Remember to Love me ❀ [1D]

Jacey Butler skal over og besøge sin veninde i London. De har aldrig set hinanden før, så Jacey er meget spændt. Desuden er det første gang, at hun skal ud at flyve, så hun farer hurtigt vild ude i lufthavnen. Da hun spørger om hjælp, har hun ingen anelse om at lige præcis dén person, vil være med til at ændre hendes liv. Både på godt og på ondt..

149Likes
454Kommentarer
29023Visninger
AA

25. I knew I had to get you, what ever the pain..

Jeg gik lidt rundt hjemme ved Lucys familie. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle lave. Kun Christopher var hjemme. Ham var jeg stadig ikke vildt gode venner med. Han spillede vist FIFA, eller sådan noget, inde i stuen. Jeg gad ikke rigtig være med. Så jeg fik tiden til at gå med at rode op og gøre rent forskellige steder i huset, selvom det ikke engang var mit. Drengene skulle til interview hele dagen. Selvfølgelig havde jeg fået tilbuddet om at komme med, men ærligt; orkede jeg ikke at høre om, der blev talt om mig. Lidt selvisk, men det var ikke lige det, jeg havde mest lyst til. Desuden var jeg kommet frem til, at drengene vist havde meldt overfaldet til politiet. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg syntes om det, men det var vel nødvendigt.

Lige da jeg var i gang med at støve af inde i stuen med højt musik, bankede det på. Jeg hørte det kun, fordi sangen der var i gang, lige var blevet færdig. Jeg slukkede hurtigt musikken og skyndte mig ud i gangen. Jeg åbnede, og så til min overraskelse, at der stod to politimænd. ”Hej?” sagde jeg forvirret. ”Er du Jacey Butler? Anthony Butler fortalte, at du i øjeblikket befandt dig her” sagde den ene mand, som havde nogle papirer i hånden. Jeg nikkede forsigtigt. Anthony Butler var min far. ”Jaer?” sagde jeg og rettede ryggen. ”Vi har desværre en sørgelig meddelelse” sagde han og så med et smertefuldt blik på mig. Jeg kiggede forvirret på ham. ”Øhm.. Okay.. Kom indenfor” stammede jeg og åbnede døren for dem. De gik indenfor og vi satte os ind i køkkenet. Jeg hørte svagt, at FIFA spillet var sat på pause.

”Frøken Butler, vi er meget kede af at må meddele dig dette, men… Din mor er desværre fundet død” sagde ham med papirerne. Der gik et stykke tid, før jeg fattede det. ”Var?” sagde jeg og mine øjne blev fyldt med vand. Min mor.. Død? Nej! Det var urealistisk! Det kunne ikke være rigtigt. ”Hun blev fundet død inde i jeres hus. Hun havde taget en overdosis” sagde ham den anden og kiggede medlidet på mig. Jeg begyndte langsomt at græde, som udviklede sig til en høj hulken. Det kunne bare ikke passe! Min egen mor? ”Nej, nej, nej” hviskede jeg og begravede mit ansigt i mine hænder, som jeg hvilede på bordet. ”Det kan ikke være sandt!” hulkede jeg. Jeg kiggede op på dem igen. ”I lyver! I lyver!” råbte jeg og rejste mig frustreret op. Alle mulige tanker løb igennem mit hoved, bl.a. at pigerne som havde overfaldet mig, havde sendt dem, for at påføre mig endnu mere smerte. ”Frøken, vi forstår, du er oprevet, men vi er kede af at sige, at vi ikke lyver. Gid vi dog gjorde” sagde den ene undskyldende, men jeg kunne se sandheden i hans øjne. Jeg satte mig ned igen. ”Nej..” hviskede jeg. ”Vær sød at sig at I lyver” sagde jeg bedende. De så meget undskyldende og medlidet på mig. Det var lige før, at jeg fik ondt af dem. Jeg begyndte at hulke voldsomt. Hvorfor var jeg så uheldig? Hvorfor havde jeg ikke et af de der drømme liv?

”Jacey” lød det henne fra døren af, men jeg kiggede ikke op. Jeg mærkede bare nogle velkendte arme ligge sig omkring mig - Christopher. ”De lyver” græd jeg og lod ham trøste mig. ”Nej Jacey, det gør de ikke” sagde han og vuggede mig frem og tilbage. ”Jamen..” hulkede jeg fortabt og kiggede på ham. Han så medlidet på mig. Andet kunne mennesker ikke i øjeblikket. Hvor var det dog synd for Jacey Butler, som var faldet på et skateboard, overfaldet af en pigeflok og fået en besked om, at hendes mor var død. Stakkels Jacey Butler. Jeg orkede det ikke mere. Ikke alle de problemer. Jeg turde ikke engang kigge i et sladderblad mere.

”Frøken, der er noget mere vi må fortælle dig” sagde den ene politimand. Jeg kiggede på ham med tårefyldte øjne - Klar til at få mere dårligt af vide. ”Din far kan ikke komme og hente dig. Men du skal med et fly allerede i dag til L.A, for at komme med til din mors begravelse, som er i overmorgen” igen tog det mig et stykke tid, før jeg fattede pointen. Det var hvert fald endnu en dårlig nyhed. Andet kendte jeg ikke til. ”Hvornår i dag?” spurgte jeg hæst, da jeg holdte en pause med at græde. ”Klokken halv fire” svarede den ene. Klokken var allerede 2 nu. ”Okay..” svarede jeg langsomt. ”Vi kører dig derhen. Vi skal af sted med det samme” sagde den ene undskyldende. Det var forhåbentlig løgn. Jeg havde lige fået af vide, at min mor var død og nu skulle jeg ud at flyve? Uden at jeg havde fået sagt farvel. Okay så. Jeg var sørme heldig.

Jeg rystede opgivende på hovedet. Christopher gav mig et beroligende klem. ”Det skal nok gå” hviskede han i mit øre. Skulle det nok gå? Det var svært at tro på. Men okay, alt gik vel altid til sidst. Jeg tørrede mine øjne og rejste mig med rak ryg. Nu skulle jeg vise dem, at jeg for en gang skyld var stærk. Jeg gik med lange skridt ovenpå og begyndte at smide mine ting i min sportstaske og min rygsæk. Jeg fik samlet noget tøj op fra vasketøjskurven og taget noget fra en tørresnor. Desuden var jeg inde på Colins værelse for at tage tøj og nogle af mine ting. Jeg havde desuden også nogen ting ovre ved 1Ddrengene, men det var der intet at gøre ved. Jeg skulle jo af sted med det samme. Gud, hvor ville jeg dog savne dem. Men dem måtte jeg glemme lige nu.

Til sidst var jeg færdig. Det havde ikke taget lang tid. Mindre end en halvtime. Det var ret godt klaret. Men nu skulle jeg så hjem. Selvom jeg rigtig havde en del mere end en uge tilbage her. Men det var ærgerligt. Synd for mig. Synd for Jacey Butler.

”Er du klar?” spurgte den ene politimand. Jeg nikkede bare. Den eneste jeg fik lov til at sige farvel til; var Christopher. Jeg gav ham et kram og et smil. Derefter var jeg hurtigt ude af døren og inde i politibilen med mine ting. Væk.

”Kan vi aflevere noget på vejen?” spurgte jeg koldt om. Den ene smilede til mig via bakspejlet. ”Selvfølgelig” svarede han. Jeg nikkede bare og kiggede ud ad vinduet. Nogle tårer gled ned ad mine kinder. Det hele skulle nok blive godt til sidst. Det prøvede jeg hvert fald at bilde mig selv ind.

Da jeg stod ude foran drengenes hus, brød jeg sammen. Jeg ville ikke forlade dem. Slet ikke uden at sige farvel. Jeg elskede de drenge overalt på Jorden. Selv dét havde jeg ikke fortalt dem. ”Det skal nok gå, Jacey” mumlede jeg til mig selv og lagde det i postkassen. Jeg løb hurtigt tilbage i bilen og brød sammen på bagsædet. Jeg tog en dyb indånding og slukkede min mobil. Nu skulle jeg snart se min far. Ham havde jeg ikke set i rigtig mange måneder.

Jeg blev læsset af ude i lufthavnen og derefter var jeg med flyet. Farvel London. Det har været hyggeligt!

Kære drenge.

Jeg kunne ikke nå at sige farvel. Det er jeg ked af. Dette bliver en meget hurtig besked, da jeg kun har kort tid. Jeg vil hurtig forklare, hvorfor jeg er væk. Min mor er død. Jeg skal hjem til L.A. for at være med i hendes begravelse. Derefter ved jeg ikke, hvad der sker. Men jeg har svært ved at forstille mig, at jeg bliver i L.A. Min far har altid store planer. Jeg er så ked af det! Jeg har haft den bedste tid med jer! Åh nej, tiden løber fra mig! Undskyld mange gange. Jeg håber vi ses.

Jeres Jacey

 

Don't forget me. Remember our love. Do me a favour and Remember to love me..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...