Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
52006Visninger
AA

35. Kapitel 34.

Jeg vågner ved, at nogen bevæger sig. Jeg åbner langsomt øjnene og ser Harry stå ved sit skab. Han vender sig om og trækker sin T-shirt helt på. Han smiler, da han ser, jeg er vågen, og smider sig i sengen igen. ”Godaften, smukke,” siger han, mens han kravler længere op i sengen for at kysse mig. Jeg smiler stort og kysser med. ”Hvad er klokken?” spørger jeg, da han sætter sig op igen. Jeg ser ud af vinduet, inden jeg rejser mig og tager skjorten på. Himlen er næsten helt mørk. ”Det ved jeg ikke, men de andre kommer snart. Vi skal vidst ud at spise.” Han går hen til spejlet og begynder at pille ved sit hår. Jeg går hen til ham og stiller mig ved siden af ham. Jeg ser på mig selv. Jeg ser overraskende pæn ud. Mit makeup er helt væk, og mit hår kunne godt trænge til at blive redet igennem, men ellers ser jeg normal ud. Jeg stikker hånden ned i Harrys baglomme og trækker et elastik op. ”Ha! Jeg synes nok, at det var de bukser.” Han begynder at grine, mens jeg sætter mit hår op i en høj hestehale. Bagefter smiler vi til hinanden i spejlet. Jeg laver et sjovt ansigt, og Harry griner igen. ”Du er så sød, når du er grim,” siger han grinende. Jeg ser fornærmet på ham, men samtidig kan jeg ikke lade være med at smile. ”Tak!” siger jeg højt, men han griner bare endnu mere og lægger sin arm om mig. ”Ej. Du er det smukkeste, der findes.” Jeg smiler, og sammen går vi ud af værelset og ind i stuen.

Louis, Luce og Niall sidder ved spisebordet og ser på os, da vi kommer ind. ”Hvad laver du her?” siger jeg og smiler til Niall. Det er Louis, der svarer: ”Han var så oppe at køre over, at vi skulle ud at spise, at han glemte, det først er om en time,” griner han. Niall rødmer meget svagt og smiler undskyldende. ”Det var ikke derfor. Jeg ville se til April. Jeg nåede jo ikke at komme hen på hospitalet i går.” Han rejser sig og går hen til mig. ”Er du okay?” spørger han blidt og smiler. Jeg nikker. ”Selvfølgelig. Tak, Niall.” Han smiler stort og trækker mig ind i et kram, som jeg gengælder. Jeg kan høre, at Harry går hen og sætter sig ved bordet. Da han er ude for hørevidde, hvisker Niall ind i mit øre: ”Vi er nødt til at snakke.” Hver en muskel i min krop spænder, idet hans ord når ind. Jeg trækker mig ud af krammet og ser på ham. Han ser bare på mig med et roligt smil. Jeg løfter spørgende øjenbrynene, og han svarer med et lydløst ”Zayn”. Jeg har aldrig været god til at mundaflæse, men det er ikke til at tage fejl af. Jeg bider tænderne sammen og trækker vejret dybt ind igennem næsen. Niall smiler lidt mindre, men så går jeg hen til de andre og sætter mig ved siden af Louis og overfor Harry. Niall kommer lidt efter mig og sætter sig ved siden af Harry.

”Kan de andre ikke bare komme nu, så vi kan komme af sted?” spørger jeg lidt utålmodigt. Jeg skynder mig at smile lidt, men Harry ser lidt forvirret på mig. Han hørte vel stressen i min stemme. Han ser lidt efter på Niall, der fokusere på sin iPhone. ”Skriver du til dem, tykke?” spørger Louis Niall. Niall ser op på Louis og griner falsk. ”Åh, Boo Bear, hvor er du sjov. Du vejer faktisk mere end mig, at du ved det.” Han sender ham et triumferende blik, inden hans ansigt flækker i et kæmpe smil. ”Men jeg kan godt skrive. Er det bare dem alle sammen?” Louis ser på Luce og mumler: ”Skal de også.. Eller..?” Luce nikker og mumler tilbage: ”Jeg tror også de skal.” Jeg gætter på, at de snakker om Zayn og Jules. Jeg kan ikke se, hvem det ellers skulle være. Niall ser, lige så forvirret som jeg føler mig, på Louis og Luce. ”Øh. Hvad?” spørger han. Louis ser på ham og ignorerer han spørgsmål. ”Bare skriv til alle. Vi mødes derhenne.” Niall ser ned på mobilen, men så kigger han hurtigt op på Louis igen. ”Nandos?” Louis griner og nikker. Niall vender sig mod Harry og hæver hånden mod ham med et kæmpe smil. Harry klasker sin håndflade ind mod Nialls, og på samme tid siger de: ”Yes!” Vi andre griner af dem.

