Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
51999Visninger
AA

40. Kapitel 39.

Gardinet er trukket for vinduet, så der er ikke særlig meget lys på værelset. Alligevel fanger mine øjne ham med det samme. Han ligger på ryggen i sengen og stirrer op i loftet. Jeg går lige så stille ind af døren og lukker den bag mig. Jeg læner mig op af den i et par sekunder for at finde mit mod frem igen. Synes af ham rev den kampgejst, jeg havde fået ude på badeværelset, lige så hurtigt væk som den var kommet. Jeg ved ikke, om han så mig komme ind, men da jeg langsomt begynder at gå hen imod ham, lukker han øjnene. ”Harry?” hvisker jeg. Han reagerer ikke. Jeg sætter mig på sengen og ser på ham. Efter et minut vender han sig om, så han ligger med ryggen mod mig. Jeg ser på hans krøller. Han fantastiske, dejlige, bløde krøller. Jeg presser læberne sammen, inden jeg hviskende siger: ”Undskyld.” Jeg kan se på hans krop, at han spænder sine muskler i et forsøg på at kontrollere sig selv. ”Og?” siger han hæst. Der er noget i hans stemme, der sender en pludselig smerte igennem min krop. Men jeg gør intet, siger intet. ”Du havde måske troet, at jeg bare ville tilgive dig? At alt bare ville blive normalt, efter du har svigtet mig så groft, at jeg tvivler på, jeg nogensinde vil kunne se på dig igen?” Jeg er mundlam. Jeg kan ikke svare. Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere, og jeg næsten gisper efter vejret. Han har ret. Selvfølgelig har han det. Selvfølgelig kan han ikke tilgive mig. Det ved jeg. Det vidste jeg. Hvorfor kommer det så som sådan et chok? Havde jeg virkelig troet, at han ville tilgive mig? Var det virkelig noget inde i mig, der havde tilladt sig selv at håbe på det umulige?

”Kan du ikke bare gå?” siger Harry koldt. Jeg rejser mig fra sengen og går hen mod døren, men så får noget mig til at stoppe. Jeg vender mig mod ham igen. Han har sat sig op med blikket på mig. Han ser overrasket ud, som om han ikke havde regnet med jeg ville vende mig om. ”Hvad vil du have mig til at gøre?” spørger jeg blidt. Jeg ved ikke, hvordan jeg får mig selv til det. Alting inden i mig er langt fra blidt, det er nærmere hårdt og rodet. Det rene kaos. Harry ser på mig med sine lysende øjne. De trækker mig til sig, så det føles som om der kun er få centimeter mellem os. I virkeligheden er der flere meter, hvilket jeg ikke er tilfreds med. Jeg går dog ikke tættere på, for det vil han ikke have. Slet ikke. Jeg kan se det i hans øjne. Han afskyr mig. Han hader mig for det, jeg har gjort. Og jeg forstår ham godt. ”Jeg vil have dig til at gå,” siger han enkelt og kort. Min stemme er lidt hårdere, da jeg svarer ham: ”Det kan ikke lade sig gøre, og det ved du. Vi er nødt til at finde ud af det her.”

