Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
52007Visninger
AA

27. Kapitel 26.

Jeg vågner ved at nogen bevæger sig tæt ved mig. Jeg ser lidt ned på en arm, der er rundt om mig.  Den er dejlig brun og stærk. Zayn. Jeg bevæger hovedet lidt bagud og ser på ham. Han ligner en, der lige er vågnet. Han ser på mig og tager sin arm til sig. Jeg vender mig om på ryggen, men trækker mig ikke væk fra ham. Vi ligger meget tæt, men det ser ikke ud som om, det genere nogen af os. Zayn har åbenbart taget sit tøj af, imens jeg sov, for han har kun den mørkegrå T-shirt fra i går på og nogle boxershorts. Jeg ser ind i hans øjne og smiler. De er gyldne og glimtende. Og som sædvanlig helt vildt smukke. Han smiler tilbage, men vores fredelige lille øjeblik bliver brat ødelagt af Luce, der braser ind af døren og hurtigt smækker den i efter sig igen. Hun læner sig op af den og sukker af os. Jeg ser forvirret på hende. ”Hvad er der galt?” spørger jeg, og hun går væk fra døren. Hun stiller sig ved fodenden af sengen og ser på os med et mærkeligt blik. Jeg kan ikke rigtig læse det. ”Hvad har I gang i?” spørger hun hårdt og undgår dermed mit spørgsmål. Zayn og jeg ser på hinanden med forvirrede blikke, inden Luce får opmærksomheden igen. Hun gør en håndbevægelse mod os og ser på os, som om det er indlysende. ”I ligger her. I samme seng. Med næsten ingen tøj på. For to timer siden lå I tæt omslynget.” Hendes blik bliver endnu mere ’hallo, kan I ikke se det?’-agtigt, da hun fortsætter: ”I havde begge to et smil på læberne, der nærmest råbte, ’Jeg er lykkelig og forelsket!’”

Hun sukker af os, da vores forvirrede blikke ikke forsvinder til fordel for forlegenhed. ”Okay, ved I hvad? Det er lige meget. I må gerne have noget sammen. Jeg er ligeglad, eller nej. Jeg ville være oven ud lykkelig over det. I passer virkelig godt sammen. Faktisk er I perfekte for hinanden. Hvorfor har I ikke fundet sammen noget før? Nej, lige meget. Hvad, jeg mente, var: I er nødt til at være forsigtige! Hvis de andre finder ud af det her, bliver der det rene kaos! Og med de andre mener jeg Jules og Harry. Selv om I allerede er kommet videre, så er de ikke. Jeg har faktisk reddet jer, at I ved det. Louis og Liam ville lave ’it’s time to get up song’ på dig, April, men jeg overtalte dem til at lade være. Jeg vidste nemlig, at Zayn lå her og holdt dig lidt med selskab.” Hun stopper endelig med at snakke. Jeg se overrasket på hende. Det er det længste, jeg nogensinde har hørt hende sige. Så går hendes ord op for mig. Mig og Zayn? Sammen? Jeg begynder at grine lavt. ”Hør, Luce. Vi er ikke sammen. Vi er bare venner. Jeg var ked af det over Harry i går, og så kom Zayn og trøstede mig. Vi faldt bare i søvn i et kram. Ikke andet.” Jeg kan se Zayn nikke ud af øjenkrogen.  Vi ser begge på Luce, som ikke ser overbevist ud. Hun smiler bare sødt. ”Den er god med jer. Jeg kender jer to virkelig godt, og det, I to har, er ikke venskab.”

Jeg ser lidt forlegent på Zayn, inden jeg vender mig mod den anden side og slynger benene ud over sengen. Jeg sidder lidt og ser ned i gulvet, inden jeg vender mig mod Luce. Hun ser på os, som om det først går op for hende nu, at vi ikke er mere end venner. Eller at vi bare ikke har indset, at vi rent faktisk er mere end det. Jeg slynger tanken ud af mit hoved, lige da det går op for mig, hvad den betyder. Jeg skal lige til at bide mig i læben, men så lader jeg tungen glide over det lille sår på min læbe fra i går. Så kommer jeg tilbage til virkeligheden. ”Luce. Hvad vil du?” Jeg prøver at sige det så sødt som muligt, så hun ikke tror, at jeg bare vil have hende ud. Selv om det faktisk er det, jeg vil. Jeg vil have hende og Zayn ud, så jeg kan være alene med mine tanker. Men det sker sikkert ikke i et hus fyldt med gode venner og længesavnede plejeforældre.

