Remember to Love me ❀ [1D]

Jacey Butler skal over og besøge sin veninde i London. De har aldrig set hinanden før, så Jacey er meget spændt. Desuden er det første gang, at hun skal ud at flyve, så hun farer hurtigt vild ude i lufthavnen. Da hun spørger om hjælp, har hun ingen anelse om at lige præcis dén person, vil være med til at ændre hendes liv. Både på godt og på ondt..

149Likes
454Kommentarer
29112Visninger
AA

23. You save me, when you leave, it's gone again..

”… og så bankede jeg på hos jer. Derfra kender I resten af historien” sluttede jeg og kiggede skamfuldt ned i gulvet. De sad alle sammen med tårer i øjnene. Jeg havde hverken grædt eller været tæt på. Jeg havde bare fortalt. Næsten helt følelseskoldt. Jeg hadede allerede den historie og hvis jeg kunne være fri for at fortælle den igen, ville jeg blive meget glad. Men de fortjente at få den af vide. Jeg havde blandet dem ind i det og derfor skulle de kende hele sandheden. Måske havde de ret, måske kunne de hjælpe mig. Selvom det var svært at tro på.

Jeg kiggede på dem fra det sted, jeg stod. Lige henne ved køkkendøren. Jeg havde hverken ville sidde ned eller have deres omsorg. Jeg ville bare fortælle historien og så prøve at glemme den. Det med at løbe fra problemerne, var nok noget, jeg gjorde en del. Sådan var jeg bare. Der stod medlidenhed i alle drengenes ansigter. Det var bare ikke sådan, jeg ville have, det skulle være. De skulle ikke have mere medlidenhed med mig. De skulle komme videre. Selvom det nok var meget svært. Det var trodsalt nogen af deres fans. Hvis det havde været mine fans, havde jeg været ubeskriveligt skuffet.

Jeg rømmede mig lidt og gik så ind i stuen. Jeg satte mig i en af sofaerne og undslap et suk. Lettelse havde bredt sig i min krop. Så var det jo alligevel godt at få fortalt. Det havde virkelig lettet, kunne jeg mærke. Jeg trængte til frisk luft. Bare drengene ville med udenfor. Det kunne virkelig være dejligt. Gad vide om de stadig sad og kiggede ud i luften? Det håbede jeg ikke, men jeg turde heller ikke kigge. Det her skulle ikke påvirke dem så meget. Det var overhovedet ikke det, jeg ønskede. Men på den anden side, kunne man vel ikke undgå at gå sig på af det. Det var jo ikke den lykkeligste historie.

Jeg tog en dyp indånding og rejste mig op igen. Jeg gik ind i køkkenet og så til min overraskelse, at de ikke bare sad og gloede. Jeg smilede straks. De snakkede og lavede vist noget mad. Det var allerede begyndt at dufte. Pludselig fik jeg en stor lyst til chokoladekage.

”Er der ikke nogen af jer, der vil med udenfor og gå?” afbrød jeg og smilede så godt, jeg kunne til dem. De vendte sig overrasket om og smilede alle sammen til mig. Åbenbart glad over at jeg ikke lå og græd. Jeg smilede varmt til dem og ventede på et svar. De skulle alle til at svare, men Niall afbrød. ”Desværre drenge, jeg snupper hende” sagde Niall glad og kom hen til mig. De andre så målløst på ham. Jeg grinede glad og så på Niall. Han trak mig ind i et varmt kram og jeg nød det fuldt ud. Ærligt, var det lige dét, jeg trængte til.

”Men drenge..?” sagde jeg, da Niall og jeg havde givet slip på hinanden. Men han holdte mig nu i hånden. Bare han vidste, hvor meget det betød for mig.. ”Ja?” sagde Louis. ”Altså hvis I keder jer, så synes jeg klart at I skulle tage og bage en chokoladekage” sagde jeg kækt, som om jeg lige var kommet med verdens bedste idé. Niall stemte straks min idé op. ”Det synes jeg også!” sagde Zayn glad. ”Hvem kunne seriøst ikke spise chokoladekage lige nu?” sagde Harry drømmende.  ”Præcis” sagde jeg enigt. ”Held og lykke med det så” sagde jeg ondt. ”Jamen..!” lød det fra Harry. ”Ingen af os er særlig gode til at bage” sukkede han. ”Det var da ærgerligt” sagde jeg og grinede af deres triste ansigter. ”I skal ikke tro, at jeg gør det. Jeg vil hellere ud sammen med Niall” sagde jeg og kiggede op på Niall, som smilede varmt til mig. ”Fint..” sukkede Louis. ”I skal også have lov til at hygge jer. Det trænger I begge nok også til. Men det kræver altså, at I laver en fantastisk aftensmad” sagde han og smilede overleget til os. Jeg sukkede, men nikkede så. ”Det kan vi godt gøre” svarede jeg. De jublede alle sammen, og Niall og jeg gik ud i gangen. Tanken om at jeg bare skulle være sammen med Niall, gjorde mig ubeskriveligt glad. Vi tog sko og jakker på og gik ud hånd i hånd.

