Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
52004Visninger
AA

29. Kapitel 28.

Jeg løber, selv om tårerne strømmer ned af mit ansigt. Jeg løber, selv om mine fødder gør ondt. Jeg løber, selv om folk råber og kigger efter mig. Jeg løber bare. Jeg ved ikke hvorhen, bare langt væk. Det er det eneste, jeg vil. Jeg vil bare langt væk fra alt det rod, jeg har lavet. Men det er vel sådan, det er. Når jeg endelig får chancen for at blive et sted, når jeg endelig møder nogle mennesker, der er værd at blive hos, så fucker jeg det op. Når jeg rent faktisk har lyst til at forsvinde og starte forfra, så kan jeg ikke. Er det sådan mit liv er skabt til at være? Har jeg virkelig fortjent det? Men det er jo min egen skyld. Jeg kunne jo bare lade være med at lukke folk ind. Alt var meget nemmere før. Okay, det var hårdt at se Harry med alle de andre piger, men i det mindste kunne jeg give ham skylden. Hvem kan jeg give skylden nu? Mig selv. Det var tusind gange rarere før. Hvis bare jeg kunne have holdt min mund lukket, holdt mine følelser for mig selv, så ville intet af alt det her have sket. Så ville alt være godt.

Jeg stopper med at løbe og ser mig omkring. Jeg er i en skov. Jeg ved ikke hvilken skov. Jeg har faktisk ingen anelse om, hvad der er i nærheden. Men kan det ikke også være lige meget? Jeg vil ikke hjem lige foreløbig, og hvis jeg ikke ved, hvor jeg er, så gør de andre vel heller ikke. Det håber jeg, for jeg vil ikke findes. Jeg vil bare være alene. Jeg vil ikke tænke på, hvor bekymrede eller sure de er. Jeg vil overhovedet ikke tænke på dem. Jeg giver mig til at gå endnu længere ind i skoven, mens tankerne kører rundt i mit hoved. Jeg ved ikke hvor jeg er på vej hen, men da jeg får øje på et stort træ imellem alle de andre, bliver det mit mål. Da jeg når hen til det, sætter jeg mig med ryggen mod det. Skovbunden er fugtigt, men det er lige meget. Jeg trækker knæene op og læner min pande mod dem. Så lukker jeg øjnene, men tårerne finder alligevel vej ud.

Da jeg endelig kigger op fra mine knæ, er der helt mørkt. Jeg ser op og kan ane en mørkeblå himmel mellem bladene. Jeg putter hænderne ned i mine lommer og fisker min mobil op. 19.38. Hvor lang tid har jeg lige siddet her? Jeg kan ikke huske, hvad klokken var, da jeg kom ned i køkkenet, men det må have været om formiddagen. Jeg har fået virkelig mange opkald. Jeg propper bare mobilen tilbage i lommen, inden jeg med stort besvær rejser mig. Det føles som om alle mine led protestere. Jeg ømmer mig lidt, mens jeg ser mig omkring. Hvilken retning kom jeg nu fra? Jeg ser ned i skovbunden og får øje på mine fodspor. Gudskelov. Jeg begynder at gå tilbage i den retning. Efter halvanden time kommer jeg ud af skoven. Jeg ved stadig ikke, hvor jeg er, så jeg begynder bare at gå. Da jeg kommer til et vejskilt, stopper jeg op og ringer efter en taxa. Da chaufføren spørger efter en adresse, siger jeg automatisk Harry og Louis’. Det er vel også godt nok. Jeg bliver jo nødt til at snakke med ham på et tidspunkt.

Da vi standser foran bygningen, kommer jeg i tanke om, at jeg ikke har nogen penge. Jeg fortæller chaufføren at jeg bliver nødt til at hente nogen, så han beder om min mobil for at sikre sig, at jeg kommer tilbage. Jeg giver ham den bare, inden jeg løber ud af taxaen og op af trapperne, indtil jeg standser uden foran deres dør. Jeg trækker vejret dybt og ringer på. Det er Louis, der åbner. Han ser overrasket på mig. ”April!” udbryder han og trækker mig ind i et kram. ”Du er jo helt kold,” siger han, da han endelig slipper mig. Jeg nikker bare. Det ville han nok også være, hvis han havde siddet helt stille i en skov i 6 timer. ”Jeg skal bruge nogle penge til taxaen,” fortæller jeg lige ud. Han går ind efter sin pung og giver mig nogle pund. Jeg løber hurtigt ned af trapperne og ud til taxaen, hvor jeg giver chaufføren pengene og til gengæld får min mobil tilbage.

Da jeg kommer op til døren igen, står Louis og snakker i telefon. Han vinker mig ind i lejligheden og lukker døren efter mig. Jeg går hen og smider mig i sofaen. Jeg ser på det uldne tæppe, der altid ligger krøllet sammen, og trækker det op omkring mig. Louis snakker bare videre i telefonen, mens han kigger på mig. Jeg lytter ikke efter, hvad han siger. Jeg læner mig bare ind mod den varme sofa og lukker øjnene. Bare lidt, indtil Louis er færdig med telefonen. Efter 10 sekunder falder jeg i søvn.

___________________________________________________________________________

Like, kommentér og gør til favorit. ♥

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...