Black and Red Roses 2

Efter Shizukas død forandrede alt sig. Millis hemmelighed blev afsløret og samtidig blev hun fuldtidsvampyrjæger, for at kunne beskytte Zero. Men Milli er ikke tilfreds. Nu skal hun endnu engang til at grave i mørket, for at finde ud af, hvorfor begge hendes forældre er døde - men det er noget, som ligger begravet dybt nede, der hvor det gør helt ondt. Mens Milli, skridt for skridt finder ud af mere om sig selv, forelsker hun sig også mere i Hanabusa. Men kærlighed mellem et menneske og en vampyr er forbudt og da Kurumi, Hanabusas barndomsveninde endnu engang dukker op, begynder tingene langsomt at ændre sig.

12Likes
8Kommentarer
3685Visninger
AA

33. Rystende nyhed

 

Mit åndedræt var hurtigt. Det hele var sort for min krop. Det eneste jeg rigtig kunne huske, var smerte. En masse råb, ét grin, ét smil, da det blev gjort af med mig. Jeg vred mig rundt. Smerte. Mine kinder var våde, så det regnede nok. Hvor... var jeg? Hvem... var jeg? Jeg løb. Eller gjorde jeg? Jeg skreg. Eller gjorde jeg? Han var efter mig. Jeg kunne mærke det. Han var kommet tættere på. Han havde udryddet min familie. Jeg vendte mig endnu engang. Hanabusa... Red mig. Jeg rakte ud efter ham, men han var på vej væk. Mine forældre... Jeg elskede dem stadig. Selvom... De havde gjort, som de havde. Kaname... Ham tænkte jeg aldrig på, men han var min ven. Vi havde bare... glemt hinanden. Og Yuuki... Hende havde han snakket meget om. Ville han mon snart fortælle det til hende?

Pludselig mærkede jeg jorden ryste. Alle mine minder røg lige i sprækken. Jeg lagde mig på knæene og prøvede at række ud efter dem. Jeg skreg og skreg, men de kom ikke tilbage. Jeg mistede min hukommelse.. langsomt og pinefuldt. Jeg havde prøvet dette én gang før. Jeg hulkede, og tårerne ville ikke stoppe. Nogle af minderne blev tilbage, men jeg skulle starte forfra. Jeg stod der ved kløften, som havde delt jorden i to. Jeg tænkte mig om, meget hårdt, rynkede panden og tænkte – Men jeg kunne ikke huske, hvad jeg lavede der. Men et højt og tydeligt skrig, slog jeg mine øjne op. Lyset ramte mig og jeg lukkede hurtigt mine øjne igen. Det var sikkert sådan vampyrer havde det med lyset. Jeg blinkede mens jeg så på mine to prinse.

”Z-Zero... Kaito?” Spurgte jeg og rakte ud efter dem. Kaito rejste sig op og tog mig op. Jeg blinkede stadig, og det at han tog mig op, gjorde mig mere svimmel.

”K-Kaito. Er du blevet større?” Spurgte jeg mens jeg lænede mig ind til ham og havde lukkede øjne. Kaito grinede bare.

”Godt set Mils” Sagde han og ruskede i mit hår. Jeg smilede bare og indsnusede hans duft. Den var så frisk og duftede af natur. Mils. Ingen havde kaldt mig det i lang tid. Jeg så på Zero. Hans blik var rettet imod mig – Men det var stenkoldt. Hvad havde jeg gjort? Jeg fik bare store øjne og da han opfangede det rejste han sig.

”Du har ikke gjort noget, baka” Sagde han og smilede meget svagt. Jeg smilede bare og tog fat i hans hånd.

”Bliver I begge to denne gang?” Spurgte jeg, glad for at være forenet med mine venner. Zero nikkede, da han ikke rigtig vidste hvad han skulle gøre.

”Kaito-San. Er du ikke for gammel til at være elev?” Spurgte jeg og smilede neutralt. Han så en smule irriteret på mig.

”Oya! Så gammel er jeg da heller ikke. Men, jeg bliver din senseiiiii~” Sagde han og jeg så på ham med store øjne.

”Ingen lektier til mig~” Sagde jeg glad. Han smilede bare.

”Nej det betyder ekstra lektier til dig!” Sagde han. Jeg smilede bare, men stivnede hurtigt. Mine sanser begyndte at reagere.

”B-Bliv væk” Hviskede jeg og hev i Kaito. Jeg prøvede at gemme mig, mens jeg fortsatte med at mumle. Crystalis var ved at dele sig. Da døren blev åbnet kom et par stykker af Crystalis mod en dreng. Jeg havde lugtet det. Han var vampyr. Sammen med ham var der endnu en dreng. Jeg stirrede med store øjne, da jeg så at det var min bror. Et par af krystallerne ramte en blond dreng. Han blødte ved kinden og havde et par snit på armene og benene, så det blødte. Tamaki havde reddet ham for at blive ramt af flere krystaller. Jeg havde bare puttet mig ind til Kaito.

”Hvem er han?” mumlede jeg og krammede Kaito, så mit hoved var ved siden af hans og mine arme om hans nakke. På den måde kunne jeg se den blonde vampyr. Vampyren så chokeret på mig og gik langsomt imod mig.

”Milli-Chan” Sagde hans stemme. Det var faktisk en blød stemme. Øjnene var helt isblå, så pæne. Jeg rødmede svagt og så på ham. Vampyrer var tit pæne, men ham her var jo smuk. Jeg blinkede bare og så på ham.

”Kan du slet ikke huske noget?” Spurgte han og strejfede min kind. Han var godt nok kold. Havde han stået udenfor i det kolde vejr?

”Milli, husker du slet ikke Hanabusa?” Spurgte Tamaki og så på mig. Jeg tog mig ikke rigtig af de andre.

”Milli... Hvad ville du fortælle mig?” Spurgte han og aede min kind. Jeg lagde bare min hånd oven på hans. ”Aidou...Hanabusa” mumlede jeg bare og så på ham. Jeg blinkede et par gange. ”Aidou-Senpai... Hanabusa. Min død ville have gjort det hele lettere for dig” sagde jeg. Mine øjne blev sorte og Aidou begyndte at forsvinde.

”Milli! Hvad er det du siger?!” Sagde Aidou og så forfærdet på mig.

 ”Gomen Aidou” Sagde jeg og fældede en tåre, inden jeg lukkede mine øjne og besvimede i Kaitos arme.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...