Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
52301Visninger
AA

36. Kapitel 35.

Jules og Harry bliver ved med at skændes i flere minutter, indtil Zayn får nok. ”Hold så kæft! Begge to!” råber han med øjnene klinet til vejen. De holder begge to mund, men det er lige før, de surmulende blikke og den akavede stemning er værre. Efter et par minutter bryder Zayn tavsheden igen. ”Vi siger ikke noget til Moe.” Han siger det lavt og roligt, men alligevel flipper Jules helt ud. Hun ryger frem i sædet og vender sig mod ham. ”Det sker ikke! Hun fortjener at få sandheden at vide.” Harry læner sig også frem i sit sæde, da han siger: ”Moe fortjener ingenting. Ikke efter det hun gjorde mod Niall.” Jules ser på Niall, da hun svarer Harry. ”Alle fortjener sandheden. Jeg er sikker på, at Niall synes det samme. Han ved hvordan det føles, når man bliver bedraget af den, man elsker. Ingen fortjener det. Vel?” Hun flytter sit blik over på Zayn og bagefter mig. Ingen af os gengælder det. ”Du har ret. Bare sig det,” kommer det fra Niall. Zayn ryster på hovedet og drejer ind på parkeringspladsen til Nandos. ”Nej, Jules. Du siger ingenting.” Han parkerer bilen og vender sig alvorligt mod Jules. ”Hvis du gør, tilgiver jeg dig aldrig.” De ser hinanden i øjnene. ”Burde du ikke tigge om tilgivelse, i stedet for at true mig med den?” kommer det lavt og spydigt fra hende. Zayn forbliver rolig, da han siger: ”Jeg kunne næsten spørge dig om det samme.” Hun kniber øjnene lidt sammen, inden hun siger: ”Okay. Fint.” Så kigger de begge to væk og stiger ud af bilen. Jeg ser over på Harry, der gengælder mit blik. Vi sidder begge to med store øjne og åbne munde. På samme tid begynder vi at fnise. Det er latterligt, men vi har intet valg. Det er en slags grin eller græd-situation.

Da vi kommer ind på Nandos, bliver vi vist ind i et andet lokale. Der er kun et langt bord derinde, og ved det sidder alle de andre allerede. De smiler og kommer med glade udbrud, da de ser os. Vi sætter os ned og falder hurtigt ind i snakken. Kort efter kommer Moe med en kommentar om at være sulten. Hun er lidt ligesom Niall på det område. På mange måde er de faktisk perfekte for hinanden. Jeg kaster et blik hen på Niall for at se, om han er okay. Han sidder og snakker med Zayn. Jeg kniber øjnene lidt sammen og prøver at regne ud, hvad det handler om. Deres bevægelser er forsigtige, og deres læber bevæger sig næsten ikke, så jeg gætter på, at det er privat. Jeg vender mig mod Harry, da jeg mærker hans blik. Jeg smiler lidt til ham, men han ser lige igennem det. Han ser, hvor træt jeg er. Han læner sig ind mod mig og hvisker: ”Kan du klare det?” Jeg nikker lidt. ”Det tror jeg. Men jeg bliver nødt til at snakke med Niall.” Harry nikker forstående og ser over på Niall og Zayn. Så hvisker han henvendt til mig: ”Det kommer vidst først til at ske, når vi kommer hjem.” Han ser på mig igen og smiler skævt. ”Bare prøv at nyd aftenen.” Jeg tager hans hånd og fletter mine fingre ind i hans. ”Det bliver ikke særlig svært,” hvisker jeg og kysser ham. Han kysser med, og før vi ved af det, sidder vi og snaver heftigt. ”Get a room!” råber Louis og kaster brød efter os. Jeg trækker mig grinende væk fra Harry og ser på ham. ”Hvad med dig og Luce i går, Lou? Det var vidst også lidt forbudt for børn.” Liam og Harry pifter, mens Bonnie og Moe begynder at grine. Louis lægger bare armen om Luce, der sidder og rødmer. ”Du er bare jaloux,” siger han barnligt og rækker tunge. Jeg griner og rækker også tunge af ham. ”Buh, I er kedelige!,” klager Moe og kaster brød efter Louis. Så læner hun sig pludselig ind over bordet og samler brødet op fra hans skød igen. ”Det skal ikke gå til spilde,” siger hun grinende og propper det i munden. Vi griner af hende, og så kommer tjeneren for at tage vores bestillinger.

Vi får ret hurtigt vores mad, men alligevel går der flere timer, før vi er færdige med at spise. Vi begynder at gå ud mod bilerne, mens Liam betaler. Jeg ender heldigvis i bil med Bonnie, Niall og Zayn denne gang. Liam hopper ind på bagsædet til mig og Bonnie, og Zayn begynder at køre. Jeg sidder helt stille og kigger ud af vinduet, indtil jeg pludselig vender mig mod de andre. ”Hvornår er det, I tager på tour?” spørger jeg. Niall vender sig mod mig i sin plads på passagersædet, mens Zayn kigger på mig i bakspejlet. ”Den 1. juni,” siger Liam og kigger også på mig. Vi er midt i april lige nu, så.. ”Det er om mindre end to måneder!” afslutter jeg mine egne tanker. Liam ser lidt trist på Bonnie, mens Niall nikker langsomt til mig. Jeg læner mig tilbage i sædet og ser tomt ned på mine hænder. Tiden er gået alt for hurtigt. Jeg har kun halvanden måned tilbage med Harry! Med dem alle sammen faktisk. ”Hey,” afbryder Niall mine tanker. Jeg ser op på ham, og han smiler sødt til mig. ”Vi får jer fløjet over hver weekend, indtil sommerferien begynder. Hvis I må, kan I jo blive i ferien. Ellers så har vi jo Skype og alt det andet,” siger han på en opmuntrende måde. Jeg tvinger mig selv til at smile lidt og nikker.