Jeg tager chancen og sætter mig hen ved siden af ham. Dumt valg, for mindre end et sekund efter står han henne ved vinduet. Jeg bider tænderne sammen, men siger intet. Han ser ned i gulvet, så hans krøller skjuler hans øjne. ”Kan I ikke bare holde jer for jer selv?” siger han lavt. ”Du skal jo stadig være sammen med Zayn,” siger jeg og prøver at finde hans øjne, men krøllerne er for tykke. Han ser op, men ikke på mig. Han ser ud af vinduet, selv om gardinerne er i vejen. ”Det er ikke ham, jeg ikke kan tilgive,” siger han og kniber øjnene lidt sammen, mens han skimter ud igennem de tynde gardiner. Endnu en gang kæmper jeg mod tårerne, og endnu en gang har jeg overtaget. Indtil videre. ”Så det er kun mig?” spørger jeg lavt. Jeg krymper mig lidt, da min stemme er svag og skrøbelig. Det er aldrig godt at vise for mange følelser, men det er for sent at lave om på nu. Det giver et lille ryk i hans krop efter mine ord. Som om han af gammel refleks ville hen og trøste mig. Jeg ser på hans hænder, der knytter sig sammen. Han har sin stemme under kontrol, da han siger: ”Det er kun dig.” Jeg lukker øjnene og bøjer hovedet. Tårerne presser sig alt for hårdt på. Flere ord af den slags, og jeg vil ikke kunne holde dem tilbage. ”Måske..” siger han tøvende og kigger på mig. ”Måske vil jeg en dag kunne tilgive dig.” Han borer sine øjne ind i mine og fortsætter: ”Men ikke nu. Det er for tæt på. Smerten..” Han holder en lille pause, og da han fortsætter, er hans stemme hård igen: ”Måske om noget tid.” Han kigger væk og hen på vinduet igen. Jeg nikker svagt og rejser mig for at gå.

En meter fra døren stopper jeg igen op. Denne gang vender jeg mig ikke om. ”Det var aldrig min mening at såre dig. Jeg elsker dig, det gør jeg virkelig. Hvis jeg kunne, vil alt være anderledes. Men.. Det er ham. Det burde være dig, men det er ham. Jeg er ked af, at det skulle ende sådan her. Undskyld,” siger jeg med blikket på døren. Jeg begynder at gå igen, ud af døren, ned af gangen, ind på badeværelset. Zayn er der ikke længere, hvilket er meget heldigt. Jeg låser døren og sætter mig ind i brusekabinen som før. Der går to sekunder, inden tårerne vælter ned af mine kinder. Jeg siger ikke et ord, jeg lader dem bare komme. Man må godt græde, når man er alene. Når ingen andre kan se det, må man vise alle de følelser man vil. Sådan har det altid været. Selv om alt er anderledes nu, så gælder de gamle regler vel stadig. Ja, mine regler vil altid være der. De er en del af den, jeg er. Hvis bare jeg havde fulgt dem mere nøje, så ville alt det her ikke være sket. Så ville Harry ikke hade mig. Så ville bandet ikke være i fare. Så ville jeg ikke sidde her og græde mig træt.

Pludselig vælter Zayn ind af døren. Han ser forvirret og bekymret på mig. Jeg gengælder skræmt hans blik. ”Hvordan kom du ind?” spørger jeg, da jeg er sikker på, at jeg låste døren. Han sætter sig på hug foran mig og tørrer blidt mine tårer væk fra mine kinder. ”Ekstra nøgle,” mumler han og ser bekymret ind i mine øjne. ”Nårh..” siger jeg bare. Vi ser på hinanden, indtil vi på samme tid læner os ind mod hinanden og krammer. Vi siger ikke et ord. Han hjælper mig op og fører mig ind i stuen, hvor de andre sidder. Alle bortset fra Harry. De ser hurtigt på mig, men kun Niall holder sit blik på mig. Hans blik er spørgende, så jeg smiler bare lidt til ham, som for at sige at jeg er okay. Han nikker og ser også væk. Jeg ser ned på min hånd, der er flettet sammen med Zayns. Mit blik glider længere op, indtil jeg når hans øjne. ”Jeg vil gerne hjem,” hvisker jeg. Han nikker, og jeg går ud i gangen for at tage mine sko på. Jeg kan høre drengene snakke lavmælt sammen inde i stuen, men jeg har ikke overskud til at lytte efter. Det er alligevel ikke meningen, at jeg skal høre det. Jeg står og læner mig op af væggen i gangen, da Zayn kommer ud til mig. Han smiler skævt og tager sin jakke. ”Klar?” Jeg nikker og går ud af døren.

__________________________

Undskyld for det  lidt korte kapitel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...