Liv i musikken

En ustabil pige ved navn Catrina, har en forkærlighed for musik. Hendes drøm er at spille sin egen musik for et kæmpe publikum. Den drøm går i gang da hun møder drengen Christoffer. Hans familie ejer et af de største musik selskaber i landet. Hun finder en vej til sin drøm ved at blive tættere med Christoffer. Men Christoffer har særlige følelser for Catrina.

10Likes
12Kommentarer
1821Visninger
AA

5. Jeg har lyst til at begå selvmord...

Jeg løber så hurtigt jeg kan uden at se mig tilbage. Jeg stopper op i parken, for at få luft. Jeg må begynde at træne, for hold da kæft jeg har fået dårlig kondi. Hvad tænker jeg på, så spilder jeg jo min tid. Jeg sætter mig ned på en bænk, og prøver at få luft ned i lungerne igen. Det var blevet mørkt og gadelygterne begynder at tænde i hele parken. Jeg er den eneste i hele parken. I hvert fald af hvad jeg lige kan se. Jeg begynder at tænke det hele igennem, for lige at få det hele på plads. Christoffers far er direktør for det der er min drøm at spille for. Han kan være min redning... Mine tanker bliver afbrudt af nogle skridt på grusvejen. Jeg kigger til begge sider for at finde ud af hvor den kommer fra. En mørk skygge kommer frem fra mørket. Mi hjerte banker hurtigere, uden jeg ved hvorfor. Det er en høj mand med næsen sort tøj på. Han kommer tættere og tættere på, med langsomme bestemte skridt. Jeg begynder at føle mig utryg, og vender længere hen til siden på bænken. Måske ville han bare sidde der. Sikkert. Han har et smøret smil på, og han stopper op. Han kigger på mig, og sætter sig temmelig tæt på mig selvom der var masser af plads på bænken. "Goddag" Siger han indsmigrende

"Jeg... jeg tænker bare" siger jeg. Jeg prøver at lyde fattet, men det er virkelig svært med en fuldstændig fremmed mand der sidder kun en hånd fra dig.  Han læner sit ansigt ind mod mit så vi kun er en hånd fra hinanden.

"hvad laver sådan en lille smuk pige her alene? Du har vidst brug for en der kan beskytte dig" han har helt isblå øjne. Jeg bliver rigtig bange nu. Er han sådan hvad er det nu man kalder det? Jeg når ikke at tale mere før han sætter begge sine hænder på siden af mit hoved, og kysser mig hårdt. Man kan ikke kalde det at kysse mere at snave. Han borer sin tunge imellem mine læber og holder mig i et fast greb. Jeg bliver panisk og prøver at slå på ham for at får ham væk. Jeg prøver febrilsk at vende mit hoved væk, men hans hænder holder mit hoved i et jerngreb. Jeg prøver at råbe, men det hjælper ikke. Der er ikke nogen. Er det nu jeg skal dø? Det håber jeg virkelig, fordi sådan her vil jeg ikke dø! Jeg høre pludselig skridt fra én der løber. Jeg håber virkelig det er én der vil hjælpe mig. Jeg prøver at give ham tegn til at jeg vil have hjælp, og piver så højt jeg kan. Den fremmede mand holder mig nu endnu tættere, og jeg kan mærke at han rejser sig, stadig mens han holder godt fast i mig. Jeg får revet min mund væk fra hans, og skriger så meget jeg kan.

"hold så kæft!" Han stemme er nu ru og hård. Han holder sin hånd for min mund og går, med mig slæbende bageefter.

"Lad hende være, din klamme stodder!" Råber en velkendt stemme. Det er Christoffer! Han hopper ind mellem mig og den fremmede mand. De falder sammen nede på jorden, og jeg er faldet ned i en busk, og gemmer mig så hurtigt jeg kan. Jeg betragter kampen på afstand. Jeg vil gerne hjælpe men mit hoved er helt forskruet af hændelserne. De hvæser af hinanden, som to katte, og den fremmede mand slår Christoffer lige på kæben. Man høre et knæk, men Christoffer slår tilbage med en knytnæve lige i de isblå øjne. Man hører et piv fra manden, mens at han løber som en bange hun med halen mellem benene. Åh nej jeg havde at ringe til politiet! Hvor er jeg dum! Jeg kunne havde fået den klamme stodder anholdt! jeg skynder mig ud af busken for at komme Christoffer til hjælp, mens han mumler noget uforståeligt  pladder til manden.

"er du okay!? Du er helt smurt ind i blod og din kæbe..." Jeg satte mig ned på knæene og betragtede hans ansigt. Han havde fået et blåt øje, og en kæbe der ikke sad helt hvor den skulle.

"det er okay... han var jo ved at slæbe væk med dig... Jeg blev jo nødt til at tage affære" siger han heltemodigt. Han er for meget. Han er enhver piges drøm, men jeg ved der ligger noget bag, den maske. I virkeligheden er han bare en pervers stodder ligesom ham den fremmede mand. han gjorde det kun fordi han ville gøre det samme. Jeg ved det bare.

"hvorfor fulgte du efter mig?" Spørger jeg truende.

"jeg... jeg... Det virkede bare rigtigt. Og jeg vidste ikke hvor du gik hen, så hvis du nu rendte ind i én som ham der så ku' jeg..."

"du skal overhovedet ikke TÆNKE på at gøre det der for mig! se lige hvordan du ser ud!" Jeg peger på hans blå øje.

"Jeg kan jo ikke se det uden et spejl... men jeg ser fint i dine øjne.." Siger han med et beskedent smil. Jegbliver helt rød i hovedet, og kigger væk. Han skal ikke se at jeg reagerede på hans kommentar.

"kom, vi skal have dig på skadestuen..." Jeg tager hans arm, og trækker ham op på begge ben. Jeg tager ham under armen, og vi går sammen ud af parken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...