Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
52299Visninger
AA

39. Kapitel 38.

”Hvor er Zayn og Louis?” spørger jeg efter noget tid. Jeg rejser mig fra sofaen og går ud i gangen. Liam og Niall er lige bag mig. Vi går ud af døren og ud på gaden. Der er intet spor af dem nogen steder. ”Vent lidt..” mumler Niall til sig selv. Jeg ser på ham. Han står med sin iPhone, som han nu tager op til øret. Han kigger rundt i et stykke tid, men da der ikke er nogen, der svarer, tager han den væk fra øret igen. ”Zayn tager den ikke,” mumler han og trykker endnu et par gange på skærmen. Så tager han igen sin iPhone op til øret, og kort efter siger han: ”Louis! Hvor er I?” Jeg vender hele min krop mod ham, og jeg kan se Liam gøre det samme. ”Jamen hvad gør I så?” siger Niall med bekymring i stemmen. Han bøjer hovedet, så han ser ned i asfalten. Jeg kniber øjnene lidt sammen, mens jeg ser på ham. Niall nikker et par gange, inden han udbryder: ”Vi kan hjælpe!” Han ser op igen og møder mit blik. Han ser op og ned af mig et par gange, inden han vender sig om og går ind. Jeg kigger ned af mig selv. Jeg har kun en af Harrys oversizetrøjer uden over mit undertøj, så jeg følger efter Niall med Liam lige bag mig. Niall sukker, da Liam lukker døren efter os. ”Bare skriv eller ring, hvis I finder ud af noget. Held og lykke,” siger han, inden han lægger på.

Niall går ind i stuen og smider sig i sofaen. ”Hvad så?” spørger Liam og sætter sig i en lænestol. Jeg smider mig ved siden af Niall og ser på ham. ”De leder efter Harry,” mumler han ned i sofapuden. ”Burde vi ikke hjælpe?” Liam retter sig lidt op i lænestolen. Niall vender hovedet og ser på ham. ”Louis sagde, vi skulle blive her. Hvis han nu kommer tilbage.” Jeg sukker og siger: ”Det behøves vi jo ikke alle sammen. En af os kan blive, resten kan lede?” Liam og Niall udveksler et blik, jeg ikke lige kan gennemskue. ”Hvad?” spørger jeg hidsigt. De ser på mig. ”Du bliver her sammen med Niall. Så tager jeg ud og leder med de andre,” siger Liam. Jeg ryster på hovedet og åbner munden for at protestere, men Niall kommer mig i forkøbet: ”Du bliver her, April.” Hans stemme er mere alvorlig end nogensinde før. Jeg ser lidt overrasket på ham, men nikker så. De rejser sig begge to og går hen til hinanden for at kramme.  De siger et eller andet til hinanden, men jeg lytter ikke efter. Liam kommer hen til mig bagefter. Han holder blidt om min hage med sin tommel- og pegefinger og ser ind i mine øjne. ”Det skal nok gå,” siger han og kysser mig på kinden, inden han går.

Niall sætter sig i sofaen igen og ser på mig. ”Er du sulten?” spørger han. Jeg ser på ham og nikker til min egen overraskelse. Vi går ud i køkkenet, hvor Niall åbner køleskabet og tager en masse ud. Jeg kigger ikke rigtig på, hvad han laver. Jeg står bare lænet op af køkkenbordet og stirrer fraværende ud i luften. Han stikker en sandwich ind i min hånd, hvorefter han giver sig til at rydde op. Jeg får hurtigt spist den. ”April,” siger Nialls stemme. Jeg vender mig mod den og ser ind i hans blå øjne. ”Mm?” siger jeg fraværende. ”Er du okay?” spørger han bekymret. Jeg ryster på hovedet og bliver ved med at se ind i hans øjne. Min stemme er helt hæs, da jeg spørger: ”Er du?” Han smiler svagt, virkelig svagt, og ryster også på hovedet. ”Nej,” næsten hvisker han. Han ser så skrøbelig ud, da han siger det, at jeg rækker ud efter hans hånd. ”Vi er nødt til at få noget andet at tænke på,” hvisker jeg, mens jeg stadig kigger ind i hans øjne. Han nikker og ser tænkende væk. ”Vi kan se en film?” foreslår han. ”Okay. Men ikke King Kong.” Han smiler lidt og går ind i stuen uden at slippe min hånd.

