed og vilje og tålmodighed til at hjælpe, er kun nogle af de ting, jeg ser. Men det, der fylder allermest, og det, jeg så nødigt vil se, er kærligheden. Det gør mig vred, så jeg banker en flad hånd ind i brystet på ham og skubber ham væk, men han kender mig for godt. Han vidste allerede, at jeg vil forsøge at flygte, så han rykker sig ikke engang en centimeter under mit slag. Han tager bare fat i min arm, så jeg bliver nødt til at blive siddende. Jeg ser trodsigt ned på lagnet under os, mens jeg bider mig mere og mere i læben. Jeg stopper ikke, da smagen af blod eksploderer i min mund. Zayn sidder helt ubevægelig foran mig og betragter mig. Jeg venter på spørgsmålet, som jeg ikke kan svare på, men det kommer ikke. Han venter sikkert på, at jeg selv vil begynde at fortælle, men det har jeg ikke tænkt mig. Det ville også være ret svært, eftersom jeg ikke har noget at fortælle ham. Okay, måske kunne jeg godt finde grunden, hvis jeg ledte efter den, men det gør jeg ikke. Det har jeg ikke lyst til. Det forstår han bare ikke.

Jeg sukker dybt og bliver ved med at nedstirre lagnet, fast besluttet på ikke at være den, der giver op. Desværre har han vidst sat sig for det samme. Det føles i hvert fald, som om der går flere timer, før jeg giver op og ser op på ham med bedende øjne. Hans øjne er lige så nådesløse, som hans handling før, men jeg bliver ved med at se bedende på ham. Det er min sidste udvej, min sidste chance for at slippe uden om spørgsmål. Men han falder ikke for den. Det ville også være mærkelig, hvis han gjorde. ”Lad nu være,” siger jeg lavt til ham og lægger min hånd på hans bryst, som en eller anden svag sikkerhedsforanstaltning. Som om den handling vil afholde ham fra at sige, præcis hvad han siger. ”Nej.” Hans stemme er blid, men ordet er hårdt. Jeg ryster svagt på hovedet, men jeg kan ikke stoppe tårerne fra at hobe sig op i mine øjne. Mit syn bliver sløret, men da de begynder at løbe ned af mine kinder, kan jeg se igen. Zayn tørrer tårerne væk ligeså snart, han kan, men det hjælper heller ikke. Der kommer bare flere og flere. ”Sch, stop det,” hvisker han, mens han kæmper en brav kamp for at holde mine kinder tørre. En kamp han taber. En kamp som han aldrig havde en chance for at vinde.

Pludselig fylder vreden alt i mig. Jeg lukker min hånd om hans T-shirt, men jeg tror ikke, han lægger mærke til det. Det er først, da jeg endnu engang skubber ham væk fra mig, at han ser på mine øjne. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er vred, eller fordi han ikke var klar, at han vælter bagover. Uanset hvad det var, så er jeg ligeglad. Han ser overrasket på mig, men da han rækker ud efter mig, trækker jeg mig væk. ”Lad mig være!” nærmest råber jeg. Han trækker sin hånd til sig, men ellers bliver han siddende. Det giver et sæt i mig, da han også næsten råber af mig: ”Jeg forlader dig ikke!” Jeg kan høre, at hans vejrtrækning er hurtigere nu. Jeg ser ned på mine knyttede næver og siger lavt og roligt: ”Men det er det, jeg vil have.” Det er løgn. Det er en af de største løgne, der nogensinde er kommet ud af min mund, men jeg viser det ikke. Jeg er så dum. ”Det handler ikke om, hvad du vil,” siger han hårdt. Jeg hæver hovedet og møder hans blik. Jeg bider tænderne sammen og stirrer koldt på ham. ”I hvert fald ikke lige nu,” fortsætter han. Han ser på mig med sine smukke øjne, og jeg stopper med at skule til ham. Han rækker hånden frem mod mig uden at tage blikket fra mig. Jeg tøver, inden jeg lægger min hånd i hans.

”Hvorfor gør du det her mod dig selv?” spørger han om, lige så snart vi rører hinanden. Jeg vil trække min hånd til mig igen, men han holder fast. Både i min hånd og i mit blik. ”Fordi det er sådan det er meningen, det skal være. Det er sådan, det altid har været, og det er sådan, det altid vil være. Når jeg kommer for tæt på, ender alt med at blive ødelagt,” vælter det ud af mig. Før jeg kan nå at fortryde og trække mine ord tilbage, har han svaret. ”Det ved du jo ikke. Bare fordi det er sket før, betyder det ikke, at det sker igen. Det er dumt af dig at ødelægge noget, fordi du tror, at det vil blive ødelagt.” Han holder en lille pause, inden han fortsætter: ”Kan du ikke høre, hvor dumt det er?” Jeg ryster på hovedet. ”Du forstår det ikke, Zayn. Det er der ingen, der gør..” Min stemme er lav og opgivende. Hans næste handling overrasker mig. For mindre end to minutter siden råbte vi af hinanden, og nu trækker han mig ind i et varmt kram. Jeg trækker vejret hurtigere og hurtigere, mens en varm følelse skyller ind over mig. Næsten per refleks gengælder jeg krammet. Efter et par sekunder kan jeg høre Zayn hviske ind i mit øre: ”Du er ikke alene.” Jeg lukker øjnene og tillader mig selv at tro på ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...