Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
51997Visninger
AA

42. Kapitel 41.

”Hvad er klokken?” spørger jeg og ser over på Niall, da han alligevel sidder med sin iPhone fremme. Han trykker ivrigt på skærmen, sikkert en besked til Kaya, og stirrer så på skærmen i to sekunder, inden han ser på mig og siger: ”17.24.” Jeg smiler og lægger mig hoved mod Zayns bryst igen. Hans fingre, der stoppede med at lege med mit hår, da jeg kiggede på Niall, begynder igen. Efter nogle minutter rejser Niall sig fra lænestolen, han sad i. Jeg er for træt til at se på ham igen, så i stedet gør Zayn det. Han spørger også: ”Hvor skal du hen?” Niall går hen til døren for at tage sine sko på, mens han siger: ”Hjem til Kaya. Hun er færdig med at passe sin lillesøster.” Han vender sig mod os, mens han tager sin jakke på. ”Jeg skriver til jer, når vi har fundet ud af hvor og hvornår.” Først forstår jeg ikke hvad han mener, men så kommer jeg i tanke om, hvad vi aftalte for flere timer siden. Vi skal endelig møde Kaya. Jeg ser over på Niall og sender ham et smil. ”Hils hende og sig, vi glæder os.” Han smiler sødt og nikker. ”Det skal jeg nok. Det bliver hun sikkert også glad for at høre.” Han vender sig om og går ud af døren. ”Vi ses!” når han lige at råbe, inden døren smækker efter ham.

En time senere og Zayn og jeg har stadig ikke bevæget os meget. Jeg ligger op af ham med hovedet på hans bryst, mens hans arme er om mig. Vi laver ikke andet end det. Vi ser ikke tv, hører ikke musik, snakker ikke sammen. Vi nyder bare hinandens nærvær. Mine øjne er lukkede. Jeg kan mærke hans brystkasse vibrere, da han mumler: ”Måske skulle vi lave noget mad.” Jeg smiler og ser op på ham. Hans øjne er lukkede. Jeg nikker lidt, selv om det svært, når hans brystkasse er i vejen, og siger: ”Jeg magter det bare ikke.” Han grynter lidt, som om han er for træt til at grine. Der går et par minutter, inden vi siger ”Nandos,” i munden på hinanden. Denne gang grynter vi begge to i stedet for at grine. Så sætter jeg mig ordentlig op og tager min mobil, der ligger på sofabordet. Jeg trykker nummeret ind og får hurtigt bestilt noget mad. I mellemtiden er Zayn forsvundet ud på toilettet. Jeg lægger mobilen på sofabordet igen og smider mig tilbage i sofaen.

Jeg vågner med et spjæt, da noget varmt rører min næse. Mine øjenlåg springer op i samme øjeblik, som jeg registrerer duften af mad. Jeg ser lige ind i Zayns grinende ansigt. Han holder en pomfrit imellem sine fingre. ”Hvor så du bare sjov ud,” siger han og griner endnu mere. Jeg himler med øjnene og sætter mig op. På sofabordet står vores mad. ”Hvor lang tid sov jeg?” spørger jeg og ser på Zayn igen. Han smiler fjoget, men i det mindste griner han ikke længere. ”Kun tyve minutter, tror jeg.” Han smiler normalt til mig, så jeg ikke kan lade være med at smile tilbage. Så ser jeg på maden igen og tager min burger. ”Slap af,” udbryder han, da jeg er halvt færdig med den. ”Du er næsten ligesom Niall nogle gange.” Han smiler stort, mens jeg bare ser på ham med et vantro blik. ”Kan du ikke selv se det?” Jeg ryster på hovedet med et overlegent smil, som han fuldstændig ignorerer. ”Kan du huske, da vi bagte kage? Vi spiste kun én af de seks, vi lavede. Eller du spiste. Jeg fik to stykker, resten forsvandt på mystisk vis ned i din mave.” Han siger det sidste til mig, som en forælder til en baby. Han prikker mig også i maven, hvilket bare får mig til at gribe fat i hans finger. ”Av!” udbryder han med et grin. Jeg ser ondt på ham. ”Sig undskyld,” siger jeg med min dybeste stemme. ”Undskyld, undskyld,” bliver han ved med at grine. Jeg smiler sødt og slipper hans finger. Han tager den ind til sig og ømmer sig overdramatisk. Jeg læner mig over mod ham, tager blidt fat i hans hage og får ham til at se på mig. ”Hvor så du bare sjov ud,” efterligner jeg ham og hurtigt kysser ham på munden flere gange. Han griner inde i mellem kyssene. Så slipper jeg ham og sætter mig tilbage i sofaen, mens jeg spiser resten af burgeren. Da jeg går i gang med pomfritterne, er Zayn kun halvvejs med sin burger. Måske er jeg lidt ligesom Niall? Jeg ryster på hovedet. ”Har du overvejet, at det måske bare er dig, der spiser exceptionelt langsomt?” siger jeg og hæver smilende øjenbrynene. Han lægger bare hovedet lidt på skrå, mens han smilende siger: ”Hvis du siger det, skat.” Jeg himler med øjnene, men kan samtidig ikke lade være med at grine.

