I would wait forever.(JongKey)

Key var 16 år og Jonghyun var 17 år, sidst de så hinanden. De var forelsket og troede at de skulle være sammen for evigt, men da Jonghyuns forældre besluttede sig for at forlade Syd Korea og flytte til USA, sluttede Jonghyun og Keys forhold. Selvom det er fem år siden, savner Key stadig Jonghyun, men savner Jonghyun også Key? Og hvad sker der når de efter fem år møder hinanden igen?

18Likes
24Kommentarer
2667Visninger
AA

6. The dream

Der var gået to uger siden Minho havde smidt Jonghyun ud af min lejlighed, men det havde ikke stoppet Jonghyun. Hverdag stod han og bankede på min dør, fra tidlig morgen, til sen aften. Jeg havde besøg af Taemin og Minho, så tit som overhovedet muligt, da jeg var bange for at være alene, i frygt for at Jonghyun på en eller anden måde kom ind i min lejlighed.

”Måske skulle du bare prøve at snakke med ham?” Sagde Taemin, en aften hvor vi sad og så film. Jonghyun havde banket på hele dagen, selvom Taemin flere gange havde været ude og sige at han skulle holde op og gå hjem, men det hjalp ikke.

”Nej!” Sagde jeg surt.

”Hvorfor ikke? Er det fordi du er bange for at han sårer dig igen? Det er jo tydeligt at se at du ikke er over ham.” Sagde Taemin og kiggede alvorligt på mig. Jeg bed mig hårdt i læben, inden jeg slog blikket ned. Taemin havde ret. Jeg var bange for at han ville sårer mig igen.

”Prøv nu bare at snakke med ham. Giv ham en chance. Han vil dig sikkert noget vigtigt, ellers ville han jo ikke stå ude foran din dør hverdag, i håb om at du åbner den. Hvis du spørger mig, så synes jeg faktisk, at det er ret romantisk.” Sagde Taemin og fniste lidt. Jeg begyndte at smile, da jeg opfattede hvor romantisk, det egentlig var at han prøvede at få kontakt med mig, fra solen stod op, til solen gik ned, hverdag.

”Jeg skal nok overveje det.” Mumlede jeg, selvom jeg ikke havde særlig meget lyst til det, men jeg kunne godt selv se, at jeg på et eller andet tidspunkt blev nød til at snakke med Jonghyun.

Efter Taemin var taget hjem, skyndte jeg mig at låse døren. Hvilket var meget heldigt, for kort tid efter bankede Jonghyun på døren igen. Jeg sukkede dybt og overvejede at gå ud og åbne, så jeg kunne få overstået det, men den tanke forsvandt dog hurtigt, da jeg så Jonghyun, igennem det lille vindue, der sad i døren. Jeg kunne mærke nervøsiteten stige og besluttede mig derfor at forlade gangen, for at gå i seng.

Det var en lørdag formiddag, da jeg var på vej hen imod caféen, for at møde Jonghyun. Solen stod højt på himlen og fuglene fløj rundt og sang. Jeg smilede stort, da jeg kom forbi parken. Man kunne se at det var forår, eftersom blomsterne var ved at springe ud.

Jeg nynnede for mig selv, da jeg kom til caféen. Jeg kunne slet ikke lade vær med at smile, da jeg fik øje på Jonghyun. Han sad og ventede på mig, men rejste sig hurtigt, da han fik øje på mig.

”Annyeong yeobo.” Sagde Jonghyun med et smil, hvorefter han kyssede mig på næsen. Jeg rødmede svagt og mumlede et annyeong tilbage.

Efter et par timer valgte vi at gå hjem til Jonghyun. Jonghyun holdte min hånd hele vejen hjem, selvom folk kiggede efter os. Nogen af dem råbte endda af os, men Jonghyun var ligeglad. Vi var næsten hjemme, da vi blev stoppet af fire mænd.

De begyndte at skubbe til os og kalde os for alt muligt. Den ene af dem skubbede mig så  hårdt at jeg faldt ned på jorden. Jeg skulle lige til at rejse mig, da jeg fik et spark i maven, så jeg knækkede sammen. Jeg kiggede over mod Jonghyun, som også lå på jorden og blev sparket. Jeg begyndte at græde, men fik straks et slag i hovedet, så alt blev sort.

Alt var mørkt og tomt og jeg kæmpede for at åbne mine øjne. Til sidst  fik jeg endelig åbnet øjnene og det første jeg så var to læger.

”Velkommen tilbage Kibum.” Sagde en af lægerne og smilede blidt til mig.

”Hvor er J-Jonghyun?” Hviskede jeg svagt og de kiggede begge bekymret på mig.

”Vi … Vi mistede ham. Han er død.” Sagde den ældste af lægerne. Jeg kunne straks mærke tårerne løbe ned af mine kinder og mit hjerte begyndte at gøre ondt, så jeg skreg.

Jeg vågnede med et sæt og satte mig op. Min puls gik amok og min krop rystede voldsomt meget. Jeg rejste mig fra sengen, da jeg kunne hører at det bankede på døren. Jeg gik hurtigt ud i gangen, i håb om at det var Jonghyun der stod på den anden side af døren. Jeg blev nød til at se ham, inden jeg mistede ham helt. Jeg låste hurtigt døren op, inden jeg hev døren op, for at se at det faktisk var Jonghyun, der stod på den anden side af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...