Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
52303Visninger
AA

41. Kapitel 40.

Den næste måned går hurtigt. Der sker noget hele tiden. Eftersom jeg missede næsten hele den første uge efter påskeferien, kom jeg en del bagefter i undervisningen. Luce hjalp mig med opgaverne, og efter mange sene nætter med lektier og læsning til langt ud på natten, har jeg endelig indhentet de andre i min klasse. De andre i gruppen, bortset fra Jules og Harry, har heller ikke givet mig særlig meget fritid at tage af. De har været fulde af idéer og energi. Jeg har en fornemmelse af, at det er for min skyld. Så jeg ikke får for meget tid til at tænke over det med Harry. Han er der jo aldrig mere. Jeg har intet hørt om ham, udover det de andre engang imellem lader slippe, eller det jeg uheldigvis hører i tv’et eller læser på internettet. Han har ikke prøvet at kontakte mig. Intet udover den kasse, der en dag stod foran min dør. Der var intet navn på den, men jeg vidste hvem den var til, og hvem den var fra. Indholdet gjorde mig kun mere sikker i min sag. Kassen var fuld af ting, jeg igennem tiderne har glemt hos Harry og Louis. Alle de gaver, jeg har givet Harry, var der også. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvorfor han ikke bare bad Louis om at give den til mig. Men jeg ved jo godt hvorfor. Fordi han ved, at det gør mere ondt på denne måde. Jeg kan ikke bebrejde ham. Det er forståeligt, men det gør stadig ondt. Meget ondt.

Jules er her heller ikke mere. En dag kom jeg ud i køkkenet hjemme hos Niall, hvor Bonnie og Liam stod og snakkede. Det var ikke med vilje, men jeg hørte noget af deres samtale. Et lille stykke, som slet ikke gav mening. ”Hvad var det, du sagde?” havde jeg spurgt, mens jeg kiggede forvirret på Liam. Bonnie, der stod med ryggen til, vendte sig mod mig. Så kiggede hun på Liam, og de udvekslede et blik. Da de blev enige, om hvorvidt de skulle fortælle mig det eller ej, kiggede de igen på mig. ”Jules er flyttet til Canada. Hun fik et praktikjob for en eller anden designer, der snart bliver ret stor.” Liam var stoppet med at snakke, så Bonnie havde forsat for ham: ”Du ved jo, hvor meget hun ønskede at blive designer. Det var hendes store chance.” Jeg havde nikket stille, mens jeg prøvede at fordøje det. Det var mærkeligt. Jules havde jo altid været der. Ja, jeg havde svigtet hende virkelig meget, og ja, vores venskab havde ikke været på sit bedste, da hun tog af sted, men hun var stadig en af mine bedsteveninder. Og jeg havde ikke nået at få sagt farvel. Jeg havde ikke engang vidst, hun var væk. Man må have kunnet se det i mine øjne, da jeg havde set på dem og spurgt: ”Var det virkelig kun derfor?” Liam havde set væk og forholdt sig tavs, mens Bonnies stemme var blevet 10 gange så blid som før, da hun ærligt havde sagt: ”Det ved du vidst godt selv.” Jeg havde nikket igen. Selvfølgelig vidste jeg det. Hun hadede mig. Hun kunne ikke tilgive mig. Og endnu engang kunne jeg ikke bebrejde hende det. Den eneste, der var at bebrejde, var mig selv.

Pressen havde gjort et stort nummer ud af det, da de fandt ud af at det var mig og Zayn nu, selv om pigerne og jeg havde altid været der. Vi var jo blevet venner med drengene til X-factor, så efter et stykke tid var det som om, pressen havde accepteret os. Jules og Zayn havde jo været sammen fra starten, og selv om der i starten havde været en del små historier, kunne de ikke grave noget frem, som skabte problemer. Da Niall og Moe offentliggjorde deres forhold, havde pressen igen prøvet, men uden held. Da Bonnie og Liam var kommet frem, havde journalisterne kun spildt deres tid på en kort artikel. Jeg ved ikke, om der havde været noget om mig og Harry eller Louis og Luce, men de må have vidst det. Det skabte i hvert fald et kæmpe postyr, da der var nogen der fangede et billede af et kys mellem Zayn og mig. Drengene havde fået virkelig mange spørgsmål, om de stadig blev sammen og lignende, men de havde gjort det klart, at det blev de. På trods af deres forsikringer er der stadig ikke blevet lagt helt låg på historien.

Pressen fokuserer så meget på det, at der ikke engang har været noget om Niall og Moe. De er jo heller ikke sammen mere. De er dog stadig venner, de kan sagtens være sammen og grine. Det er næsten som om, de aldrig var kærester. Niall har stadig noget med Kaya, og det har Moe det fint med. Ingen af os har mødt hende endnu. Bortset fra drengene, men det tæller ikke rigtig, da de var ret fulde den aften, de mødte hende på baren. På grund af hendes arbejde som bartender, var vi i starten lidt skeptiske overfor hende, men Niall insistere på, at hun er sød og normal. Hun arbejder kun deltid på baren for at få penge til sine studier. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor vi ikke må møde hende. Det ville da ellers være endnu en god ting, der kan få mine tanker væk fra Harry og Jules. Eftersom vi har prøvet det meste, der er værd at prøve, er de andre begyndt at løbe tør for idéer. Jeg kan mærke det. De er mere desperate. De dukker op på de mest mærkelig tidspunkter, foreslår de mest mærkelige ting. I dag er ingen undtagelse.

