Before you leave me - 1D

April er 17 år og bor i London. Hun er vant til at blive forladt og flyttet rundt på. Hun er vant til at holde afstand til folk omkring hende, til ikke at knytte sig selv for meget. Hun har boet hos hendes 7. plejefamilie i 3 år nu, og det går fint. Hun tror, at hun vil kunne blive her. Hun håber på det. Så dette forår er anderledes for April, for nu kan hun gøre, hvad hun vil og slå sig løs. Men Aprils beslutning om forandring forandrer alt. Ikke kun for hende, men også for hende veninder og venner. Hun er nemlig ikke venner med hvem som helst, hun er venner med One Direction. Hende og hendes 4 veninder har kendt dem siden X-factor, og de er alle meget tætte. Men kærlighed, drama og jalousi sniger sig ind i mellem dem, og snart falder hele Aprils verden sammen igen. Men denne gang kan hun ikke begynde forfra et nyt sted.

190Likes
312Kommentarer
52306Visninger
AA

19. Kapitel 18.

LOUIS’ SYNSVINKEL

 

Da jeg gik ind i stuen, sad Zayn helt alene i sofaen. Han så hen på havedøren, og det lignede, at han skulle til at gå derud, men så ringede det på døren. Niall åbnede, og det var Jules. Hendes hår var helt blæst, fordi hun havde gået. Jeg løftede det ene øjenbryn højt op og så fra hende til Zayn. ”Hvad sker der her?” sagde jeg. Zayn kiggede ned på sine hænder, mens Jules bare tog jakken af. Hun ignorerede mig og gav Niall et fad med sølvpapir over. Så kom de andre ind i stuen, og hun sluttede sig til dem. Jeg lagde mærke til at Harry og April ikke var der. De havde sikkert været oppe at skændes, det ville være typisk. Men med April var det anderledes. De blev altid hurtigt venner igen, hvilket ikke havde været tilfældet med Harrys andre kærester. Hun var god for ham. Jeg smed mig i sofaen i mellem Luce og Moe. ”Bare kom og skub mig ud af sofaen,” kom det surt fra Moe. Hun smilte dog lige efter, så jeg klappede bare på mine lår og sagde: ”Der er masser af plads lige her.” Hun hævede flabet sine øjenbryn, inden hun så på Niall. ”Jeg tror nok, at jeg kan finde et bedre sted at sidde.” De smilte til hinanden, havde måske et lille øjeblik. Jeg ved det ikke. Kærlighed er ikke mit speciale. Jeg hørte Liam sige mit navn, så jeg vendte mig mod ham.

Efter lidt tid kunne jeg mærke, at Luce blev lidt urolig ved siden af mig. Jeg sluttede samtalen af med Zayn og lænede mig tilbage i sofaen med blikket på hende. Hun så op på mig, men kiggede så ned på sine hænder igen. Hun så ud, som om hun ville sige noget. Jeg smilte, mens jeg blev ved med at se på hende. Selvfølgelig ikke på den klamme måde, mere sådan ’fortæl mig alt, du ved, du kan stole på mig’-agtigt. Hun trak vejret dybt, men lydløst, og spurgte så: ”Kan vi ikke snakke sammen et andet sted?” Jeg nikkede lidt og rejste mig. Jeg så rundt og fik øje på havedøren. Vi gik ud og lidt ind i haven. Hun stoppede under et træ og vendte sig mod mig. Hun så mig i øjnene. ”Fortæl mig det bare, Luce. Lige meget hvad det er, så er det okay med mig.” Og så gik alting hurtigt. Hun lænede sig ind mod mig og kyssede mig. Kyssede mig! Luce kyssede mig! Jeg kyssede med. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Det føltes godt, naturligt. Som om det var det, jeg var skabt for at gøre. Jeg blev helt varm inden i, og min krop føltes mærkelig. Den kriblede nærmest, men på en god måde.

Det var alt for hurtigt overstået, for Luce havde trukket sig væk. Hun så på mig, ventede vidst på, jeg skulle sige noget. Men hvad skulle det være? Hendes øjne borede sig ind i mine. Hendes store, smukke, glimtende, fantastiske øjne, der altid har læst mig, som var jeg en åben bog.  Hun kunne åbenbart se på mig, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Hun slog blikket ned i jorden. Hun så såret ud og lød også sådan, da hun hviskede: ”Undskyld.” Det fik mig ud af min ordløse trance. ”Undskyld?” Hun så op på mig. ”Jeg skulle ikke have gjort det. Jeg ved ikke hvorfor, jeg gjorde det. Undskyld.” Jeg rystede på hovedet og rynkede brynene. Det var helt forkert. Hun skulle ikke sig undskyld. Der var intet at sige undskyld for! ”Det må du ikke sige.” Hendes øjne lyste lidt op. ”Hvilket?” spurgte hun. ”Det første,” siger jeg svagt. Jeg rømmer mig lidt, inden jeg fortsætter: ”Du må ikke fortryde. Det burde du ikke.”

Hun går langsomt, meget langsomt, tættere på mig. Normalt ville jeg sikkert ikke have lagt mærke til det, så langsomt gik det, men nu kunne jeg mærke det. Mit hjerte begyndte langsomt at banke hurtigere og hurtigere. ”Mener du det?” spurgte hun. Jeg nikkede og blev ved med at se ind i hendes blågrå øjne. Hun smilte lidt, men på fik hun en lille rynke imellem øjenbrynene. ”Men sådan har det ikke altid været.” Hun smilte ikke mere, da hun spurgte: ”Siger du det kun for ikke at såre mig?” Hun så alvorligt på mig. Jeg blev i tvivl. Luce kender mig bedre end nogen anden. Måske endda bedre end jeg kender mig selv. Så havde hun måske ret? Jeg slog tanken ud af mit hoved. Det er ikke muligt at føle, som jeg gjorde.. Nej, som jeg gør, hvis det ikke er ægte. Jeg smilte til hende, tog fat om hendes hoved og trak hende ind i et kys. Hun tog meget blidt fat om mine overarme og kyssede med. Jeg trak mig lidt væk, men kun lidt. Vores pander var stadig mod hinanden. Jeg smilte stadig, da jeg hviskede: ”Det er ægte.”

 

Jeg ved godt, at det egentlig ikke er specielt vigtigt at få med, men jeg synes det var sødt, og at I skulle vide 'how it went down'. Jeg håber, I kan lide det. 

PS. Undskyld for eventuelle nutid-datidsfejl. Jeg er jo vant til at skrive i nutid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...