Frihed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2012
  • Opdateret: 9 mar. 2012
  • Status: Igang
Silvia er meget syg. Kræft-syg. Imens hun ligger på hospitalet, husker hun tilbage på de gode minder.

2Likes
1Kommentarer
1274Visninger
AA

2. Bølger

Du havde lagt mit hoved tilbage på den hvide pude. Den havde en lugt af industri. Storvask. Upersonligt. Jeg knugede din trøje ind til mit bryst. Den duftede dejligt. Duftede dejligt af dig. Af gode lykkelige minder.  Jeg lod mit blik glide rundt. Uf. De kedelige hvide vægge var forfærdelige. Hvis jeg kiggede længe nok på det samme sted, begyndte små farvede pletter at danse for øjnene af mig. Derfor lod jeg mit blik glide hen til vinduet. Busken stod der stadig. Der havde den stået og set træt ud i et halvt år. Nok også i længere tid. Jeg ville vende mig, men slangerne begrænsede mig. Du åbnede stille døren. Du havde en tallerken i hånden. Jeg ville sætte mig op, men mine muskler svigtede. Mit hoved faldt tilbage på den upersonlige pude. Du fór hen og hjalp mig op at sidde. Jeg smilede stille til dig. Du gav mig tallerknen i skødet. Jeg spise stille. Mine hænder rystede da jeg løftede gaflen. ”Dine forældre kommer først i morgen,” sagde din bløde stemme. Jeg drejede mit hoved så hurtigt at jeg tabte gaflen og det mad der var på den. ”Desværre søde. Men din mor havde nogle møder og din far er stadig på kursus.” Mit syn blev sløret. En dråbe løb ned af min kind. ”Rolig nu søde. Det er jo bare en dag.” Du lagde dig op ved siden af mig og holdt om mig. Hvis jeg havde haft kræfter til det, ville jeg havde råbt at en dag for mig kunne være altafgørende. Og at jeg lige så godt i nat kunne komme væk. ”Det er jo ikke fordi de er ligeglade. De elsker dig jo stadig. De har ikke glemt dig.” Du vidste lige hvad du skulle sige. Du kendte mig så godt, at du vidste hvad jeg tænkte. Du lagde dig helt ind til mig og lagde dine varme arme om mig. Jeg lod mig omringe af din duft. Den beroligende duft der inddrog mange minder. Minder om den tid, hvor jeg kunne løbe så hurtigt, at det føltes som om mit hjerte var ved at banke ud af mit bryst.

 

Mit hår smældede i den skarpe vind. Den mørke luft syntes beroligende. Inden i mig var der en storm. Mine fødder syntes ikke at røre asfalten. Jeg stoppede lige inden jeg trådte ind i lyset fra en lygtepæl. Jeg gik uden om lyset og stillede mig op af pælen. Jeg havde ingen trang til at kigge på mit ur. Andre ville måske have gjort det. Men jeg stolede på at du var her om et øjeblik. Jeg stirrede ud i mørket. En skikkelse kom gående, med bløde rolige bevægelser. Da du var henne ved mig, rørte du min hånd og kyssede mig. Derefter drejede vi ned af en sidevej. Vi løb. Sandet var koldt under mine bare fødder. De eneste lyde var vore åndedrag og bølgernes rolige brusen. Vandet var koldt. Men det var skønt at se dit smil i det stille måneskin. Jeg mærkede din krop mod min. Varm og levende. Levende midt i det kolde sommerlandskab. Du trak vejret dybt. Også dykkede vi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...