Latter og snak fylder hele lejligheden, hvilket er forståeligt nok med ti unge mennesker i et rum. Jeg står og snakker med Bonnie, da Louis og Niall kommer løbende ind i stuen. ”OMKLÆDNING!” skriger de i munden på hinanden. Vi ser alle sammen hen på dem. De står med armene fyldt med hatte og små poser. De kaster nogle af tingene over til Liam, Zayn og Harry. Det er først, da Harry tager en hat på og propper sine krøller op i den, at jeg forstår. ”Har I seriøst tænkt jer at klæde jer ud?” spørger jeg grinende. Louis har et overskæg med samme farve som hans hår på overlæben. ”Selvfølgelig. Ellers bliver vi genkendt, og så ved du jo selv, hvad der kan ske,” siger han, inden han går hen til Liam og hårdt klasker et overskæg på hans mund også. Det sidder helt skævt, og med Liams overdrevene overraskede ansigt ser det virkelig komisk ud. Jeg griner bare som svar.

Niall trækker en paryk ned over sit blonde hår, og ud af øjenkrog kan jeg se Zayn gøre det samme. Louis klister nogle bakkenbarter på sig selv, mens Liam trækker en stribet strikhue over hans hår. Harry tager sine solbriller frem og ser på mig, inden han smiler stort, så jeg kan se hans hvide tænder. Jeg griner bare. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal sige. De ser alle sammen så dumme ud, men samtidig er de ret svære at genkende, hvis man ikke ved, at det er dem. Moe går hen til Niall og retter på hans paryk, inden hun udbryder: ”Tror I virkelig, at folk vil tro på, at nogle lækre piger som os, vil gå ud med nogle svage tøser som jer?” Hun vender sig smilende om og ser på alle drengene en efter en. ”Jeg troede, at piger gik ind for ’det er det indre, der tæller’- rincippet,” kommer det sødt fra Liam. Bonnie lægger hovedet på skrå og smiler overbærende til ham, inden hun siger: ”Hvor er du sød. Men hvor har du dog også taget fejl.” Vi griner alle sammen og går så skiftevis ud i gangen for at tage vores sko og jakker på. Selv om drengene ser virkelig dumme ud, så har vi ikke noget valg. Hele aftenen kan blive ødelagt, hvis de bliver genkendt.

Da vi kommer ud til bilerne går alting pludselig hurtigt. Det er sikkert bare mig, men pludselig føler jeg mig helt alene. Det føles som om mørket i natten zoomer ind på mig og presser sig på. Som om hele verdens mørke samler sig omkring mig og fanger mig, afskærer mig fra alt og alle. Jeg prøver at finde vej tilbage, men det eneste, jeg kan se i mørket, er slørede skikkelser, der bevæger sig hurtigt omkring mig. Jeg kan høre svage stemmer og bildøre, der smækker. Så er der pludselig en hånd på min skulder. Ved denne berøring bliver jeg trukket ud af mørket og tilbage til virkeligheden. Jeg ser på hånden på min skulder og op i øjnene på dens ejer. Ved synes af de glimtende øjne mister jeg pusten. Det er som et spark i maven. Zayn. Han smiler lidt til mig, men hans øjne er ufatteligt triste. Det er som om alverdens sorg er samlet i dem og rettet mod mig. Jeg vil se væk, men jeg kan ikke. Jeg er fanget endnu en gang.

”Der er plads i vores bil,” siger han. Jeg kan ikke finde mening i de harmløse ord, men jeg følger alligevel efter ham, da han vender om og går hen mod sin sorte bil. Harry sætter sig grinende ind på bagsædet med Niall. Igennem forruden kan jeg se Jules sidde på passagersædet. De er alle uvidende om det, der snart vil ske. Jeg ved ikke, om Zayn er klar over, hvad han er på vej ind i, men det er jeg. Det kommer til at blive smertefuldt. Selv om Harry og Zayn virker til at være nogenlunde venner igen, så vil at sidde i samme bil med hinanden, Jules og mig ikke hjælpe. Det vil bare være som at rippe op i et gammelt sår. Jeg burde egentlig vende om. Jeg burde bare gå over til en af de andre biler, overlade dem til sig selv. Det ville sikkert ikke være nær så slemt, hvis jeg ikke var der. Måske kunne Niall endda få gang i en ordentlig samtale. Alligevel stopper jeg ikke op. Jeg bliver ved med at gå. Jeg ved ikke hvorfor. Det er alligevel også for sent nu. Zayn åbner døren ind til bagsædet, inden han åbner sin egen dør og sætter sig ind på førersædet. Den lille venlige gestus er harmløs, men alligevel gør det forbandet ondt at tage imod den. På grund af alt det der ligger bag, betyder det så meget mere. Jeg sætter mig forsigtigt ind ved siden af Niall, og med rystende hænder lukker jeg døren.

