"Syv."

”Author Harris,” lød der i mikrofonen og bredte sig ud over befolkningen. En sladreskade fløj hen over pladsen og kopierede ordene og gentog det igen og igen, som om folk ikke havde været opmærksomme, da Yrga Frakke læste papirlappen op. Og så lød der et højt og smertefuldt skrig.

13Likes
8Kommentarer
2416Visninger
AA

3. Over en kop varm chokolade

Ved et langt træbord, med utallige små kopper af dampende varm væske, sad Lassie Trink. En Spilmester, der var med til, at bygge, planlægge og faktisk være en del af den dødsarena som Author og resten af de 24 sonere ville blive kastet ud i. Men Lassie var ikke imod Author, ikke på papiret i hvert fald. For han var nemlig blevet valgt til Distrikt 7's soneres mentor igennem hele Spillet. Han stod for at sende gaver, vejlede dem inden til interviews, træningerne og åbningscermonien, og egentlig bare være en slags sidste forælder for dem. Hvis han da var så kærlig. Men Lassie havde tydelighvis hørt om Authors flugtforsøg, da Fredsvogterne havde tvunget hende op på scenen. For da hun stod i døråbningen hoppede han op fra sin stol og skreg et piget skrig og tabte sin kop, med brændende varm chokolade ud på hele trægulvet. "Skulle du ikke ligge på hospitalsfløjen!" sagde Lassie skræmt imens han rejste sig fra sin stol, så en avox kunne komme til og tørre den varme masse op. Lassie tog et par skridt væk fra avoxen, og måske en halv centimeter imod Author, som var hun en hundegalskabsramt køter fundet fra gaden. "Jeg brød mig ikke om sonderne," svarede Author koldt og stirrede ind i Lassies øjne. I det mindste var de ikke sorte som Yrgas, men der var helt sikkert blevet pillet ved den originale øjenfarve, og sikkert også længden på øjenvipper. De var jo nærmest selvlysende i den store spisestue, hvor der ikke helt var lys nok til at belyse alle områder. Selvom den store lysekrone ellers så meget lovende ud, var det stadig halvmørkt. "Hvor er jeg?" spurgte Author hurtigt og hårdt. Og skræmt. Hun ville hjem. Hun ville hjem til skoven, sit hjem, sin mor, sin far, sin søster og storebror, og bare skrue hele tiden tilbage, til der hvor Panem ikke have gjort oprør, hvor der stadig var lange arbejdsdage, hvor der stadig var mad i skabet, hvor der stadig ikke var denne her skræmmende stemning over hele distriktet efter 13'ens udslettelse, der suede al livsglæden ud af en. Og hvor der stadig ikke var et Dødsspil. Men så heldig var hun ikke. "Toget, vi kører igennem Distrikt 9," svarede Lassie hurtigt. Ligeså skræmt som Author, kunne hun se han var. Men Lassie var forfærdelig til at skjule sin frygt, og han rystede i hænderne. Han skulle næppe have mere kaffe. "Er vi i et tog?" udbrød Author overrasket, og kiggede undrende på Lassie. "Har toget en hospitalsafdeling?" Rige svin, tænkte Author bittert, og tænkte derefter, at hvis hendes mor havde hørt den tanke ville hun have forbudt hende tale resten af dagen. Hun afskyede hendes banderi, men det var kommet hen og blevet en vane. Men nu hvor der var så mange ting at bande over, gad hun virkelig ikke tænkte på hendes sprog. Mere om at hoppe ud af togets vinduer eller sådan noget, og springe på en truck og gemme sig bag nogle vare. Og på en måde komme hjem igen. "Vi er i Capitol, min kære," sagde Lassie, mere rolig nu. Han fremstod ikke ligefrem som et godt eksempel for en der snart skulle kæmpe imod treogtyve modstandere og overleve i et barskt miljø, når han selv stod og skreg over en femtenårig pige der dukkede op i døråbningen.

Min kære, tænkte Author lidt over. Var det god skik i Capitol at kalde folk ting, der virkede nedladende? Eller var det bare meningen, at han lige skulle vise, hvem der var manden og hvem der faktisk havde ansvar for hendes liv? Hvilket jo egentlig var sandt, men det med manden var Author ret ligeglad med. I nærkamp ville hun sikkert kunne smadre hans kæbe - hun var dog også ret sikker på, at hun ikke ville slippe væk uden en større skade, taget i betragtning af Lassies ret så store overarme.

Da en Capitoltjener kom forbi med hurtige skridt (sikkert lidt skræmt over Authors tilstedeværelse), med en kande med varm chokolade, eftersom Lassie jo tabte sin, smilede Lassie et charmerende smil til hende og trak en stol ud fra bordet. Hun nikkede og satte sig ned på en blød pude. Arrhhh. Alle hendes muskler sukkede alle et taknemmeligt suk, imens de tog den luksus at slappe af. At blive tæsket og drænet fra nødvændigt blod under, nej vent, hvilken dag var det egentlig? "Hvor mange dage er det siden?" spurgte Author, nu med en lidt mere alminelig stemme. Hun kunne ligeså godt være høflig, som normalt. Bygge en god facade op. Selvom hun mest af alt havde lyst til at tage kanden med det brændvarme chokolade og hælde det ud over den næste person fra magthaverne, hun så. Men den så alt få lækker ud til at gå til spilde. "To. Det er ærveligt, at du ikke fik sagt farvel til dine kære," svarede Lassie imens han hældte drikken ned i en kop foran Author. Alle hendes indvolde vendte og drejede sig, gjorde sig større og mindre og sprang til sidst i luften i kroppen på hende og efterlod hende i et smertehelved med et blødende hjerte og kvalme til hun skulle til at besvime. En kvalt lyd af smerte kom ud fra hende og hun tog sig til ansigtet og begravede det i sine hænder. "De ved ikke noget," hviskede Author med en lille stemme imens hun kiggede på chokoladen. Lassie lagde en hånd på hendes skulder og sendte hende et blik fuld af mellidenhed, imens han gav koppen til hende. "De vil se dig ved åbningcermonien, Author" trøstede han, og tog så selv en slurk vin i en langt, blåt vinglas. "Men der vil jeg ikke være Author," svarede Author og kiggede alvorligt, saligt, trist ind Lassies store mørkebrune øjne. "Der vil jeg være pakket ind i trækostumer omgivet af bacon, kuldminder og togskinder fra en masse hestevogne, imens jeg selv vinker og ser glad ud, som havde jeg aldrig haft det bedre, foran tusindhvis af kameraer og publikum der skriger og hyler over deres favorit. Men jeg har aldrig haft det værre."

Author begravede sit ansigt ned i sine hænder igen og en hulkende lyd kom fra hende. "Jeg kommer til at dø derinde, Lassie. Og efter alt det vi har kæmpet for under det oprør, skal det hele gå til i flammer. Og jeg skal dø." Lassies ansigtudtryk var ikke til at tyde, da han hørte Authors ord. Det eneste han gjorde var, at tømme sit vinglas, stille det over på en bakke så en avox kunne tage det og ae hende trøstende over hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...