Black and Red Roses 2

Efter Shizukas død forandrede alt sig. Millis hemmelighed blev afsløret og samtidig blev hun fuldtidsvampyrjæger, for at kunne beskytte Zero. Men Milli er ikke tilfreds. Nu skal hun endnu engang til at grave i mørket, for at finde ud af, hvorfor begge hendes forældre er døde - men det er noget, som ligger begravet dybt nede, der hvor det gør helt ondt. Mens Milli, skridt for skridt finder ud af mere om sig selv, forelsker hun sig også mere i Hanabusa. Men kærlighed mellem et menneske og en vampyr er forbudt og da Kurumi, Hanabusas barndomsveninde endnu engang dukker op, begynder tingene langsomt at ændre sig.

12Likes
8Kommentarer
3667Visninger
AA

34. Doki Doki

 

”Milli-Chan” Sagde Amee bekymret og skiftede kluden på min pande. Alaine sad bare i stolen med benene trukket op til sig. Hun hvilede sit hoved i dem.

”Jeg sagde jo at vampyrerne ville spise dig” Sagde hun. Amee så bare over på hende.

”Ha, ha” sagde Amee og rullede med øjnene. Jeg smilede bare svagt.

”V-Vampyren ville ikke spise mig” Hviskede jeg. ”Men nærmere dræbe mig” sagde jeg og så på Alaine, som krympede sammen. Jeg smilede svagt og så på hende.

”Jeg er ikke død endnu” Sagde min svage stemme. Alaine smilede svagt.

”Milli-Chan, har du nogen fjender?” Spurgte Alaine mig. Jeg tænkte mig om.

”Hmm... Kurumi” Sagde jeg og grinede, men fik det straks dårligt. Amee stivnede.

”M-Milli... Kurumi... Kunne sagtens finde på at gøre det” Sagde Amee og så på mig. Jeg rystede på hovedet.

”Selvom det måske var hende, ville det være mit ord mod hendes. Desuden kan jeg ikke huske noget” Sagde jeg og smilede svagt. Alaine rejste sig surt op.

”Milli-Chan. Hvad fandt du ud af?” Spurgte hun bestemt og så på mig. Jeg prøvede på at huske det, men endte bare med at græde.

”J-Jeg var så glad... Jeg havde endelig fundet ud af det hele” Sagde jeg og så lige op. De fik ondt af mig og krammede mig.

”Jeg vil ikke starte forfra igen!” hulkede jeg. Jeg krammede de to.

”De er alle efter mig” Mumlede jeg, men det var så lavt at de ikke hørte det.

”Jeg har det fint!” Sagde jeg bestemt og ville rejse mig på, men blev skubbet ned af dem igen.

”Du skal nok være klar til i morgen!” Sagde de og sukkede.

”Zero..” Mumlede jeg svagt. Det var i morgen at Ichiru ville begynde og i over morgen ville vi have ferie. Amee så på mig.

”Milli-Chan... Hvad ville du snakke med Aidou om?” Spurgte hun og så på mig. Jeg så på hende. Jeg lukkede øjnene stramt i og prøvede på at huske det.

”J-Jeg ved det ikke” svarede jeg og sukkede. Amee klappede mig på hovedet og smilede.

”Det kommer nok... Bare rolig. Det skal nok gå!” Sagde Amee. Jeg så bare over på hende og ville gerne tro på hvad hun sagde, men det kunne jeg bare ikke. Pigerne gik ud af rummet da Kaito dukkede op.

***

”Amee-Chan... Jeg har en dårlig fornemmelse, hvad angår Kurumi! Hun giver mig kvalme!” Sagde Alaine og lavede en grim grimasse, hvor hun lod som om hun kastede op. Amee grinede dog over dette og smilede, inden hun blev alvorlig igen.

”Det ved jeg... Men jeg kan ikke gøre noget. Det var hende der passede på mig” Sagde Amee. Alaine så på sin veninde.

”Var det hende eller hendes familie?” Spurgte Alaine og Amee smilede pludseligt stort.

”Det var... Hendes familie... Kurumi kunne aldrig lide mig!” Sagde Amee surt og knyttede næven.

”Amee-Chan... For det første, skal vi to bevise, at det var Kurumi der angreb Milli. For det andet skal vi få Aidou til at fortælle Milli sandheden... Så må de tage den derfra” Sagde Alaine stolt. Amee stirrede på Alaine og sukkede, inden hun rullede med øjnene.

”Det er nemt nok at sige. Hvordan skal vi dog bevise, at det var Kurumi der faktisk angreb Milli?” Spurgte Amee Alaine, mens de to piger kiggede på hinanden.

”Hør så her Amee... Jeg har en plan” Sagde pigen, inden hun gik i gang med at forklare sin plan til Amee.

***

Jeg så over på Kaito, som var på vej hen til mig. Jeg smilede svagt.

”Kaito... Kom tættere på” Sagde jeg og smilede. Han løftede bare sine øjenbryn.

”Nej tak. Jeg ved godt at du vil kvæle luften ud af mig for at tage hævn” Sagde han med et selvsikkert smil. Jeg smilede svagt og så på Kaito.

”Hmmm… Hvem ved, måske ville jeg have gjort det, hvis det ikke var fordi jeg var blevet svækket af en skide vampyr, inden du lige nåde at komme” Sagde jeg og så på ham. Han sukkede opgivende og satte sig hen hos mig.

”Milli-Chan... Kan du ikke se det... Vampyrer er bare stærkere end os. Du blev angrebet af en level-B vampyr og du havde ikke Crystalis på dig, ellers du var for svækket til at bruge den. Du kunne have været død” Sagde han og aede min kind. Jeg rødmede svagt og nikkede.

”Det ved jeg godt, men jeg havde ingen mulighed for at slippe væk” mumlede jeg og så på ham. Han smilede bare og så på mig.

”Milli... Du er så meget værd. Så mange mennesker holder af dig. Zero fortalte mig, at du havde fundet ud af det og at du var helt væk, da du fandt ud af det.. Milli... Er du helt sikker på, at du gerne vil vide, hvad det var, det skete for lang tid siden?” Spurgte Kaito bekymret. Jeg grinede falskt for at lette stemningen.

”Kaito. Hvorfor betyder det så meget? Ja jeg tror da også at jeg græd, men jeg... Fandt ud af noget vigtigt... Jeg er ikke den jeg er... Tror jeg” sagde jeg og så på ham. ”Jeg må vide det. Jeg må finde ud af det” Sagde jeg og knugede hånden om min rosenhalskæde.

”Milli... Hvad er det for en halskæde?” Spurgte Kaito. Jeg så på ham.

 ”Kaito-San... Jeg har ingen anelse. Men den er vigtig” Sagde jeg og mærkede dens form. Kaito smilede og tog fat i mig hage. Jeg begyndte at rødme og mit hjerte begyndte at banke derud af.

”Milli... Husk... Du er pænt speciel.” Sagde han. Han lænede sig ind foran mig. Mine kinder brændte og mit hjerte bankede derud af. Kaito ville da ikke tage mit første kys... Eller ville han? Jeg hørte pludselig nogen åbne døren ind til rummet. Da jeg så over på døren, så jeg det chokerede ansigt på min elskede Hanabusa og hans chokerede isblå øjne, helt forvirrede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...