Vi kører alle hen til Harry og Louis’ lejlighed, som vi plejer. Det er faktisk ikke, fordi den er størst, eller fordi den er tættest på. Vi tager bare næsten altid hen til Harry og Louis. Det er en slags uskreven regel. Måske er det fordi de har flest film? Vi plejer jo altid at se film, og denne gang er ingen undtagelse. En eller anden idiot vælger King Kong, og jeg bliver stærkt nedstemt, da jeg foreslår en anden. Jeg kryber tættere ind til Harry, som sidder ved siden af mig og griner af min frygt for King Kong. Frygt er måske lidt for voldsomt et ord, men jeg kan virkelig ikke lide den. Den er så sørgelig. Jeg hader virkelig, at de ikke kan se, hvor menneskelig den abe er. Det piner mig hver gang. Jeg lukker derfor øjnene og prøver at ignorere alt andet end trangen til søvn. Kort efter er jeg så godt som i drømmeland. Alligevel registrerer jeg, at Harry løfter mig op og ind i hans seng. Jeg smiler lidt for mig selv, da han kysser mig på munden og går ud. Han er så dejlig. Hvorfor var jeg klar til at ødelægge alt det, bare fordi Zayn så på mig med sine øjne? Sine smukke, brune, glimtende øjne, der gør mig så glad og trist på samme tid. Nej, jeg må ikke tænke sådan. Det er Harry, der gør mig glad. Det er ham, jeg elsker. Ingen anden, kun Harry.

Jeg vågner ved lyden af min navn, der bliver hvisket. Jeg vender mig om i sengen og ser på døren, som Niall står foran. Han smiler lidt, da jeg er vågen. Jeg ser først lidt forvirret på ham, men så begynder jeg at smile. ”Sit,” siger jeg og klapper på sengen. Han klukker lavt og sætter sig. Imens sætter jeg mig op i skrædderstilling med front mod ham. Vi kigger på hinanden, indtil han bryder tavsheden. ”Jeg elsker hende ikke.” Jeg bliver ved med at se på ham, mens jeg roligt spørger: ”Kaya?” Han ryster på hovedet. ”Nej. Jeg elsker ikke Moe.” Jeg nikker lidt og venter på en forklaring. ”Jeg elsker hende ikke mere, og hun elsker ikke mig. Vi er kun sammen, fordi ingen af os vil tabe. Ingen af os vil være den, der ødelægger ja, alt.” Han stopper med at snakke. Jeg ryster lidt forvirret på hovedet. ”Ødelægge hvad? Hvis I ikke elsker hinanden, kan I jo ikke ødelægge jeres forhold?” spørger jeg. ”Vi vil ikke ødelægge gruppen. Hvis vi nu ikke kan være venner bagefter, så vil I blive tvunget til at vælge side. Det vil vi ikke gøre mod jer,” siger han med triste øjne. Jeg smiler og lægger hovedet lidt på skrå. ”Men I kan jo sagtens være venner. I var venner i to år, før I blev kærester. Det kan I sagtens være igen. Desuden så har I tydeligvis snakket om det her, og det er en samtale, som kun venner kan have med hinanden. I er nødt til at være venner. I har ikke noget valg, men det bliver heldigvis ikke svært at leve med.”

Der er stille, mens han kigger på mig. Han har vel brug for lidt tid til at tænke over mine ord. Så begynder han at smile. ”Du har ret. Selvfølgelig har du det,” mumler han og ser ned i sengen. Jeg griner lavt af ham. ”Hvad havde du regnet med?” spørger jeg drillende. Han ser op på mig igen og siger: ”Kom nu ikke for godt i gang.” Jeg griner lidt mere, og han falder snart i sammen med mig. Da vi stopper, spørger jeg: ”Hvad er klokken?” Han ser på sit armbåndsur, inden han siger: ”02:34.” Jeg griner lidt igen. ”Tak, hr. Præcis.” Han ruller øjne af mig, men smiler også selv. ”Er de andre her stadig?” spørger jeg halvt grinende, halvt smilende. Han nikker og i samme øjeblik kommer Harry ind på værelset. ”Hey, Nialler. De andre kører nu, hvis du ville have det lift.” Niall nikker og rejser sig fra sengen. På vej ud af døren vender han om og går tilbage til mig. Han trækker mig ind i et varmt kram og siger: ”Tak,” inden han vender om igen og går ud af døren og ned af trapperne. Lyden af stemmer, der siger farvel, og døre, der smækker, når op og ind på værelset, indtil Harry lukker døren, så det kun er ham og mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...