Halvvejs inde i en eller anden lam komedie ringer Nialls iPhone. Han tager den lynhurtigt. ”Hvad så?” spørger han. Han nikker og ser smilende på mig. ”Hvornår er I her?” Så rynker han panden og ser væk fra mig igen. ”Hvad?” spørger han lavt og forvirret. Jeg retter mig lidt op i sofaen, mens jeg kigger på ham. ”Jeg er ligeglad. Vi kommer,” siger han og lægger hurtigt på. Han ser på skærmen, inden han langsomt vender hovedet mod mig. ”De tager ham med hen til Zayn.” Jeg sætter mig ud på kanten af sofaen. ”Vil de ikke have, vi kommer?” Han ryster på hovedet og ser væk igen. ”Han ville ikke have, vi kommer,” siger han med tryk på ’han’. Jeg ser forvirret på Niall, selv om jeg godt ved, hvem han mener. Jeg vil bare ikke indse det, før han siger det. ”Harry,” næsten hvisker han og gennemborer mig med sine blå øjne. Jeg rynker panden, inden jeg spørger: ”Med ’vi’ mener du så mig?” Han ser på mig i et par sekunder, inden han rejser sig og går ud i gangen. ”Lad os nu bare komme af sted.” Han tager sine sko og jakke på. Jeg rejser mig langsomt og gør det samme.

Da vi står foran døren til Zayns lejlighed, bliver jeg pludselig nervøs. Jeg vender mig mod Niall og skal lige til at sige noget, men så bliver døren åbnet af Liam. Han ser virkelig træt ud. Det er ikke engang en time siden vi så ham sidst, og alligevel ligner det, at han har løbet mindst et maraton siden. Han siger ikke noget, han træder bare til side, så vi kan komme ind. Hele stuen er et kaos. Alle møblerne er enten væltede eller skubbede et par meter væk fra deres oprindelige position. Jeg hæver øjenbrynene og ser på Liam. Han ryster bare opgivende på hovedet og massere sine tindinger, inden han siger: ”Han havde drukket sig fuld.” Så forstår jeg bedre. Når Harry er fuld og vred kan han være meget.. voldelig. Jeg ser væk fra Liam og går længere ind i stuen. ”Hvor er de andre henne?” kan jeg høre Niall spørge bag mig. ”Louis og Harry er inde på soveværelset. Jeg ved ikke med Zayn.  Han sidder sikkert bare et eller andet sted og.. Ja.” Jeg vender mig mod ham igen med et vredt blik. ”Hvorfor er du ikke hos ham?” nærmest hvæser jeg. Liam er vidst for træt til at vise, hvad end han måtte føle over mit raseriudbrud, for da han svarer mig, har hans ansigt ikke ændret sig det mindste. ”Jeg var inde ved Harry. Han er helt ustyrlig.” Han vender sig mod Niall, og fortsætter: ”Måske burde du gå derind. Du har nogle gange en beroligende effekt på folk.” Niall nikker og forsvinder ned af gangen.

Jeg ser endnu engang på rodet, inden jeg sukker opgivende og vender mig mod Liam. ”Hvad skal jeg gøre?” spørger jeg ham. Han går hen til mig med sit alvorlige ansigtsudtryk. ”Du kan intet gøre for Harry lige nu. Find Zayn.” Vi ser hinanden i øjnene, inden jeg nikker, og Liam forsvinder i samme retning som Niall. Jeg går langsomt i retning af badeværelset, og da jeg åbner døren, ser jeg ham sidde i brusekabinen. Zayn ser over på mig, da jeg træder ind til ham. ”Hej,” siger jeg blidt og sætter mig ved siden af ham. ”Hej,” siger han hæst. Jeg lægger mit hoved på hans skulder. ”Det skal nok gå,” gentager jeg de andres ord. ”Vi skal nok klare den. Vi finder en måde at få det til at fungere på.” Han læner sit hoved mod mit. ”Det ser bare ikke sådan ud lige nu.” Jeg lukker øjnene, inden jeg siger: ”Sådan er det altid. Det er, når alting ser mest sort ud, at det bedste har tendens til at ske.” Der er stille i et par minutter, inden han siger: ”Jeg håber, du har ret.”

Efter flere timer kommer Louis ud på badeværelset. Han lukker døren og ser os først, da han går hen mod toilettet. Han kommer med et overrasket udbrud og hopper lidt på stedet. ”Wow. Okay. I kunne godt lide have advaret mig.” Vi retter vores hoveder op og ser på ham. ”Hvordan går det?” spørger Zayn med en endnu hæsere stemme end før. Louis går hen til brusekabinen og læner sig op af den. ”Han er i det mindste ikke vred længere,” siger han stille. Jeg ser væk fra ham, da jeg ved, hvad det betyder, og bare tanken gør ondt på mig. Tanken om Harry, der er trist. Billedet af ham med tårerne strømmende ned af kinderne.. Det er ikke til at klare. Jeg rejser mig op og maser mig forbi Louis, men han tager fat i mit håndled og holder mig tilbage. ”Lad være, April,” siger han bedende. ”Jeg er nødt til at se ham!” råber jeg og vrider mig fri. Jeg går med hurtige skridt ud af badeværelset og hen af gangen. Foran døren til soveværelset stopper jeg op for at tage en dyb indånding. Så tager jeg fat i dørhåndtaget og presser det ned, komplet uforberedt på hvad der venter mig ind bag døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...