Black and Red Roses 2

Efter Shizukas død forandrede alt sig. Millis hemmelighed blev afsløret og samtidig blev hun fuldtidsvampyrjæger, for at kunne beskytte Zero. Men Milli er ikke tilfreds. Nu skal hun endnu engang til at grave i mørket, for at finde ud af, hvorfor begge hendes forældre er døde - men det er noget, som ligger begravet dybt nede, der hvor det gør helt ondt. Mens Milli, skridt for skridt finder ud af mere om sig selv, forelsker hun sig også mere i Hanabusa. Men kærlighed mellem et menneske og en vampyr er forbudt og da Kurumi, Hanabusas barndomsveninde endnu engang dukker op, begynder tingene langsomt at ændre sig.

12Likes
8Kommentarer
3665Visninger
AA

12. Snak

 

Det her var akavet. Jeg gik sammen med Aidou, men det var bare ikke helt som før, og jeg vidste ikke, hvad der manglede. Jeg så op mod himmelen og sukkede. Til sidst sukkede han også og stoppede op, mens han holdte sin pege- og tommelfinger på næseryggen.

”Du har sukket hvert tredje sekund Milli,” sagde han og slap sin næseryg. Hans øjne var rettet mod mig, men jeg hørte ikke rigtig efter, men fortsætte bare med at gå.

”Milli!” sagde han, men jeg hørte stadig ikke efter. Jeg sukkede endnu engang, mens jeg prøvede at finde den ting der manglede. Inden jeg vidste af det, var jeg ved at snuble. Mine øjne var åbne, men jeg lukkede dem hurtigt i, da jeg skule til at falde. Jeg kunne høre nogen grine, og endnu engang landede jeg blødt og ikke på den kolde, svagt grønne jord.

”Typisk dig,” sagde han og sukkede. Jeg var blevet grebet igen, og så bare ned. Mine kinder blev hurtigt svagt røde.

”A-Aidou-Senpai” mumlede jeg. Han så på mig.

”Du kunne takke mig, ved at begynde med at høre efter,” sagde han. Jeg rejste mig og skulle til at gå, da jeg blev løftet af Aidou i brudeform.

”Eh?!” spurgte jeg og rødmede lidt mere. Han grinede bare og havde et stort smil på læben.

”Du hørte ikke efter. Desuden kan vi jo ikke have at du snubler igen,” sagde han med et smørret grin. Jeg rullede bare med øjnene og smilte svagt. Måske var det bare min indbildning, for alt var som det plejede at være. Jeg så på ham.

”Hvad ville du så spørge om?” spurgte jeg og rødmede svagt. Han så bare på mig.

”Du er Kaiens niece ikke?” spurgte han. Jeg så underligt på ham.

”Hmm, Jo hvorfor?” spurgte jeg og så på ham.

”Men hvor er dine forældre?” spurgte han og jeg så ned. Jeg forblev tavs, inden jeg sank en klump. Aidou lagde mærke til min tavshed og skulle til at sige noget, men jeg afbrød ham.

”Jeg aner det ikke,” sagde jeg og trak på skulderne, som om det var det mest normale jeg blev spurgt om, selvom jeg følte et stik i hjertet. Aidou puttede mig tættere ind til sig.

”Hvad mener du med det?” spurgte han og så på mig. Jeg så ind i hans flotte blå øjne. Jeg sukkede.

”Jeg husker intet fra før jeg var 10 år,” sagde jeg og så på ham.

”Så jeg har vel ikke rigtig nogen,” mumlede jeg og så på vores omgivelser som stadig var skov. Han grinede og så på mig.

”Det er da ikke rigtigt! Uanset hvad, er du da stadig den Milli, som jeg kender,” sagde han med et smil på læben. Jeg sukkede og smilede svagt.

”Du har måske ret,” sagde jeg og så ligeud. Han satte mig ned, og jeg kunne se det store palæ.

”Så er vi her,” sagde han og smilede selvsikkert, med sin glade og friske aura. Jeg smilede bare og så på ham, hvor jeg bagefter så på palæet igen.

”Så her har du været hele ferien?” spurgte jeg med et smil. Han så på mig.

”Ja. Sammen med alle de andre. Og jeg kan godt sige dig at Ruka er irriterende,” sagde han friskt, men det med Ruka, lød en anelse irriteret. Jeg smilede bare. Hvis Aidou ikke var blevet sur, så kunne det ikke være værre med de andre. Jeg så over på ham inden vi gik indenfor.

”Aidou-Senpai?” spurgte jeg og så på den blonde vampyr.

”Ja?” spurgte han og så på mig med et smil, som fik mig til at rødme svagt.

”Der er ikke noget, der kommer til at ændre sig, vel?” spurgte jeg og så på ham, men en smule triste øjne. Han tog bare min hånd og så på mig.

”Nej. Intet kommer til at ændre sig Milli,” sagde han.

Han kunne umuligt have vidst den dengang. Han kunne ikke have vidst, at det hele ville ændre sig.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...