En lav brummen fra motoren, der starter, fylder stilheden. Der er ingen, der siger noget. Jules sender mig blikke i bakspejlet, Zayn koncentrere sig intenst om vejen, Harry ser ud af vinduet, og Niall fokusere på sin iPhone igen. Jeg ser min chance for at lette på stemningen. ”Hvem skriver du med?” spørger jeg med en overraskende let stemme. Jeg læner mig ind mod ham, men han rykker hurtigt mobilen væk fra mig. ”Ikke nogen,” mumler han. Jeg sætter mig ordentligt i sædet igen og stirrer på ham. Han rykker mobilen tilbage og begynder at trykke løs på tasterne igen. Lige da jeg tror han har glemt alt omkring sig, rækker jeg ud efter mobilen, men han er hurtigere, end jeg forventede. Han holder den igen uden for min rækkevidde og ser drillende på mig. ”Ah, ah, ah. Ikke i dag, lille skat.” Så tager Harry mobilen ud af hans hånd og låser den op. Jeg tager hurtigt fat i Nialls hænder, så han ikke kan tage sin iPhone tilbage. ”Måske alligevel, lille skat,” siger jeg og efterligner hans drillende stemme. Han skærer ansigt af mig, men jeg rækker bare tunge tilbage til ham og ser på Harry.

”Hvem er det så?” spørger jeg. Harry ser koncentreret på skærmen, inden han ser lidt forvirret på mig. ”En, der hedder Kaya.” Vi kigger begge to på Niall. ”Hvem er hun?” spørger vi i kor. Niall ser forlegent og lidt skyldigt ned på sine hænder, som jeg stadig holder. Det er Zayn, der først siger noget: ”Hey. Er det ikke hende fra den der bar? Hvad var det, den hed?” Han rynker koncentreret panden og tænker, men så udbryder Harry: ”Nå, ja! Det var et par dage efter, at du og Moe fandt sammen igen! Var det hende den sorthårede bartender? Hun flirtede herre meget med dig.” Harry ser på Niall med et stort smil, mens jeg kan se Zayns hoved nikke ivrigt. Jeg ser alvorligt på Niall, der endnu ikke har sagt noget. ”Giv mig mobilen,” siger jeg til Harry og rækker hånden ud. Han lægger den i min hånd og så fjerner jeg blikket fra Niall, for at se på skærmen. Jeg ruller op igennem beskederne og hæver langsomt øjenbrynene. ”Wow,” er det eneste, jeg siger.

Selv om jeg har sluppet Nialls hænder, så prøver han ikke at tage sin iPhone tilbage. Da jeg ser op og møder hans blik, kan jeg ikke andet end at få ondt af ham. ”Niall, forhelvede,” siger jeg lavt. ”Hvad?” kommer det fra Jules. ”Giv mig mobilen.” Hun rækker hånden frem mod mig og snupper den. Jeg er ligeglad, jeg bliver bare ved med at kigge på Niall. Han sænker sit blik, men så lægger jeg min hånd på hans lår. Han møder igen mit blik. ”Fuck!” kommer det fra Jules. Hun vender sig vredt om mod Niall. ”Hvad fanden er der galt med dig, Niall?” hvæser hun af ham. ”Hey, slap af. Hvad sker der?” kommer det fra Zayn. Han tager fat i Jules’ skulder og trækker hende tilbage i passagersædet. Han kigger skiftevis på hende og vejen. ”Niall er fucking utro!” siger hun hårdt. Harry læner sig frem og siger: ”Hey, Moe er heller ikke helt så uskyldig selv.” Jules vender sig mod ham og så begynder de at skændes. Jeg hører ikke efter, men jeg kan ikke undgå at høre mit navn blive nævnt. Jeg ser bare på Niall, der også ser på mig. Jeg læner mig ind mod ham og krammer ham. ”Nu skal vi i hvert fald snakke sammen,” hvisker jeg lavt, og så smiler han lidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...