Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
52303Visninger
AA

32. Kapitel 31.

Louis' synsvinkel igen

 

Jeg springer op at stå, da April pludselig åbner øjnene. Hendes øjne kører desperate rundt og lander til sidst på mig. ”Louis,” hvisker hun igennem iltmasken. Hun ser ned på den og tager hånden op for at trække den af. Ambulancemanden tager fat i hendes underarm og forhindre hende i det. Jeg har lyst til at slå ham, men kommer så i tanke om, at han er for at hjælpe. Han vil os det bedste. Jeg tager blidt fat i Aprils anden hånd og sætter mig ned igen. ”Hvordan har du det?” spørger jeg hende om. Hun tager endelig blikket fra manden for at se på mig. Han slipper hendes arm, og hun gør heldigvis ikke endnu et forsøg på at fjerne masken ”Jeg har ondt i ryggen,” siger hun. Jeg smiler lidt. ”Du landede jo også på ryggen, da du faldt.” Hun nikker svagt og smiler. Hun holder øjenkontakten, mens hun spørger: ”Er vi på vej til hospitalet?” Jeg nikker, men så ser hun hurtigt over på manden igen. Hun lukker øjnene kort og skærer tænder. Hendes bevægelse gjorde sikkert ondt. Hun åbner dog øjnene hurtigt igen og siger roligt: ”Jeg er altså okay. Bare kør mig hjem.” Manden smiler til hende, men siger: ”Vi er nødt til at tjekke for hjernerystelse og skader på rygraden. Det var et ret slemt fald, men vi må håbe, at du var heldig.” Hun skærer tænder igen, men ikke på grund af smerte. Denne gang er det for ikke at flippe ud. Jeg giver hendes hånd et lille klem, så hun vender blikket mod mig igen. Jeg smiler så roligt som jeg kan til hende. Hun ser pludselig bange ud, da hun siger: ”Du må ikke forlade mig, Louis.” Jeg stopper straks med at smile, men begynder i stedet at ae hendes hånd. ”Jeg forlader dig aldrig, April. Jeg vil være ved din side hele tiden.” Hun nikker og lukker langsomt øjnene.

Jeg holder stadig hendes hånd, da vi kommer til hospitalet. Fordi hun vågnede i ambulancen, tager redningsmændene det lidt mere roligt. De kører hende ind og flytter hende over i en kørestol. Det er først der, hun vågner igen. Jeg var nødt til at slippe hendes hånd, da de flyttede hende, men da jeg ser det bange udtryk vende tilbage til hendes ansigt, tager jeg den igen. Hun ser op på mig og bliver straks mere rolig. Men da de skal have taget nogle scanninger, kan jeg ikke komme med. Hun bliver bange, da jeg slipper hendes hånd igen. ”Jeg venter her,” siger jeg lavt og roligt til hende. Hun ser på mig og nikker så. En sygeplejerske begynder at køre hende væk, mens en anden kommer hen til mig, for at vise mig venteværelset. Jeg følger stumt efter hende.

Ude i venteværelset sidder Harry og Zayn. Der er en tom plads imellem dem. Jeg ser mig omkring efter Moe, men jeg kan ikke få øje på hende. Jeg vender mig mod drengene for at spørge, men Harry kommer mig i forkøbet. ”Hun blev tilbage med Jules.” Jeg nikker og sætter mig i en af stolene ved væggen overfor Harry og Zayn. Jeg skal lige til at stille et endnu spørgsmål, men Zayn har sagt svaret, allerede inden jeg har åbnet munden. ”Vi har ringet til de andre. De er på vej.” Jeg nikker igen og læner mig tilbage i stolen. Jeg giver mig til at stirre på Zayn og Harry. De ser begge to så langt væk fra hinanden som muligt. Zayn sidder med albuerne på knæene, mens hans hænder er flettet sammen. Harry sidder med den ene arm på armlænet og pillet ved træet, som stolen er lavet af. Han er også lænet tilbage mod væggen som jeg. Jeg sukker. De har aldrig været så fjendtlige overfor hinanden før. Det er der ingen i bandet, der har. Jeg lukker øjnene og beder til, at de finder ud af det. Det her må ikke skille os ad. Det må ikke ødelægge vores band og vores fremtid, men først og fremmet må det ikke ødelægge vores venskab.

Efter en time og tyve minutter kommer Jenna og Gary. De ser forpustede og forvirrede på os. ”Hvad er der sket?” spørger Gary med noget i stemmen, som jeg aldrig har hørt før. Ikke fra ham. Harry retter sig op og ser ned på sine hænder, mens Zayns ansigts udtryk bliver endnu mere trist end før. Jeg tager ordet. ”Hun faldt ned af trapperne, men hun er okay. Hun vågnede i ambulancen, og hun var helt normal. Hun havde bare lidt ondt i ryggen.” De ser på hinanden og kaster sig ind i et kram. Zayn og Harry ser lidt overraskede på mig. Så kommer jeg i tanke om, at de ikke vidste, hun vågnede. De havde jo ikke spurgt ind til det. Jeg ser på Gary og Jenna igen, da de vender sig mod mig igen. ”Hvad skete der, siden hun faldt ned af trapperne?” Jeg ser hurtigt over på Harry og Zayn, der igen har fået de triste og skyldige blikke. De ser væk, så det må vel være op til mig at forklare. Jeg overvejer at undlade alt det personlige og alt det op til, men jeg beslutter, at jeg ligeså godt kan sige sandheden med det samme. De vil alligevel finde ud af det. Desuden fortjener de det.

