Do You Really Love Me? JDB 3

Justin og Valeries forhold kører på skinner efter blot nogle måneder, som der har været lykkelige. Men lykke varer ikke evig tid, vel? Nej, det tror jeg ikke. For hvad sker der når Justins ekskæreste Selena kommer ind i det lykkelige billede. Hvad med Valeries fortid? Forbliver personerne glemt fra hendes fortid eller sker der noget. Måske kommer der nye hemmeligheder på banen. Man ved jo aldrig...

51Likes
215Kommentarer
10993Visninger
AA

21. Pistolskuddet

 

Valeries synsvinkel

Da jeg hørte skuddet, lukkede jeg mine øjne stramt i og forventede en borende smerte ved min tinding, men der skete ingenting? Jeg åbnede mine øjne og kunne pludselig mærke, at Michaels pistol ikke længere trykkede sig mod min tinding. Jeg udstødte et forskrækket skrig og trådte nogle skridt væk fra liget af min stedfar, Michael. Jeg kiggede hurtigt væk fra ham, da jeg ikke kunne tåle, at se alt det blod ved hans hoved. Jeg gispede lydløst, da jeg så, at hans pistol – som førhen havde rettet sig mod mig – havde rettet sig imod hans egen tinding. Selvmord. 

Hvorfor havde Michael begået selvmord?

Jeg kiggede pludselig omkring mig og så, at mange politimænd havde rettet sin pistol mod min side, hvor liget af Michael lå. Var det derfor han begik selvmord?

Jeg lukkede øjnene stille i og tog en dyb indånding og åndede så ud. Mit livs værste mareridt var død, men alligevel, så havde jeg ikke fattet det. Selvom noget i min sjæl bestemt havde isnet, så var jeg helt målløst.

 

”Er du okay?” spurgte en stemme bekymret. Jeg åbnede hurtigt mine øjne og kiggede lidt forskrækket på Justin. Jeg havde slet ikke taget stilling til at han var her. Jeg nikkede svagt og usikkert. Jeg begyndte at få tårer i øjnene. Han havde virkelig sat livet på spil for mig. Måske elskede han mig igen ligesom han gjorde dengang, måske?

”Hvorfor satte du livet på spil for mig?” spurgte jeg stille og kiggede ned i jorden. Jeg havde på en måde dårlig samvittighed, fordi han kunne ha’ været død nu.

Jeg kunne høre, at han gik tættere på mig. Helt tæt. Han sagde ikke noget, men tog blot sin hånd op til min kind og kærtegnede den blidt. Han førte den så ned under min kæbe og løftede forsigtigt mit hoved op. Jeg prøvede, at kigge væk, men han fangede til sidst mine øjne.

”Hvorfor jeg satte dit liv på spil?” sagde han gentagende efter hvad jeg havde sagt. ”Valerie, du må forstå at jeg virkelig elsker dig, så jeg ville aldrig lade dig i stikken. Du min eneste ene, så jeg ville sætte mit liv på spil hver eneste øjeblik for dig. Lige meget hvad du siger,” bekræftede han og så mig dybt ind i øjnene. Hans øjne strålede af sandhed, så nu var jeg ikke i tvivl. Han elskede mig måske virkelig. Jeg havde været så meget i tvivl efter det med Selena, men måske elskede han mig faktisk. Lige så højt, som jeg gjorde med ham.

Han knugede mig pludselig ind til sig og omfavnede mig blidt, men lidt stramt med hans arme, så jeg var puttet ind i hans trygge, varme favn.

”Jeg var så bange for, at jeg skulle miste dig,” sagde hans stemme skælvende mens han knugede mig hårdere ind til sig, som om han ville miste mig, hvis han gav slip.

”Justin,” mumlede jeg ind i hans favn.

”Hvad er der?” spurgte han lidt usikkert.

”Jeg er så glad for du kom. Tusind tak,” sagde jeg lavt og smilte automatisk lidt.

Han kyssede mig blidt i håret og trak sig lidt ud. Han kiggede mig dybt i øjnene og lod mig nærmest falde i en fortryllelse, da jeg også fordybede mig i hans glinsende, hazel brune øjne. Jeg ænsede ikke, at tænke over hvad jeg faktisk havde gang i, fordi han fortryllede mig nærmest med hans unikke øjne.

Han lænede sig lidt frem og det samme gjorde jeg, men jeg stoppede, da jeg vidste det her måske var forkert. Jeg skulle lige til at åbne munden, men i det øjeblik, så satte hans velkendte og savnede læber på mine. Alle tanker forsvandt og jeg lod mig blot kysse med. Følelsen af varme og tryghed spredte sig, som et flammehav i min krop. Kun på grund af Justin. Han skilte forsigtigt mine læber ad og udviklede det i stedet til et snav. Ikke noget vildt, men på den anden måde. Romantisk og blidt.

I er ikke kærester mere…

Sagde en stemme lige pludseligt i mit hoved. Jeg havde stadig mine læber på hans, men det sluttede jeg hurtigt. For jeg trak mig med ét sæt ud af snavet.  Jeg var ikke kærester med ham. Der var jo en grund til at slå op med ham og det skulle jeg hele tiden minde mig selv om. Vi skulle bare ikke være kærester igen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...