Natskygger

16 årige Cloe er blevet sendt til en skole for vanskelige unge. Hun aner ikke hvorfor, for, hvorfor skulle en ganske normal gennemsnits person dog gå på en skole for psykopater? Men Cloe ved godt at der er noget galt, for når natten falder på og solen har spredt sine sidste stråler kommer Skyggerne... De gør ikke noget, men det er nærmest som om de venter. Og det bliver kun værre da hun møder den mystiske Liam..

6Likes
7Kommentarer
2019Visninger
AA

3. Mødet

Jeg luskede afsted, fulgte et kort og fandt kantinen. Aftensmaden blev serveret præcis kl. 6. Hver evig eneste dag. Morgenmaden kl. 7 hverdage og kl. 9 weekender. Frokosten kom frem kl. 1. Jeg smilede og pjuskede mit hår hen foran ansigtet. Den skrigende orange farve var naturlig, men min mor nægtede at lade mig farve det. Huller i ørene, fire i hver side, var intet problem. En tattovering på håndledende med navn, hjerter og fødselsdag, selvfølgelig. Men hårfarve, ALDRIG! Nej det, det var simpelt hen utænkeligt. Så hellere have tudegrimt orange overstregningstuch farvet hår. Jeg tog i håndtaget og gik ind i overfyldte kantine. Al lyd forstummede."Hvem er hun?" Var der en eller anden som hviskede."Luigi er her!" Luigi kom gående og stillede sig ved siden af mig. Han strøg hånden igennem sit nøddebrune hår og lagde en arm om min skulder,"Det her er Cloe Sims! Vores nyseste indsatte!" Grinede han og gik igen. lige i det at han var ude af døren kom en honning blond tøs ind. Hendes solgyldne hud skindede og skoene klikkede. Hvad fanden laver sådan en pige sådan et sted?!? Hun satte kursen direkte mod mig og jeg så at der var et par andre piger lige bag ved hende."Hej! Jeg er Gina, det her er Lesley og det her er Timia!" Kvidrede hun og tog min hånd. Nu viste jeg pludselig hvorfor at hun var der. Hun var jo Barbies tvilling! Sådanne mennesker burde ikke have lov til at eksistere."Øh hej!" Hilste jeg. Hun strammede sit greb og hev mig hen til et lille firkantet bord. Vi satte os ned og de begyndte at plapre løs. Ligsom derhjemme... Et kort sekund var jeg tilbage på min gamle skole, ET enkelt sekund var jeg hjemme. Jeg sukkede indenvendigt og så på de andre spise. Min mave rumlede protesterene men jeg nægtede at spise. Ikke før at de irriterende fem kilo var væk. Den fortsatte sin protest og jeg måtte nådigt bøje mig. En enkelt sandwich kunne vel ikke skade... Altså jeg var ikke FED, men heller ikke modeltynd. Tilpas ville mange nok kalde det.... men som mange andre ønskede jeg mig en talje som var lige to centimeter mindre. Det irriteremde M skulle meget gerne byttes ud med et prangende S. Nå. Jeg rejste mig og stillede mig i madkøen."En kalkunsandwich tak!" Smilede jeg og rakte min bakke frem. Damen stirrede muggent på mig og gav mig en tallerken med en lille rugbrødsmad. Jeg smilede igen og skyndte mig væk... og gik lige hovedkulds ind i en dreng. Takket være mine høje hæle snublede jeg og spildte min mad ud over ham så det så bagefter dryssede ned på mig."Ej undskyld.." Mere nåede jeg ikke at sige. Mine øjne vandrede op af en tilpas muskuløs krop. Hans øjne var dybblå, hans hår sort og måske lidt for langt til en dreng. Hans ansigt var smukt. Ubeskriveligt smukt. På trods af varmen havde han sorte bukser, en slidt T-shirt, militær støvler og en lang detiktivfrakke på. Hans blik mødte mit og al lyd forstummede. Den måde han kiggede, den måde hans holdning var. Som en anden idiot blev jeg sidende med åben mund og stirrede som en anden fisk. Sekunderne tikkede af sted men ingen af os gjorde mine til at ville flytte sig. En eller anden rømmede sig og han vågnede op. Øv."Se dig for en anden gang." Sagde han og gik. Årh hans stemme.... Jeg drævede et kort sekund ved lyden af hans bløde, perfekte stemme. Jeg stirrede på ryggen af hans frakke da indtil at han forsvandt ude af syne. Derefter blev jeg pinligt bevidst om at jeg sad og stirrede efter en dreng som jeg sandsynligvis aldrig ville få fat i. Jeg lod maden ligge, rejste mig og flygtede ud af døren med kurs direkte mod mit værelse...    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...