 

”Niall, vi skal jo hjem og have kage” sagde jeg grinende. ”Som om de kan finde ud af at bage” sagde han og rakte mig en pandekage med nutella, som han havde købt ved en bod. Han var virkelig sød. ”Måske lykkes det” sagde jeg optimistisk. ”Så har de snydt” smilede Niall og tog mig i hånden med hans frie hånd. Vi havde nok gået rundt over en time nu. Det havde virkelig været hyggeligt. Det kan godt være, det var lyst, men det var romantisk alligevel. Bare det at gå ude i den friske luft, var virkelig skønt. Gad vide om drengene fik lavet den kage? Det glædede jeg mig til at se. Men lige nu hyggede jeg mig med Niall.

”Du har noget lige der” sagde Niall forsigtigt og pegede på min mund. Jeg tog straks mine hænder op til mit ansigt. ”Ej, hvor pinligt” sagde jeg og tørrede det væk. Niall grinede. ”Så slemt var det da ikke” sagde han. ”Jo, for det ødelægger øjeblikket” sukkede jeg. ”Nej, det gør da ej. Se her” sagde han og smaskede noget af nutellaen rundt om hans mund. Jeg begyndte at grine. ”Se, det gør det kun sjovere” smilede han og begyndte at tørre det væk. ”Det er fordi, du gør det” fnisede jeg. Jeg smed papiret ud fra pandekagen i en skraldespand, da jeg var færdig. Det samme gjorde Niall, efter at han havde tørret nutellaen væk. ”Skal vi gå tilbage af?” spurgte han mig om. Jeg trak på skuldrene og ønskede egentlig ikke at tage hjem. ”Om lidt” mumlede jeg. Han grinede lidt. ”Gider du ikke?” spurgte han. ”Jo, selvfølgelig. Jeg vil bare vente lidt” sagde jeg. ”Jeg tror godt, jeg ved hvorfor” sagde Niall sjovt. Jeg grinede af ham. ”Nej, du gør ej” sagde jeg og lagde mit hoved på hans skulder. ”Gør jeg ikke?” spurgte han og stoppede op. ”Nej” mumlede jeg og puttede mit ansigt ind til hans hals. Han grinede og lagde sit hoved på mit hoved og lagde armene om mig. Det var nok et af de mest romantiske øjeblikke, jeg nogen sinde havde oplevet. Der var næsten ingen mennesker i nærheden af os. Dem der var, kiggede dårligt nok. Det var en overskyede dag med mørke skyer, men alligevel så perfekt. For at gøre det hele bedre, var vi i parken. Den park, hvor jeg faldt over ham. Tanken fik mig til at grine.

”Hvad fniser du over?” spurgte Niall og kiggede på mig. ”Det var bare lige her, at jeg bogstaveligtalt faldt over dig” sagde jeg smilende og rødmede ved tanken. Det var stadig utrolig flovt. Niall grinede. ”Jeg husker det så klart. Lige pludselig lå jeg bare på jorden med den smukkeste pige siddende ovenpå mig. Men lige pludselig, var hun bare løbet sin vej” han så bebrejdende på mig. Jeg rødmede endnu mere og gemte mit hoved mod hans bryst. ”Lad være at gøre mig forlegen” mumlede jeg mod hans bryst. Han grinede af mig. ”Men ellers var vi jo aldrig endt her, vel?” sagde han, hvilket fik mig til at kigge op på ham. Vi så hinanden direkte i øjnene. Et lykkeligt smil bredte sig over mine læber. Vores ansigter nærmede sig forsigtigt hinanden. Jeg lagde mine arme omkring hans nakke og lod vores læber mødes. Det var det mest fantastiske kys. Hans arme lå stramt om mit liv og han trak mig forsigtigt nærmere. Jeg anede ikke, hvor længe jeg havde ventet på dette øjeblik. Dette perfekte øjeblik.

„The best and most beautiful things in the world can not be seen or touched. It must be felt with the heart.“

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...