Without You - One Direction.

Syttenårige Kayla har lige mistet sin bedsteveninde, og sin elskede mor i en tragisk bilulykke. Familien er splittet, og hun giver sin far skylden for ulykken da det var ham der styrede bilen. Hun synker dybere og dybere ned i en verden af stoffer, alkohol, selvmord og de forkerte typer.. Men hvad sker der når hende far sender hende et år til England, på et psykiatrisk hospital fyldt af psykologer, retsmedicinere og andre kloge folk der tror de ved hvad der er bedst for hende? Og hvordan håndtere de kloge folk en ung pige, som ikke rigtig ved hvad hun skal stille op med hende liv, udover at lave musik? Og hvad sker der når hun møder sin barndomsven Niall Horan igen?

273Likes
330Kommentarer
43037Visninger
AA

17. Det må vente.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, og jeg kunne se at han sad i samme situation. Der var en trykket stilhed, inden jeg brød den med et svagt; ”Det er mig ikke? ..”, det lyder ego, men det var slet ikke fordi jeg håbede det var mig. Faktisk ønskede jeg det modsatte, da det her kunne komme til at ødelægge alt mellem bandet og mig. Jeg kunne komme til at skabe splid mellem dem.. Jeg rettede på ny opmærksomheden mod Harry, og nåede lige at se at han nikkede svagt. Jeg sukkede frustreret, da jeg virkelig ikke vidste hvad jeg skulle gøre. Så i stedet for at sige noget traf jeg en hurtigt beslutning, og rejste mig bare op og gik. Jeg så det sårede blik i Harrys øjne, og mærkede samvittigheden stige op i mig. ”Undskyld Harry.. Det går bare ikke.”, fik jeg fremmumlet. Så var jeg inde i stuen, og fortsatte hurtigt entreen. Jeg havde i den grad brug for at komme væk. De andre drenge stirrede på mig, og jeg mærkede tårerne danne sig i min øjenkrog. Jeg trak min sorte jakke på, og stak mine fødder ned i mine sorte converse, og uden så meget at overveje at binde dem løb jeg ud af døren, og ind i natten.

 

Jeg stoppede først med at løbe, da jeg fik sidestik efter omkring femten minutter. Jeg sank udmattet ned på fortorvet, og opdagede en skygge der sank ned ved siden af mig. ”Hej Louis..”, mumlede jeg bare sørgmodigt. ”Hvad så Kay?”, hans stemme var spørgende, gennemtrængende, men også opmuntrende. ”Det er Harry.. Han ..”, min stemme knækkede over, og jeg fortsatte bare uden at sige hvad han var. ”Det kan ødelægge det hele.. Hvis Zayn finder ud af det.. Han bliver jaloux, og sur..”, tårerne gled langsomt ned af min kinder, og jeg mærkede Louis der trak mig ind til sig. ”Zayn ville aldrig gøre noget, som kan få store konsekvenser for bandet, uanset hvad.. Desuden vil han accepterer at andre også kan lide hans pige. Så er han jo bare endnu mere sikker på, at han valgte rigtigt, da han valgte jordens smukkeste pige.”, jeg kunne ikke lade være med at smile da han sagde det sidste.. Dog blev jeg hurtigt ked af det igen, og jeg fik fremmumlet et; ”Jeg er trods alt bare et problembarn. Ingen gider mig, og jeg gider ingen.”, dog tilføjede jeg hurtigt, ”Med undtagelse af jer.”, da jeg så det sårede blik begynde at komme frem i hans øjne. ”Vi gider dig i den grad, og det er er mange andre der også vil. Du skal bare møde nogle flere mennesker. Vent til du begynder på din uddannelse, så vil det hele ændre sig.”, han lød så sikker i sin sag, og jeg nikkede bare. ”Skal vi tage tilbage til de andre? De undre sig sikkert over hvor vi er.. Desuden tror jeg også du skal have snakket med Zayn, og Harry.”, det kom ud med sådan en overbevisning at jeg blot nikkede, og gik med ham.

 

Da jeg kom ind, sad Zayn og snakkede med Harry og de andre. Man kunne godt se at Harry havde grædt, og at Zayn ikke rigtigt vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Det var tydeligt at se, at Harry havde fortalt dem sandheden. Det var akavet, og stemningen var en smule trykket, og det gjorde det bestemt ikke bedre, at jeg kom ind med Louis. ”Hej folkens.”, mumlede jeg. For en gangs skyld var jeg tom for ord, og virkelig genert overfor drengene. ”Jeg tror bare jeg går i seng..”, mumlede jeg videre, mens jeg kiggede ned på mine fødder. ”Jeg tager gæsteværelset!”, skyndte jeg mig at tilføje, og så løb jeg op af trappen, mens jeg hørte de andre drenge sukke bag mig.

 

Ti minutter efter var jeg kravlet ned under dynen. Jeg lå og tænkte noget tid, som altid kommer mine bekymringer for alvor når jeg går i seng. Der gik ikke længe for jeg mærkede noget varmt og salt glide ned af mine kinder, og jeg indså at jeg græd. Touren var sluttet for tre måneder siden, og allerede der var tegnene der. Jeg brude have vidst at det her ville komme.

 

Jeg hørte nogle skridt komme nærmere, og stoppe lige ude foran døren. Zayn kom ind, og smilte forsigtigt til mig. ”Hej smukke.”, sagde han med et smil. Jeg grinte, og klappede ved siden af mig på sengen. ”Få din røv herover!”, udbrød jeg. Jeg var glad når jeg var sammen med Zayn, og selvom at det blot var lidt over et halvt år siden, at jeg var på stoffer, drak og lign. så var jeg for længst ude af det. Udover en gang imellem, hvor jeg sank i og gik i byen. Så røg jeg tilbage i de gamle vaner, men det behøvede drengene ikke vide. Jeg vente mig om mod Zayn, så vi lå ansigt mod ansigt. Han kyssede mig blidt, og jeg smilte forsigtigt. Så trak han mig ind til sig, og jeg faldt i søvn med hovedet liggende mod hans brystkasse. Alle mine problemer måtte vente til i morgen. Jeg var lykkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...