Natskygger

16 årige Cloe er blevet sendt til en skole for vanskelige unge. Hun aner ikke hvorfor, for, hvorfor skulle en ganske normal gennemsnits person dog gå på en skole for psykopater? Men Cloe ved godt at der er noget galt, for når natten falder på og solen har spredt sine sidste stråler kommer Skyggerne... De gør ikke noget, men det er nærmest som om de venter. Og det bliver kun værre da hun møder den mystiske Liam..

6Likes
7Kommentarer
2011Visninger
AA

6. Ariel

Og fortrød bagefter at jeg havde sat mig der. Til højre for mig sad der en pige med hår så rødt at en rose ville blive jaloux, øjne så blå et havet fik kamp til stregen og løber så lyserøde, at, øh. Hendes tøj var også rimlig farverigt. Jeg stirrede på hende og hun stirrede på mig."Har du et problem?" Spurgte hun og daskede til min skulder. Et kort øjeblik kiggede jeg bare forvirret på hende."Skal du ikke spørge hvad jeg hvad jeg hedder?" Hendes stemme dyb og vild og passede meget godt til hendes dyreiske udstråling."Øh, jah. Hva.... Hvad hedder du?" Stammede jeg. Hun smilede."Ariel Clif! Hvad hedder du?" Hun vinkede med fingrene og lo."Cloe Sims." Smilede jeg og gav hende hånden."Du virker da ikke psyko!" Grinede hun."Øh tak, tror jeg?" Jeg kiggede usikkert hen mod ham. Jeg anede ikke hvad han hed, hvem han var, hvor gammel han var, kun at jeg havde det som om at jeg havde set ham før. Rørt ham før.... "Jeg spurgte: Hvorfor er du her?" Ariel gentog et uhørt spørgsmål. Jeg stirrede. Hun himlede med øjnene og daskede til min skulder. jeg rømmede mig og mødte hendes blik."Det.... det var mine forældre som sendte mig her hen." Sukkede jeg og kiggede ned igen."Kk. Jeg valgte det selv!" Hun lo en skrækkelig skærende latter. Jeg undskyldte og løb ud af kantinen. Tårene sved i øjnene og jeg hastede hen til mit værelse. Dumme skole! Dumme forældre! Dumme ALTING! Jeg knyttede hænderne og stirrede fast ligeud. Intet kunne gøre denne dag værre end den allerede var. Undtagen.... Han kom gående i mod mig. Jeg havde ikke set ham forlade kantinen. Jeg øgede farten og kiggede ned i jorden."Skal du ikke sige undskyld?" Stemmen sneg sig ind på mig fra alle sider. Som en tåge. En skygge. Jeg kiggede op og opdagede til min egen forbavselse at jeg var stoppet. Vi stod med front mod hianden og mit hovede snurrede."Øh for hvad?" Spurgte jeg og gjorde alt for at undgå hans blik."At du spildte mad ud over mig forleden dag." Hans stemme var rolig og nøgtern. Jeg afgjorde at det var okey at smugkigge op på ham. Han stod og stirrede direkte på mig. Sveden brød frem på min pande og jeg ledte ferbrilsk efter en undskyldning for at gå."Øh, æh, jov? Det ggør jeg vel." Jeg rømmede mig."Men, æh. Unddskkyld, så!" Stammede jeg og gjorde mine til at ville vende rundt. Han lagde en hånd på min skulder og standsede mig."Vent lige lidt. Hvad var det der skete i kantinen?" Spurgte han og prøvede at fange mit blik. Hans hånd gjorde ondt. Måske burde jeg sige at det var vidunderligt, fantastisk ubeskriveligt. Men det var det ikke. Hans hånd brændte min hud og smertede frygteligt. Jeg skar tænder. En lille røgsølje steg op fra min skulde og jeg kastede mig tilbage ind mod væggen. En lugt af brændt kød sneg sig ind under min næse og jeg skævede til min skulder. En afbrændt plagmage stog skarpt mod min hvide hud. jeg srejfede det med fingrene og peb af smerte. Han kiggede på mig med et plagede blik. En blanding selvhad og smerte. Jeg trak mig væk fra ham, vendte rundt og spændede ned af gangen. Det kunne ikke passe!  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...