Jeg går hen til skabet og tager et par blå jeans, mens jeg holder øje med Luce. ”Jeg ville bare advare jer. Så I ikke blev opdaget i at gøre, hvad det nu var.” Hun skæver lidt hen på Zayn, der er ved at tage bukser på. ”Og så ville jeg snakke med dig.” Hun siger det til mig, men hun kigger stadig på Zayn. ”Eh. Ja, så går jeg bare. Vi ses,” siger han hurtigt og går ud af døren.

Jeg trækker shortsene af og de blå jeans på. Så tager jeg en BH på, og først efter dét, tager jeg T-shirten af. Imens jeg tager en hvid, løs skjorte på, siger Luce: ”For det første: Undskyld. Jeg vidste ikke at.. Jeg troede jo.. I så bare så.. Ja.” Jeg vender mig mod hende. Hun bider sig nervøst i læben. Jeg tager blidt fat i hendes arm og smiler til hende. Det giver hende modet til at fortsætte.”For det andet: Louis.” Hun sukker lavt og sætter sig på sengen. Jeg sætter mig ved siden af hende og venter. ”Han har ikke gjort noget! Overhovedet! Vi har været sammen og opført os som kærester, men når der så er andre, er alt ligesom før. Jeg forstår det ikke. Han siger jo, at han godt kan lide mig, så hvorfor er han sådan?” Hun ser på mig, og jeg sukker lidt. ”Jeg ved det ikke. Nogle drenge er bare sådan. Måske vil han ikke have, at medierne finder ud af det. Har du snakket med ham om det?” Hun ryster på hovedet. ”Jeg vil ikke lyde som en dum pige, der bare har brug for opmærksomhed og kærlighed hele tiden. Desuden er det jo også, når I andre er der. Drengene ved sikkert ikke noget om det.” Jeg retter mig lidt op. ”Zayn ved det. Ikke fordi jeg fortalte ham om det, han vidste det allerede.” Luce lyser lidt op. ”Gjorde han?” Jeg nikker og smiler til hende. ”Men når vi er hjemme hos Louis, og Harry kommer hjem, så opfører han sig helt normalt. Altså som før vi blev kærester, eller hvad vi nu er.” Jeg tænker lidt og siger: ”Måske er Louis bare den type, der holder følelserne og kysseriet privat?” Luce nikker lidt. Hun er ikke overbevidst, hvilket jeg heller ikke er. Han holdt ikke kysseriet på minimum, da han datede Phillipa. Jeg fortsætter: ”Prøv nu bare at snakke med ham om det.” Hun ser ind i mine øjne og jeg holder hendes blik fast. Så nikker hun igen. ”Okay. Nu?” Jeg nikker til hende og smiler.

Vi rejser os fra sengen, og hun giver mig et kram. Så trækker hun sig lidt væk, holder om mine skuldre og ser ind i mine øjne. ”Er der noget du vil fortælle?” spørger hun alvorligt. Jeg smiler og ryster på hovedet. ”Nej, ikke noget vigtigt.” Hun ved, jeg lyver. Jeg ved, at hun ved, jeg lyver. Men ingen af os siger noget, hun nikker bare og går hen mod døren. Så sender hun mig et opmuntrende smil, inden hun forsvinder ud af døren. Jeg sukker lettet og har en mærkelig trang til bare at smide mig selv på gulvet og blive liggene. Jeg gør det dog ikke. I stedet går jeg hen til spejlet og begynder at sætte mit hår i en fransk fletning. Så lægger jeg en hurtig mascara og lidt rouge på kinderne. Jeg smiler til mig selv i spejlet. Meget overbevisende faktisk. Godt, for jeg får brug for det. Jeg sukker og går ned til de andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...