Da jeg er færdig med at snakke, får Gary den mærkelige klang i stemmen igen, da han ser på Harry og Zayn og siger: ”Så det er jeres skyld.” Vrede. Det er det. Gary er vred. Han er vred! Det i sig selv burde være alarmerende nok, men oven i vreden er han også ked af det. Jeg ved selv, hvor farlig en blanding de to ting kan være. Men mine oplevelser og erfaringer er ingenting i forhold til det her. Jeg ser over på Jenna i håbet om, at hun vil forsøge at berolige Gary, men hun gør intet. Hun ser bare på Harry og Zayn. Selv om hun ikke er vred, er hun noget der er meget værre. Skuffet. Det lyser ud af hendes øjne. Jeg bliver helt utilpas bare af at se på det, og så er det ikke engang rettet mod mig. Jeg river blikket væk fra dem for at se på Zayn og Harry. De ser bange ud. Bange, triste og skyldbevidste. De nikker på samme tid til Garys konstatering.

Jeg kan høre Gary gøre klar til at skælde ud, da April bliver kørt rundt om hjørnet. Hun ser trist på sine forældre. ”Det var altså ikke deres skyld,” siger hun, men Jenna og Gary hører hende vidst ikke. De svarer i hvert fald ikke, de løber bare hen og krammer hende. Hun smiler og nikker, da de spørger, om hun er okay, men hun bliver hurtigt alvorlig igen. ”Det var ikke deres skyld,” siger hun igen og tilføjer: ”Det var min skyld. Det er alt sammen min skyld.” Det sidste siger hun langsomt, mens hun ser på Harry, Zayn og mig. Jeg ryster hurtigt på hovedet og skal til at sige hende imod, men Zayn kommer mig i forkøbet: ”Nej, April. Det må du ikke sige. De har ret. Det er vores skyld. Eller nej, min skyld. Harry reagerede bare, som enhver ville have gjort.” Zayn går hen til April og falder ned på knæ foran hendes kørestol. Hun ryster uenigt på hovedet, mens tårerne endnu engang vælter op i hendes øjne. Zayn fortsætter: ”Jeg var egoistisk, okay? Jeg har altid elsket dig. Lige fra første gang jeg så dit smil. Jeg har altid vidst, at du var perfekt for mig, men jeg har også altid vidst, at det var bedst, at jeg ikke sagde noget. Jeg skulle bare have ladet det være, som det var. Men jeg var egoistisk. Jeg tænkte på mig selv. Og det fortryder jeg nu. For jeg ødelagde alt. Jeg ødelagde dit liv, April.” Han rejser sig op og ser på Harry med tårer i øjnene. ”Og jeg ødelagde vores venskab.” Harry har åbenbart også rejst sig, for han står med knyttede næver og tårer ned af kinderne og ser på Zayn. Jeg kan se, hvor splittet han føler sig. Han har lyst til at hamre sin knytnæve ind i Zayns ansigt, men samtidig er han også lige på nippet til at kramme ham.

Harry træder et skridt frem, men får ikke chancen for at vælge, for i samme øjeblik kommer Luce løbende rundt om hjørnet. Hun stopper op, da hun ser os. Jeg kaster et hurtigt blik rundt og ser at alle, bortset fra Gary, har tårer i øjnene. Inklusiv mig selv. Jeg kigger tilbage på Luce, der har sit blik på April. Hun får tårer i øjnene og udbryder lavt: ”Åh, gud!” Så løber hun hen til hende og sætter sig på knæ foran kørestolen, ligesom Zayn gjorde før. Jeg ser forvirret på Luce, og det samme gør de andre, men hun lægger ikke mærke til andet end April. ”Er det virkelig så slemt? Skal du dø? Åh, April, det må du ikke gøre mod mig. Du er min bedste veninde. Du må ikke dø!” siger Luce hurtigt og så krammer hun April, som bare begynder at grine. Luce trækker sig væk og ser forvirret på hende. I et par sekunder er der ikke andre lyde end Aprils hæse latter, som så bliver blandet sammen med min. Jenna og Gary begynder også at grine. Selv Harry og Zayn trækker lidt på smilebåndet. Luce ser rundt på os, og så begynder hun at rødme, da det går op for hende, at April ikke skal dø.

Hun ser ned i jorden og rejser sig op. Jeg tager fat i hendes hånd og trækker hende hen til mig. ”Hvor er du sød,” hvisker jeg ind i hendes øre. Hun ser smilende på mig, og jeg gengælder det. Så kigger jeg hen på Harry, der ikke smiler længere. Hans ansigt ser helt tomt ud. Jeg rynker panden, men får ikke en chance for at gøre noget, for en læge kommer hen til os. ”April? April Lewis?” spørger han og ser på April. Hun nikker og ser på ham med store øjne. Han smiler beroligende til hende. ”Alt ser fint ud. Du kan sagtens tage hjem, så længe du ikke er alene. Der er stadig nogle scanninger og prøver vi skal have svar på, men dem kan du sagtens vente på derhjemme. Vi ringer.” April smiler lettet og takker lægen, som går igen. Jenna og Gary går hen for at skrive hende ud. Da de er væk, rejser April sig fra kørestolen og skubber den væk. Jeg ser på hende med et hævet øjenbryn, men hun smiler bare og siger: ”Jeg havde alligevel ikke brug for den.” Jeg smiler og siger ikke mere. Jeg ser ned på Luce og begynder sammen med hende at gå mod udgangen, da April vender sig om og går hen mod Harry og Zayn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...