Black and Red Roses 2

Efter Shizukas død forandrede alt sig. Millis hemmelighed blev afsløret og samtidig blev hun fuldtidsvampyrjæger, for at kunne beskytte Zero. Men Milli er ikke tilfreds. Nu skal hun endnu engang til at grave i mørket, for at finde ud af, hvorfor begge hendes forældre er døde - men det er noget, som ligger begravet dybt nede, der hvor det gør helt ondt. Mens Milli, skridt for skridt finder ud af mere om sig selv, forelsker hun sig også mere i Hanabusa. Men kærlighed mellem et menneske og en vampyr er forbudt og da Kurumi, Hanabusas barndomsveninde endnu engang dukker op, begynder tingene langsomt at ændre sig.

12Likes
8Kommentarer
3672Visninger
AA

23. Forskellige synspunkter

               

Jeg sad på min seng. Knæene trukket op til mig, mens jeg holdte om dem. Sådan havde jeg været, siden jeg var kommet tilbage fra natklassen. Jeg tænkte videre, da noget åbnede min dør. Jeg så over på skikkelsen, som jo var Amee.

”Hej” Sagde hun stille og så på mig. ”Du var der ikke, for at se natklassen”

Jeg trak bare på skulderne, og så på hende.

”Dårlig dag?”

”Hmm” Mumlede jeg bare og sukkede opgivende. Amee satte sig på en stol i rummet. Amee så på mig, inden hun sukkede opgivende.

”Kan du lide mig Milli?” Spurgte hun bare. Jeg stirrede underligt på hende.

”H-Hvad mener du?” Spurgte jeg hende.

”Ja er jeg en god ven?” Spurgte hun og så på mig. Jeg så bare på hende. Det er jo ikke fordi vi havde kendt hinanden i lang tid. Måske vidste Amée mere om mig, end jeg vidste om hende… Men altså… Hun havde været her, i hvad, et par uger. Hendes selvskab sammen med Alaines gjorde mig dog glad.  

”Du virker hyggelig nok” Sagde jeg og smilede svagt. Hun grinede bare.

”Og hvordan forholder du dig så til regelbrydere?” Spurgte hun og smilede. Der var noget skummelt og sjovt over hendes smil.

”Min mund er forseglet med 7 segl” Sagde jeg og grinede. Hun grinede med.

”Det er min også... Hvad med at gå ud i byen?” Spurgte hun og så på mig. Jeg så på hende med store øjne, men efter det, grinede jeg bare.

”Hmm.. Hvis du giver” Sagde jeg bare og smilede. Hun rullede med øjnene, inden hun så på mig.

”Fint! Vil du så med nu?” Spurgte hun og smilede. Jeg havde allerede rejst mig op, med 100 procent mere energi og livsglæde end før.

”Behøver du at spørge?” Spurgte jeg og var allerede i gang med at åbne vinduet. Amee så bare på mig.

”Hopper du bare ud af vinduer og det hele?” Spurgte hun lidt chokeret. Jeg så bare på hende med et smil.

”Helt ærligt Amee, hvordan ville du ellers snige dig ud?” Spurgte jeg. Hun så bare lidt væk.

”Tage døren” Mumlede hun og jeg døde bare af grin, inden jeg blev alvorlig og så på hende.

”Never!” Sagde jeg og hoppede ned ad vinduet, som altid, uden skrammer. Amee så bare ned, inden hun hoppede. Det lykkedes hende også at komme ned, uden skrammer.

”Se det var nu ikke så slemt, vel?” Spurgte jeg med et smil.

”Lad os bare komme videre” Mumlede hun og gik videre, mens jeg småfnisede.

”Ha..Ha, virkelig sjovt” Sagde hun nærmest med en emo-aura, mens jeg bare lagde en hånd på hendes skulder og holdte mig rundt om maven, men den anden, da jeg grinede så meget.