Da jeg stikker nøglen ind i låsen og drejer den rundt, er der intet lille klik, der hentyder til, at døren nu er låst op. Det vil sige; døren er allerede åben. Så er det, jeg hører det. Stemmer inde bag døren. I min lejlighed! Jeg læner mig med øret mod døren, men den er for tyk til, at ordene slipper helt igennem. Forbandede dør.. Jeg lægger langsomt hånden på dørhåndtaget og trykker det ned. Døren får et lille skub, så den langsomt svinger op. Jeg bliver stående helt stille, mens jeg betragter sceneriet inde i min lejlighed. Zayn sidder i sofaen, mens Niall går lidt rundt med en liter-is og en ske. Han synger ’I wish you a merry Christmas, I wish you a merry Christmas, I wish a merry Christmas and an happy new-year” igen og igen, mens Zayn råber af ham. “Gider du godt holde kæft? Der er forhelvede over et halvt år til jul! Spis nu din is, så du kan tie stille.” Niall ignorerer ham fuldstændig, mens han på en eller anden måde spiser is, samtidig med at han synger. Zayn vender sig om mod Niall i sofaen, og hans råb tager til. Jeg ser overrasket og forvirret på dem, mens et smil langsomt breder sig i mit ansigt. Drengene opdager mig først, da jeg siger: ”Drenge? Hvad laver I?” De vender begge to hovederne mod mig og går i stå. Niall bryder så ud i et stort smil, inden han løber hen til mig. ”Vi venter på dig!” siger han og tager en stor skefuld is ind i munden. Jeg griner lidt af ham og går ind i lejligheden. Døren smækker efter mig, mens jeg tager jakke og sko af. Min taske smider jeg ved siden af døren som altid.

”Jeg mente: Hvad laver I her i min lejlighed uden tilladelse og nøgle til at komme ind?” Jeg klukker lidt, imens jeg siger det, men jeg mener mine ord. Det er ikke helt betryggende, at de bare sådan kan komme ind. Niall har al opmærksomheden rettet mod isen nu, så jeg vender mig mod Zayn efter et svar. Han ser bare smilende på mig og trækker på sine skuldre, inden han læner sig ind mod mig og kysser mig på munden. ”Zayn,” siger jeg alvorligt og lægger en hånd på hans bryst, så jeg kan skubbe ham lidt væk. Jeg vil have et svar, vi kan altid kysse senere. Han smiler bare lidt lusket og siger: ”Vi skulle ind. Og når man skal, så skal man.” Han kysser mig igen. Jeg griner og skubber ham lidt væk igen.”Jeg tror ikke, at det ordsprog er beregnet til den her slags situationer,” siger jeg og hæver lidt flabet mine øjenbryn. Han smiler stadig, da han svarer: ”Jeg tror ikke, at der findes regler for ordsprog.” Det kan han vel have ret i. Han læner sig ned for at kysse mig igen, og denne gang lader jeg ham blive ved.

Der går overraskende lang tid, før Niall kommer med en kommentar. Jeg ved ikke, om det er på grund af isen eller en sms fra Kaya, men stadig: Vi taler om flere minutter her! Zayn og jeg trækker os væk fra hinanden efter kommentaren. Jeg ser over på Niall og gør mit ansigt alvorligt. ”Du’ mærkelig,” siger jeg. Han ligger på gulvet og er ved at dø af grin to sekunder efter. Hans iPhone fanger mit blik. Den ligger helt ubevogtet på sofabordet. Jeg smiler lusket og snupper den, inden jeg løber om på den anden side af sofaen og dermed også væk fra Niall. Han stopper brat med at grine, da det går op for ham, hvad jeg laver. Desværre for ham, er det for sent. Jeg låser den op og skriver hans kode. Selv om vi alle sammen kender den, har han stadig ikke skiftet den. Så dum som han er. ”April!” siger han og løber rundt om sofaen for at få fat i mig. Jeg løber også rundt om sofaen, så han anstrengelser er nytteløse. ”’Søde, jeg elsker også dig!’” læser jeg højt fra beskederne med Kaya. ”’Bare at se dit navn får mit hjerte til at banke ti gange så hurtigt.’ Hvor er du sød, Niall. Lad os læse endnu én. ’At gå i seng uden dig ved min side, er som at leve uden vand i et år’. Metaforer er ikke din stærke side, hva’?” Jeg ser grinende på ham. Han er stoppet op, rødmende.

Pludselig står jeg med det rene ingenting i mine hænder. Jeg ser hen på Zayn, der kigger på Nialls iPhone. Han griner ikke ligesom jeg gør. Han er alvorlig, hvilket smitter af på mig. Han ser op på Niall og spørger: ”Hvornår skal vi møde hende?” Niall trækker på skuldrene og rækker hånden ud med håndfladen opad. Zayn lægger telefonen i hans hånd, mens han holder hans blik på Niall. ”Vi vil møde hende. Snart. Hvis alt det, du skriver, passer, så burde vi have mødt hende for flere uger siden.” Niall skal til at protestere, men Zayn skærer ham af. ”Hvorfor?” spørger han enkelt og stadig alvorligt. Niall lukker sin mund. De kigger hinanden i øjnene, mens jeg står der og glor på dem. ”Fordi..” begynder Niall mumlende, men han fortsætter aldrig. Zayn hæver øjenbrynene, mens han holder Nialls blik fast. ”Fint!” udbryder Niall til sidst. ”I kan møde hende.” ”Hvornår?” spørger Zayn lynhurtigt. Niall kigger væk og sukker dramatisk. ”I morgen? Er det fint? Passer det herren?” Zayn rejser sig grinende og nikker. ”Det passer fint.” De møder hinanden i et kram, som får mig til at smile. Og ryste på hovedet. De krammer alt for meget, de drenge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...