I would wait forever.(JongKey)

Key var 16 år og Jonghyun var 17 år, sidst de så hinanden. De var forelsket og troede at de skulle være sammen for evigt, men da Jonghyuns forældre besluttede sig for at forlade Syd Korea og flytte til USA, sluttede Jonghyun og Keys forhold. Selvom det er fem år siden, savner Key stadig Jonghyun, men savner Jonghyun også Key? Og hvad sker der når de efter fem år møder hinanden igen?

18Likes
24Kommentarer
2666Visninger
AA

5. Pain

Jeg forlod først min seng, da der ikke var flere tårer tilbage. Taemin havde svaret på min besked. Han var ret bekymret for mig, men lige der magtede jeg ikke at svarer ham. Jeg magtede faktisk ikke særlig meget lige der. Jeg havde ondt, både i hovedet og hjertet. Smerten var dog værst i hjertet. Det føltes som om der var en, der havde stukket en kniv ind i mit hjerte. Det gjorde ondt hvergang jeg tænkte på Jonghyun, hvergang jeg så hans smukke brune øjne for mig.

Efter et langt varmt bad, gik jeg ud i køkkenet for at lave noget aftensmad. Da jeg ikke var særlig sulten, endte det bare med en gang salat. Kort efter jeg havde spist, ringede min telefon. Jeg havde ikke rigtig lyst til at snakke med nogen, men jeg valgte alligevel at tag den, da jeg så at det var Taemin.

"Undskyld umma. Du må ikke hade mig, men jeg kom altså til at fortælle Jonghyun hvor du bor. Det var virkelig ikke med vilje! Han tvang mig umma, han tvang mig!" Sagde Taemin forsigtigt.

"Hvad?" Hviskede jeg, imens tankerne fløj igennem mit hoved. Jeg lagde hurtigt på, da det bankede på og smed straks telefonen fra mig.

"Key åben nu døren. Jeg ved du er derinde." Jeg gik i panik, da jeg hørte Jonghyuns stemme.

Jeg forsøgte at være stille, da jeg listede ud imod badeværelset, så han ville tro at jeg ikke var hjemme, men på vej ud af stuen gik jeg ind i en lampe, så den faldt ned på gulvet med et stort brag. Jeg stivnede da jeg hørte døren gå op. Jonghyun kom ind i stuen og lige der kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Jeg begyndte at stor tude.

"Key?" Sagde Jonghyun stille, da han nu stod ved siden af mig. Jeg prøvede straks at komme væk fra ham, men han tog fat rundt om mig.

"Jjong lad vær." Hviskede jeg grædende.

Alting efter det gik meget hurtigt. Jonghyun blev trukket væk fra og smidt ud af min lejlighed, imens jeg faldt hulkende ned på gulvet. Det næste jeg så var Taemin bekymret ansigt.

"Taemin ..." Mere nåede jeg ikke at sige, før Minho trådte ind i stuen. Han kiggede forvirret på mig, men begyndte så at smile, i det han løb hen imod mig. Han løftede mig straks op og svingede mig rundt, imens Taemin stod og kiggede forvirret på os.

"Minnie sagde godt nok at du var en diva, men han sagde ikke at du var divaen. Jeg har savnet dig, Key." Smilede Minho, hvor efter han kyssede mig på kinden.

For første gang i flere år, smilede jeg faktisk. Jeg havde savnet at smile og jeg havde helt sikkert også savnet Minho. Taemin stod bare stadig og så forvirret ud. Minho grinede lidt, før han kyssede Taemin i panden, hvilket fik ham til at rødme.

"Key og jeg er barndoms venner." Forklarede Minho og Taemins forvirret ansigt ændrede sig til et stort smil.

Efter et par timer tog Taemin og Minho hjem, men der gik ikke særlig lang tid, før det bankede på døren. Jeg sukkede lidt, da jeg rejste mig fra min seng, for at gå ud og åbne døren. Jeg smækkede den dog hurtigt i igen og låste den, da jeg så at det var Jonghyun.

"Key hold nu op! Åben døren, jeg vil virkelig gerne snakke med dig!" Råbte Jonghyun.

"Nå, men jeg vil ikke snakke med dig, så skrid!" Svarede jeg, hvor efter jeg så smuttede ind på mit værelse, for at smide mig i sengen igen. Den nat sov jeg dog ikke særlig meget, da jeg bare lå og tænkte på Jonghyun, imens tårerne ligeså stille faldt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...