Black and Red Roses 2

Efter Shizukas død forandrede alt sig. Millis hemmelighed blev afsløret og samtidig blev hun fuldtidsvampyrjæger, for at kunne beskytte Zero. Men Milli er ikke tilfreds. Nu skal hun endnu engang til at grave i mørket, for at finde ud af, hvorfor begge hendes forældre er døde - men det er noget, som ligger begravet dybt nede, der hvor det gør helt ondt. Mens Milli, skridt for skridt finder ud af mere om sig selv, forelsker hun sig også mere i Hanabusa. Men kærlighed mellem et menneske og en vampyr er forbudt og da Kurumi, Hanabusas barndomsveninde endnu engang dukker op, begynder tingene langsomt at ændre sig.

12Likes
8Kommentarer
3718Visninger
AA

28. Forræderi

 

Hvordan jeg følte mig lige nu? Overvældet? Forrådt? Jeg forstod det ikke helt! Jeg kunne simpelthen ikke tro på det. Først det med at Ichiru flytter hertil. Så det her! Jeg var sur, vred... Nej jeg følte mig forrådt. Jeg troede at hun var på min side. At hun var min veninde. Hvordan kunne hun gøre sådan noget? Måske var det ikke så underligt, nu når hun var sammen med Kurumi. Jeg knyttede mine hænder. Jeg forstod det ikke. Jeg gik bare med tingene hen til Kaien.

”Hvornår kommer Ichiru så?” Spurgte jeg og så på Kaien. Han var overrasket over at jeg vidste det, men han sukkede bare.

”Han kommer efter ferien” Sagde han og smilede. Jeg nikkede kort. ”Og hvad laver Tamaki?” Spurgte jeg og så på Kaien. ”Han er vist sammen med Amee, Alaine og Temari” Sagde han og så på mig. Jeg så ned, inden jeg knyttede mine hænder. Bagefter så jeg op og smilede falskt.

”H-Hai... Vi ses senere onkel” Mumlede jeg inden jeg løb ud.

”Og for resten Milli... Vil du ikke give denne kuvert til...” Jeg hørte hendes ord gå gennem mit hoved igen og igen, inden jeg løb for at finde forræderen.

Amee P.O.V

Jeg gik sammen med de andre. Temari snakkede bare løst med Alaine om kager og jeg sukkede bare. Tamaki så over på mig.

”Hvad er der Amee? Du ser ikke så frisk ud” Sagde han og smilede. Jeg rødmede meget svagt og så hurtigt op på ham.

 ”Ehm... Jeg tror at nogen lige snakkede om mig” Sagde jeg og grinede. Tamaki grinede med.

”Plejer man så ikke at nyse?” Spurgte han og så på mig med sine brune øjne. Jeg så bare ligeud.

”Måske” Mumlede jeg og så ligeud. Hans øjne var fulde af tillid ... Tillid. Hvad ville der mon ske med den hvis den blev brudt. Lige pludselig kunne jeg se en masse krystaller. Bittesmå krystaller kom flyvende og lignede små dræberstjerner. Jeg vendte mig om og så på Milli.

”Milli-Chan” Mumlede jeg og så på hende.

”Er der noget galt?” Spurgte Alaine bekymret.

”Om der er... ”Mumlede hun og rettede sit blik mod mig.

”Hvad er der?” Spurgte Temari og Tamaki i munden på hinanden. Jeg knyttede mine hænder. Hun havde fundet ud af det. Jeg ville ikke kunne bortforklare noget som helst. Jeg ville sige, at det ikke var som det så ud til at være, men jeg fulgte jo Kurumi frivilligt.

”Milli... ” Mumlede jeg og de andre vente deres blik mod mig. Jeg hadede denne situation. Den blev ikke bedre af hendes blik. Det var fyldt med sorg og had. Med mistillid.

”Hvor kunne du? Jeg stolede på dig Amee! Jeg stolede på dig!” Skreg hun og så på mig.

”Det kan du stadig!” Sagde jeg og så på hende.

”Hvor kunne du! Du var på hendes side hele tiden.” Blanke og vrede øjne borede sig ind i mig.

”Du forstår jo ikke..”

”Hvad er det jeg ikke forstår? Nå jo, alle ser mig jo som en lille idiot!” Sagde hun.

”Du ved jo nok nu... Hvorfor går du ikke bare over til Kurumi og fortæller hende hvad du ved” Spurgte Milli vredt og så på mig.

”Fordi du er min veninde” Sagde jeg helt håbløst. Milli kom tættere på og så helt hårdt på mig.

”Her” Sagde hun og rakte mig en kuvert. Jeg stirrede tomt på den. ’Kurumi’ tænkte jeg og knyttede mine næver. Jeg tog den bare.

”Du er min veninde Milli... Men Kurumi ejer mig” Sagde jeg og grinede tomt, inden jeg så op på himlen.

”Og jeg kan ikke komme uden om den glæd” Sagde jeg inden jeg gik lige forbi hende. Fordi dem alle sammen. Jeg havde knust et spejl. Hvad ville der mon ske med spejlet nu?

Mill P.O.V

Alaine havde forklaret mig om Amees forhold til Kurumi. Jeg sukkede opgivende. Jeg vidste ikke om jeg skulle finde det okay eller ikke. Det var jo trods alt ikke Amees skyld. Jeg sukkede opgivende og fandt hende inde på hendes værelse. Hun så bare overrasket på mig og forholdte sig tavs. Jeg lænede mig bare op ad en væg.

”Hmm... Er du en spion for Kurumi?”

”Nej! Jeg har allerede fortalt, at jeg ikke har fortalt hende noget.” Sagde hun surt og sukkede.

”Har du grund til at være sur?” Spurgte jeg og så på hende.

”Nej… Jo! Jo faktisk! Du forstår mig slet ikke! Hele livet, eller meget af det, har Kurumi hundset rundt med mig, som om jeg var hendes lille stumtjener! Jeg er helt min egen!” Sagde hun og gjorde hele væggen våd i raseri, da hun ikke længere kunne styre sine vandkræfter.

”Og hvorfor råber du af mig?” Spurgte jeg og så på hende. Hun så op og sukkede.

”D-Det ved jeg ikke. Undskyld” Sagde hun og satte sig ned igen. Jeg sukkede opgivende. ”

Det er den forkerte person du råber af. Du burde tage og fortælle Kurumi hvad du virkelig synes” Sagde jeg og så på hende.

”Men jeg er jo bare et svagt menneske!” Sagde hun.

”Var dit mål ikke at blive set som en stærk person? Hvordan vil du være stærk, når du bare er en lille hund for Kurumi?” Spurgte jeg og så på hende. Hun så ned.

”jamen... Hun var gode venner med mine forældre.. Eller hendes familie var... Hvad ville mor og far sige til det?”

”De ville være stole af dig. Af alt det du har opnået” Sagde jeg og så på hende. Hun så op på mig og fik tårer i øjnene.

”T-Tror du?” Spurgte hun. Jeg så på hende.

”Ingen anden vil gøre det for dig” Sagde jeg og så på hende.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...