Without You - One Direction.

Syttenårige Kayla har lige mistet sin bedsteveninde, og sin elskede mor i en tragisk bilulykke. Familien er splittet, og hun giver sin far skylden for ulykken da det var ham der styrede bilen. Hun synker dybere og dybere ned i en verden af stoffer, alkohol, selvmord og de forkerte typer.. Men hvad sker der når hende far sender hende et år til England, på et psykiatrisk hospital fyldt af psykologer, retsmedicinere og andre kloge folk der tror de ved hvad der er bedst for hende? Og hvordan håndtere de kloge folk en ung pige, som ikke rigtig ved hvad hun skal stille op med hende liv, udover at lave musik? Og hvad sker der når hun møder sin barndomsven Niall Horan igen?

273Likes
330Kommentarer
43196Visninger
AA

9. Sandheden.

Jeg sad noget tid bare, og var helt tavs. Drengene kiggede afventende på mig, og til sidst rystede jeg bare på hovedet.. ”Jeg kan ikke synge.”, sagde jeg hviskende. Jeg hadede at synge foran folk jeg ikke kendte, og sidste gang jeg havde sunget foran en større mængde, havde Andrea tvunget mig til at deltage i et eller andet lokalt arrangement.. Den aften var jeg besvimet, i et kort anfald af sceneskræk. Jeg hørte drengene diskutere højlydt omkring mine evner til at synge, da de alle var uenige med mig, men det var som om jeg ikke rigtig var tilstede og bare sad i min egen verden.. Lige indtil at Zayns stemme skar gennem alle de andres, og jeg rettede mig op med et sæt.

 

”Andrea?”, sagde han, og kiggede på mig med et blik, som tydeligt sagde; 'Hvad sker der?'. Jeg rødmede, og kiggede så forsigtigt på drengene. ”Jeg faldt vidst i staver.”, jeg grinte nervøst. Zayn kiggede lidt på mig, og så ud til at overveje nøje om han skulle spørge nærmere ind til det. Niall var løbet ud i køkkenet, for at spise lidt, og Liam, Louis og Harry kiggede på mig, hvilket var ret så akavet, indtil Zayn fortsatte; ”Vil du synge sammen med os, til vores næste koncert? Hvis du ikke vil behøver du ikke synge alene, men det kunne være ret fedt!”, han sendte mig et blændende smil, og jeg smilte usikkert tilbage. Så nikkede jeg forsigtigt, og drengenes hænder fløj op i en hive five.

 

Hvorfor lod jeg hans smil trænge igennem? Jeg kunne jo bare have kastet min facade op endnu engang. Det var jeg jo så vant til at gøre.. Du ved råbe, skrige og græde eller bare sende et tomt blik, så ingen ved om man rent faktisk er tilstede.. Så man ikke behøver gøre noget man ikke har lyst til. Aldrig behøver at overskride grænser, og komme videre fra det evige standpunkt man nu har skabt sig.

 

Jeg vidste ikke hvad jeg lavede længere.. Det føltes som om, at alt det jeg havde kæmpet for at skabe mig, alle facaderne langsomt var ved at falde sammen omkring mig, og for at være ærlig så kunne jeg ikke rigtig finde ud af, hvad jeg skulle synes om det.

 

Jeg lagde ikke mærke til at de andre drenge var smuttet, for jeg indså at jeg sad helt alene med Zayn. Jeg smilte forsigtigt til ham, og han trak mig ganske forsigtigt ind til ham.. Sådan sad vi bare lidt, helt forsigtigt. Han strøg mig langsomt over ryggen, og hvilede sit hoved på mit. ”Jeg smutter lige ud og ryger.” hviskede han forsigtigt ned i mit hår, og jeg nikkede forsigtigt. Der røg romantikken så lige, kunne jeg ikke lade være med at tænke.. Men når man skal, så skal man! Er det ikke sådan man siger? Man siger så meget..

 

Jeg tvang mig selv ud af tankerne, og gik ud i køkkenet til Niall. Det var lidt vildt at tænke på at det ikke var mere en et par uger siden, at jeg mødte drengene første gang, og så Niall for første gang i tolv år. Jeg følte jeg havde kendt dem hele mit liv, men jeg havde selvfølgelig også set mere til dem de sidste par uger, end jeg havde set til min far de sidste to år.

 

Niall stod med ryggen til, og fumlede med noget mad.. ”Hey!” udbrød jeg glad, og han vendte sig om med et sæt. ”Shit Kay! Du gav mig et chok.”, han tog sig til hjertet for at understrege hans ord. Louis kom ind til sig, og satte sig ved bordet. ”Kayla?” sagde han med et smil. ”Ja?”, jeg vendte mig om mod ham, mens Niall vendte tilbage til det han nu havde gang i. Nok noget med mad. ”Må jeg spørge dig om noget?” Louis smilte til mig, og jeg nikkede. ”Hvor glad er du for Zayn?”, spurgte han bare direkte. Jeg kunne udmærket gennemskue undertonerne i spørgsmålet, og blev et kort øjeblik helt mundlam.

 

Det tog nogle få minutter før jeg kunne svare.. Det endte bare med et gennemtænkt; ”Ehm..” og nogle forvirrede øjne, som om jeg var dum. Jeg trak på skuldren, og fik et par irriterede øjne fra Louis. ”Svar mig nu Kayla..”, han smilte overbevisende, og jeg nikkede.. ”Jeg er ret glad for ham.” svarede jeg tøvende. Niall vente sig med det samme om, ”Elsker du ham?!” råbte han, og grinte. Jeg stirrede bare.. Hvorfor skulle jeg altid ende i de akavede situationer? Jeg gav op, og nikkede bare inden jeg tøvende svarede ”Ja.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...