To timer senere har vi tændt for fjernsynet. Jeg ligger med hovedet i hans skød, mens han piller ved mit hår. Vi ser et eller andet naturprogram. Af en eller anden grund er vi alle sammen helt vilde med det. Der er ingen af os, der kan komme med en rigtig grund til det, vi elsker det bare. Da rulleteksterne begynder at køre opad skærmen, kysser Zayn mig på panden og siger: ”Skal vi gå i seng?” Jeg nikker og sætter mig op. Jeg slukker for tv’et, mens han rejser sig og går ud i køkkenet for at slukke lyset. Jeg går ind på værelset og ud på badeværelset, der hænger sammen med mit værelse. Jeg børster tænder og går ind på værelset igen. Der er helt mørkt ude i stuen, og Zayn ligger allerede i sengen. Hans tøj ligger smidt ud over mit værelse. Jeg ser på det og derefter på ham, inden jeg begynder at grine. ”Hvad skal det her forestille?” spørger jeg og samler hans T-shirt op med to fingre. Han ser på den og så på mig, inden han sender mig et charmerende smil. ”Hvad mener du?” spørger han. Jeg ryster på hovedet og går hen til hans bukser for at samle dem op. ”Gå ud og børst tænder,” siger jeg stadig grinende. ”Men jeg har ikke nogen tandbørste her,” mumler han. Jeg lægger hans tøj sammen og smider det på en stol. ”Jeg har lagt en frem til dig, søde skat.” Jeg ser på ham, mens han rejser sig og trasker ud på badeværelset. Jeg smiler og tager mit tøj af. Jeg trækker dog en løs top over som en form for nattrøje, inden jeg lægger mig hen i sengen og ind under dynen. Jeg lægger mig der, hvor Zayn lå før, da der stadig er varmt efter hans krop. Da han kommer ind igen, lægger han sig heldigvis bare ved siden af mig uden at komme med nogle kommentarer. Vi lægger os helt tæt sammen i ske, inden han vender sig om og slukker lampen på natbordet på hans side af sengen.

I mørket og stilheden kravler den pludselige ensomhed igen frem. Det har den gjort, lige siden jeg mistede Harry. Det plejer at være værre. Når jeg er alene, når Zayn ikke sover her, så falder jeg aldrig i søvn. Siden han fandt ud af det, har han ikke ladet mig være alene. Når vi ikke sover sammen, så er det fordi jeg er hjemme hos Jenna og Gary eller en af pigerne. Men alligevel kommer følelsen altid. Det er kun når jeg er rigtig træt, at jeg ikke lægger mærke til den. Jeg er træt nu, men åbenbart ikke nok. Jeg kan mærke hvordan alting presser sig på. Som om alle de bekymringer jeg har haft i hele mit liv, pludselig er blevet til sten, der ligger omkring mig. Min kropstemperatur falder, mens jeg samtidig begynder at svede. Men det er selvfølgelig bare noget, jeg føler. Alle disse symptomer er bare noget, jeg bilder mig ind. Alligevel kan Zayn mærke det på mig. Hans varme arme omkring mig strammer deres greb, og jeg kan mærke hans ansigt mod min kind. Det beroliger mig lidt, men det er først da jeg hører hans stemme, at ensomheden forsvinder. ”Jeg er her,” hvisker han. Hans stemme svøber sig omkring mig som et varmt tæppe af det blødeste stof. Den er som et reb, der bliver kastet ned til mig, mens jeg står i det dybeste og mørkeste hul. Jeg griber med glæde fat i det. Han bliver ved med at hviske små, søde ord i et lavt og beroligende toneleje. Jeg hører ikke efter, da jeg fokusere på at sove. Nu hvor jeg har chancen. Nu hvor mørket har trukket sig væk.. Inden det kommer tilbage. For det kommer altid tilbage. Altid. Der er intet, der forbliver som det er. Der er intet, der er perfekt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...