Natskygger

16 årige Cloe er blevet sendt til en skole for vanskelige unge. Hun aner ikke hvorfor, for, hvorfor skulle en ganske normal gennemsnits person dog gå på en skole for psykopater? Men Cloe ved godt at der er noget galt, for når natten falder på og solen har spredt sine sidste stråler kommer Skyggerne... De gør ikke noget, men det er nærmest som om de venter. Og det bliver kun værre da hun møder den mystiske Liam..

6Likes
7Kommentarer
2017Visninger
AA

7. Drømmen

Jeg red gennem en eng på en magisk luserød enhjørning. Cabdyfloss skyger drev over himlen og trær med sodavand og slik voksede med jævne mellemrum. Enhjørningen stejlede og jeg rev fat i dens pinke manke. En sort skygge gled i kanten af min drøm."Rolig nu." Stemmen kom fra mine tanker. Den drev rundt med en klingene lyd, som små bitte sølvklokker. Den vrinskede og satte forbenene ned igen. Jeg klappede dens flanke og gled roligt ned af den. En lang rød kjole smøg sig om mine ben og jeg kiggede ned. Den var af udsøgt silke med guldfarvede broderier. Jeg smilede og gik hen over engen, hele tiden med en hånd på enhjørningens ryg. I drømme kunne alt ske! Jeg ventede hvert øjeblik at se en prans komme ridene, men det skete ikke. Jeg kiggede op og fik øje på solen. Den lignede en gigantisk citron-slikkepind. Græsset strøg sig kælent om mine ben og føltes som en berøing af fløjl. Fulge sang og fløj over himlen, tæt forfulgt af små dagdrømmene bier. Sød musik begyndte at klinge for mine øre og gjorde det hele bedre."Pas på..." Stemmen sneg sig frem fra musikken. Den lokkede, kaldte mig væk fra engen. Men jeg ville ikke væk. Jeg ville blive. Mit blik blev alvorligt og afsøgte konstant hver en skygge. Paranoiaen kom snigende og ødelagde drømmen. Jeg hev efter vejret. Lyn hurtigt fik jeg svinget mig overskrævs på enhjørningen og sammen galoperede vi væk fra engen. Stemmen fortsatte sin uimodstålige kalden. Der var en som ville mig noget, noget vigtigt. Solen begyndte at gå ned og de sidste stråler glimtede i hornet på hesten. Jeg klikkede med tungen og den øgede farten. En høj skygge rejste sig i horisonten. Jo tættere på vi kom, jo tydeligere blev den. Den ændre statur og blev på højde med en mand, skuldre og hoved dukkede op. Da jeg var få meter fra den kunne jeg skelne ansigtsudtrykket. Mit hjerte pumpede hårdt, luften brændte mine lunger og jeg havde svært ved at blive sidende på hesten. Jeg kendte det ansigt. Men det var umuligt! Hvordan kunne en person gå så langt som til at forfølge en i drømme? Men nej, ansigtet ændrede sig ikke. Det tilhørte den samme vidunderlige person som det altid havde gjordt. Personen smilede. Al frygt forsvandt. Igen gled jeg ned af enhjørningens ryg og gik med langsomme skridt over mod skyggen. Jeg tilhørte den. De arme havde holdt om mig før, de læber havde berørt mine. Den tilhørte mig. Det var det eneste rigtige, det eneste naturlige. Det smil var forbeholdt mig, og kun mig. Ingen anden havde adgang til de tanker."Du kom." Jeg nikkede og begynste at smile. Den huskede mig! Jeg gik helt hen til skyggen og hvilede i dens arme. de stærke arme holdt om mig, trøstede mig og lovede at alt nok skulle blive godt igen. Sådan skulle det være."Du blev. Du kaldte på mig, redede mig fra hvad der kunne være sket." Min drømme stemme lød igen og hvislede i græsset. Jeg kiggede op på ansigtet. Det nærmede sig. Der hvor armene rørte min kjole brændte de store huller, brændte min hud. Jeg trykkede mine læber mod skyggens og gik i brænd. Kysset brændte mig op indenfra, sved og ødelagde alle erendringer....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...