Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
51995Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Jeg fniser lavt, men jeg åbner ikke øjnene. Jeg holder dem lukkede, mens jeg ligger der. I min seng. Med Harry. Som blidt kører sin finger op og ned på mit maveskind. Jeg ryster svagt, da jeg får en kuldegysning og fniser igen. Jeg åbner langsomt øjnene og ser på ham. Han støtter sig på sin albue, mens han kigger ned på mig. Han smiler sit fantastiske skæve smil, og jeg mærker straks varmen brede sig i min krop. Han har altid haft den virkning på mig. Jeg har altid kunne lide ham, som lidt mere end en ven. Jeg smiler tilbage til ham, og han læner sig ned og kysser mig. Blidt og blødt. Fantastisk. Han breder sine fingre ud på min mave, og jeg begraver mine fingre i hans hår.

Efter lidt tid trækker jeg mig lidt væk fra ham, men kun lidt. Vores pander er stadig blidt pressede mod hinanden, og mine øjne er lukkede igen. Jeg smiler ikke længere, for det er nu det sker. Ligesom alle de andre gange, er det nu han tager hjem. Det er nu alt går tilbage, som det var før. Det er nemlig ikke første gang, han har fundet trøst hos mig, efter et brud med en af hans kærester.

Jeg åbner øjnene og kigger alvorligt på hans smilende ansigt. ”Jeg kan ikke mere, Harry.” Jeg hvisker det virkelig lavt, men han hører det. Han smiler ikke længere, han ser bare overrasket ud. Det er heller ikke sådan, det plejer at ende. Det er helt forkert, men alligevel fortsætter jeg.

”Det er for hårdt. Jeg kan ikke.” Jeg lukker øjnene igen, og han trækker sig væk fra mig. Jeg kan mærke, at han sætter sig op i sengen. Han sidder stille lidt, inden han rejser sig og tager sit tøj på. Det virker som en evighed, mens jeg ligger der, men alligevel kommer lyden af døren, der smækker efter ham, alt for hurtigt. Jeg kan mærke tårerne presse sig på, og jeg ved, at jeg intet kan gøre for at holde dem inde. Det er endnu en virkning, Harry har på mig. Han er den eneste, der kan få mig til at græde. Han er min eneste svaghed. Jeg ruller om på siden og trækker mig ben op, så jeg ligger i fosterstilling, og så lader jeg tårerne løbe. Uden et ord lader jeg tårerne trille, indtil mit hår og min pude bliver helt våd, men jeg er ligeglad.

Jeg må være faldet i søvn, for da døren smækker ude i gangen, vågner jeg med et spjæt. Jeg sætter mig lynhurtigt op og sidder så helt stille, mens jeg lytter til de mumlende stemmer ude i gangen. Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere, og jeg når næsten lige at håbe, at det er Harry, da Zayn braser ind gennem døren til mit værelse.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...