Black and Red Roses 2

Efter Shizukas død forandrede alt sig. Millis hemmelighed blev afsløret og samtidig blev hun fuldtidsvampyrjæger, for at kunne beskytte Zero. Men Milli er ikke tilfreds. Nu skal hun endnu engang til at grave i mørket, for at finde ud af, hvorfor begge hendes forældre er døde - men det er noget, som ligger begravet dybt nede, der hvor det gør helt ondt. Mens Milli, skridt for skridt finder ud af mere om sig selv, forelsker hun sig også mere i Hanabusa. Men kærlighed mellem et menneske og en vampyr er forbudt og da Kurumi, Hanabusas barndomsveninde endnu engang dukker op, begynder tingene langsomt at ændre sig.

12Likes
8Kommentarer
3716Visninger
AA

25. Følelser

 

Kurumis P.O.V.

”Aidou... Vil du ikke nok åbne dine øjne og se på mig!” Sagde jeg irriteret. Hvorfor ville han ikke se på mig, sådan som han altid gjorde? Det gjorde helt ondt indeni, at vide, at en eller anden pige var bedre end mig. Jeg fattede det ikke... Jeg havde skønheden, jeg havde familien, jeg havde hans venskab. Hvad var der sket? Havde han fundet en anden vampyr, som han kunne holde mere af, end mig? Hvorfor var jeg ikke god nok... Ja jeg var jaloux, på ingen tror jeg. Men jeg elskede Aidou mere end nogen anden. Han var den jeg forelskede mig i som lille, men selv der havde så han kun på hende. Hun var væk nu! Når jeg allerede havde jagtet en lille prik fra hans liv væk, kunne jeg sagtes gøre det igen!

Der var engang, da vi var små. Da jeg altid legede med Aidou. Så en dag, dukkede hun bare op sammen med Kaname. Hun gik dog ikke sammen med ham, men de var vidst venner. Det var dengang vi var små. Men hun var ikke bare en hvilken som helst person. Hun var slet ikke noget særligt! Men alligevel fik hun ham, på en eller anden måde, som om hun fortryllende ham. Det var smertefuldt at se Aidou glide væk fra mig. Jeg fik alle til at vende sig imod hende. Fik hende til at få det dårligt med sig selv. Det virkede heller ikke. Aidou ville stadig snakke med hende.

Hun fortalte ham selvfølgelig ikke noget om den behandling hun fik. Hun ville stadig bare smile, uanset hvad. Da jeg endelig fik hende overbevist om, at de ikke hørte sammen. Om at hun var for dårlig til ham, stak hun af. Aidou var godt nok knust. Jeg havde aldrig set ham sådan før. Han snakkede ikke med nogen. Derfor kunne jeg aldrig fortælle ham, hvad der skete. Nu kan han kun huske, at der var en pige, men ikke hvordan hun så ud. Kun hvilken halskæde hun havde. Så nu prøvede jeg, at overbevise Aidou om, at jeg var den pige. Som om han vil kunne huske sådan en pige. Hun burde ikke engang findes. Derfor kunne de ikke huske hende. Kun mig. Uanset hvad jeg skal gøre, vil jeg have Aidou. Uanset hvor mange gange han må såres, vil jeg gøre det, indtil han kun ser på mig som sin elsker. Indtil jeg bliver hans. Aidou så på mig.

”Oh. Gomen Kurumi-Chan” Sagde han og krammede mig. Jeg smilede bare stort. Han var min. Jeg ville forblive i hans arme for evigt. Og intet menneske eller vampyr kunne skille os... Eller det troede jeg.

”Hvad tænker du på?” Spurgte jeg og så på ham. Jeg blev helt varm indeni, når han kiggede på mig, med de isblå øjne.

”Vil du virkelig vide det?” Spurgte han. Jeg så på ham.

”Altid” Sagde jeg og så på ham.

” Jeg undrer mig over, om Milli er sur på mig” Mumlede han og så på mig, inden han slap mig og så ud af vinduet.

”Hvorfor? Er hun en vigtig person?” Spurgte jeg. Jeg gjorde alt for ikke at hvæse. Aidou så over på mig, inden han satte sig ned.

 ”Det er hun” Sagde han og så på mig. ”Hun gør mig altid så glad. Jeg kan godt lide hendes selskab” Sagde Aidou. Jeg satte mig bare på hans skød.

”Tænker du så stadig på hende?” Spurgte jeg og så på ham. Han vidste godt hvem jeg mente.

”Jeg ved hun findes!” Sagde han og så på mig. Jeg sukkede opgivende.

”Aidou.. De eneste piger i den fortid er Ruka og jeg” Sagde jeg og så på ham.

”Jeg er den pige, du kan huske” Sagde jeg, som jeg altid havde gjort.

”Hvilken halskæde gav jeg dig så?” Spurgte han og løftede sit øjenbryn. Jeg sukkede opgivende.

”Skal du altid spørge om en skide halskæde?”

”Ja” Sagde han og så på mig med sine blå øjne. Gud hvor jeg dog elskede det blik. Jeg skulle nok få de øjne til at elske mig... Det skulle jeg bare! Jeg så over på Aidou.

”Du ved godt at mennesker og vampyrer ikke kan være sammen, ikke?” Spurgte jeg og så på ham.

”Jo.. Hvorfor?”

”Fordi at hvis du nogensinde får følelser for Milli, skal du komme af med dem igen. Forbudt kærlighed er ikke velkommen i vampyrverden” Sagde jeg hårdt og så på ham. Han så en smule trist på mig, hvilket fik min mave til at trække sig sammen.

”Jeg ved det” Sagde han og så ud af vinduet. Hvorfor virkede han så fjern? Jeg ville ønske, at han kun ville se på mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...