”Ja da” Sagde jeg og tog en dyb indånding, prøvede på ikke at grine, men gjorde det alligevel. Amee begyndte bare at grine med og faktisk lykkedes det os at snige os ud. Da jeg endelig var væk fra det hele, føltes det så afslappet. Ingen Aidou man behøvede at tænke på. Faktisk intet. Det var så forfriskende, at tænke på noget andet. Bare at slappe af igen. Ingen Level-E’er, ingen der prøvede på at dræbe mig, ingen dum fortid, bare mig og Amee i byen, for at få os noget mad og bare hygge og i mit tilfælde grine af mine så sjove jokes, som til sidst fik Amee til at grine.

Ja jeg havde det godt, men inderst inde vidste jeg godt, at det ville indhente mig, og få mit liv til at blive et helvede. Jeg ville ikke se Kurumi sammen med Aidou, det ville jeg bare ikke.  Senere så vi faktisk Alaine, men hun så ikke for glad ud. Havde hun mon set noget? Efter Alaine var kommet med og vi havde hygget os, satte vi os ned, et sted under træerne. Jeg sukkede opgivende, da pigerne fik mig overtalt til at fortælle om mit forhold til Aidou, siden de åbenbart havde opdaget det hele... Jeg tror nu godt nok at Temari havde fortalt noget, men de fik mig til at snakke.  Jeg snakkede og fortalte dem nærmest det hele. Til sidst sukkede jeg og lænede mig tilbage. Amee forholdte sig tavs. Som om der var noget der plagede hende. Alaine var helt opstemt. Hun var irriteret.

”Bare rolig Milli-Chan.. Kurumi har ikke en eneste chance. Hun er slet ikke så sød.” Amee så på mig, med et blik der skræmte mig en smule.

”Nej... Hun er slet ikke sød” Sagde hun og så på mig. Noget fik mit hjerte til at springe. Jeg sukkede bare og prøvede at få mig selv til at slappe af. Jeg var nok bare paranoid. Alaine begyndte at snakke løs og fik og alle til at grine, så meget at vi ikke lagde mærke til at vi blev kigget på. Men da jeg vendte mig, fik jeg øje på Aidou og Kurumi.. Sammen. Igen fik jeg helt ondt indeni. Jeg var jo bare et menneske. Amee så også i den retning og stivnede, inden hun rejste sig op.

”Skal vi gå?” Spurgte hun. Jeg nikkede og sammen gik vi hjem.

***

Kurumi ville ud i byen. Noget sagde mig bare, at hun ville mere, men jeg blev alligevel slæbt med.

”Aidou-Kun.. Hvad med at give mig en is?” Spurgte hun. Jeg smilede svagt, men da jeg vendte mig, så jeg bare på Kurumi. Alle de sjove tider, her i byen var jo med Milli... Der var ikke rigtig noget ved Kurumi.

”Ehm... Er det ikke meget koldt til det?” Spurgte jeg bare og gik videre. Kurumi så bare på mig, med et surt blik, men gik med videre.

”Hvad mon Milli ville spørge mig om?” Spurgte jeg mig selv, men Kurumi hørte efter.

”Det samme som alle andre irriterende menneskepiger” Sagde hun og rullede med øjnene. Jeg så bare på hende, med et irriteret blik.

”Stop så med at være så negativ.. Milli er anderledes!” Sagde jeg, men Kurumi kom bare med sit ”Hmp” inden hun pegede.

”Hvorfor spurgte hun så ikke dig, huh?” Spurgte hun og jeg kiggede over på pigerne. De grinede og hyggede sig. Faktisk var det lang tid siden Milli og jeg havde været sammen på den måde.. Især da vi ikke var på toppen forleden dag.

”Hun er vampyrjæger... Hun har det bedst med mennesker.. Så lad hende være et” Sagde Kurumi og lagde en hånd på min skulder. Jeg nikkede og vendte mig om, selvom jeg havde lyst til at snakke med Milli... Måske var hun ved at glemme mig.. Jeg var jo bare et almindeligt monster, som hun burde hade.. jeg kedede hende sikkert nu. Jeg sukkede og gik tilbage sammen med Kurumi. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...