Black and Red Roses 2

Efter Shizukas død forandrede alt sig. Millis hemmelighed blev afsløret og samtidig blev hun fuldtidsvampyrjæger, for at kunne beskytte Zero. Men Milli er ikke tilfreds. Nu skal hun endnu engang til at grave i mørket, for at finde ud af, hvorfor begge hendes forældre er døde - men det er noget, som ligger begravet dybt nede, der hvor det gør helt ondt. Mens Milli, skridt for skridt finder ud af mere om sig selv, forelsker hun sig også mere i Hanabusa. Men kærlighed mellem et menneske og en vampyr er forbudt og da Kurumi, Hanabusas barndomsveninde endnu engang dukker op, begynder tingene langsomt at ændre sig.

12Likes
8Kommentarer
3665Visninger
AA

14. Ødelagte chancer

 

Jeg blev hos Aidou i hans fars palæ. Zero blev kontaktet, men han skulle klare nogle missioner på vejen, så han ville komme senere... Regnede jeg med. Jeg så på Aidou, som snakkede løs. Jeg smilede stort og så rundt på hans værelse. Det overraskede mig stadig, hvor fint det var, selvom det ikke burde. Men der var nu noget, jeg ikke havde lagt mærke til. Der lå alle mulige glasting. Ja de fleste folk ville nok kalde det skrammel. Selv Kaname så det som skrammel. Det var den eneste ting som Aidou og Kaname ikke var enige i.

Jeg kiggede lidt rundt, mens Aidou snakkede. Jeg så over på nogle billeder. Der var faktisk et af Kain og Aidou som lille. Der var også mange andre billeder. Jeg fik store øjne, da jeg så på et billede. Jeg tog det op i hånden, mens jeg kiggede på det. Det gjorde ondt, men jeg vidste ikke hvorfor. Noget sagde mig, at jeg bare kendte denne person, som stod ved siden af Aidou.

Jeg begyndte at skælve svagt, da jeg så på billedet, som jeg holdte om stramt. Billedet var i en lille fin ramme, guldfarvet, med et flot blomstermønster. Pigen på billedet, havde etagteklippet hår. Det krøllede svagt, og hun havde blondt hår, som gik hende til skulderen. Hendes grønne øjne var rettet mod personen det tog billedet. Hun havde en meget fin lyserød sommerkjole. Hun var sikkert 1 år yngre end Aidou.

”Hvem er det her?” spurgte jeg med en lidt hæs stemme. Jeg prøvede at lyde normal. Han stoppede med at snakke og så på mig. Han gik over til mig og kiggede på billedet.

”Ehm... Det er Kurumi... En pige fra min barndom,” sagde jeg og så på mig.

”Hvorfor?” spurgte han og så på mig med et bekymret blik. Jeg havde det dårligt. Det var før sket, at jeg troede, at Aidou var min prins, men det kunne jeg se, at han ikke var. Alligevel gjorde det ondt. Jeg sank en klump.

”I-Ikke for noget,” mumlede jeg og så væk. Jeg havde fået det skidt. Navnet Kurumi gjorde ondt af en eller anden grund. Det hele gjorde så ondt. Jeg fik ondt i hovedet. Billeder begyndte at dukke op. En grædende pige, som havde gemt sig bag træet. Hun fortsatte med at løbe. Jeg tror, at Aidou kaldte på mig, men jeg hørte ikke efter. Jeg kunne ikke høre noget i min egen verden. Jeg lod billedet glide ud af mine hænder, da jeg skulle holde mig for hovedet.

Da billedet ramte jorden, skulle jeg til at besvime, men jeg stod lænet op ad Aidou.

”Milli!?” skreg han og holdte om mig. