Remember to Love me ❀ [1D]

Jacey Butler skal over og besøge sin veninde i London. De har aldrig set hinanden før, så Jacey er meget spændt. Desuden er det første gang, at hun skal ud at flyve, så hun farer hurtigt vild ude i lufthavnen. Da hun spørger om hjælp, har hun ingen anelse om at lige præcis dén person, vil være med til at ændre hendes liv. Både på godt og på ondt..

149Likes
454Kommentarer
29026Visninger
AA

4. Hoping for the best, but expecting the worst..

I starten havde det været en smule akavet, men vi havde hurtigt fået fjernet den mærkelige stemning. Hun var virkelig sød, præcis som jeg havde forstillet mig hende, bare sødere og mere afslappet. Jeg havde allerede været i London et par dage og tiden fløj af sted sammen med hende. Vi havde været forskellige steder rundt i London og hun havde bl.a. vist mig Big Ben, hvor vi havde taget en masse fine billeder. Vi havde også fået shoppet lidt. Hendes familie havde også taget godt imod mig. Især hendes mange brødre. Der var Adam på 5år, Simon på 7år, Christian på 13år, Christopher på 15år, Colin på 17år og sidst Seth på 20år. De var virkelig mange. Lucy var den eneste pige i familie, bortset fra deres mor selvfølgelig. Lucy og jeg var lige gamle. Det vidste jeg jo også godt, da vi både havde snakket sammen over telefon, set hinanden over videochat og skrevet sammen. Så jeg kendte hende egentlig ret godt.

”Hvad skal vi lave i dag?” spurgte jeg, da vi som de eneste sad og spiste morgenmad, efter at vi begge havde været i bad og gjort os klar. Alle de andre vidste vi ikke rigtigt hvor var. Nogen af drengene var nok ovre ved nogen venner og hendes forældre var sikkert ude at handle, eller hvad forældre nu plejede at lave. Der var hvert fald et par råbende drengestemmer inde i stuen. Det lød til at de spillede fifa eller et andet spil, som man skulle råbe af skærmen til.

”Øh, jeg tænkte måske på, at jeg ville vise dig rundt her i området og måske lidt inde i byen” svarede Lucy og smilede. Jeg nikkede ivrigt og drak det sidste af mit juice. ”Det lyder godt!” svarede jeg. ”Godt, så lad os da komme af sted!” sagde hun og rejste sig. Jeg gjorde det samme og vi gik ovenpå på hendes værelse, hvor hende og alle hendes brødre havde værelser. Vi fik børstet tænder og taget overtøj på, derefter var vi hurtigt ude ad døren.

*

”Hvad med parken?” spurgte Lucy, efter vi lige havde spist på en café. ”Selvfølgelig!” sagde jeg glad. Jeg var da åben for alle muligheder. ”Okay, så kom!” smilede hun og tog fat i mit håndled. Vi gik ikke mere end en kilometer, før vi kom til parken. Der var fyldt med mennesker og der lød musik. Der var rigtig flot og ryddeligt. ”Der er utrolig mange mennesker i dag, må man sige” sagde hun overrasket, da hun så den store gruppe mennesker, hvor der lød musik inde i midten. ”Lad os se hvad der foregår!” sagde jeg og vi gik hen mod gruppen. Men vi kunne ikke se hvad der foregik, kun alle de piger der stod omkring. Kun hvis man hoppede, kunne man se et par hårtoppe inde i midten.

”Hm..” tænkte Lucy. ”Hvad med vi bare skubber os frem?” sagde Lucy og trak mig med, før jeg kunne nå at sige hende i mod. Inden jeg fik set mig om, stod vi forrest og gloede på at par syngende drenge. ”Omg” gispede Lucy, men det var svært at høre for alle de skrigende piger. ”Det er One Direction!” råbte hun. ”Hvem?” spurgte jeg dumt og hun gloede chokeret på mig. ”Det…” men mere nåede hun ikke at sige, før jeg pludselig lå nede på jorden ovenpå en. Jeg gispede og så mig forvirret rundt, hvor jeg hurtigt rejste mig op. Alle var blevet helt stille. En lyshåret dreng, ham som jeg lige havde siddet ovenpå, havde rejst sig op. En pige ved siden af Lucy, grinede ondt og trak uskyldigt på skuldrene, da jeg kiggede på hende. Det var åbenbart hende, der havde skubbet mig. Lucy kiggede ondt på hende, men hendes blik var også klistret på drengene, som kiggede overrasket på mig. Jeg havde den største trang til at gemme mig væk. Det var virkelig forfærdelig pinligt. ”Øh..” stammede jeg, men så så ind i et par blå øjne, som jeg allerede kendte. Jeg så mig forvirret rundt og genkendte så alle drengene. ”Undskyld!” sagde jeg hastigt og skubbede mig ud fra kredsen, hvorefter jeg bare løb væk. ”Jacey!” lød det efter mig. Det lød som Lucys stemme, men jeg var ikke sikker. Men jeg var en anelse ligeglad. Jeg ville bare hjem til Lucys hus og glemme den her oplevelse. Det var længe siden, at jeg havde oplevet noget så pinligt.

 

„How people treat you is their karma, how you react is yours.“ - Wayne W. Dyer

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...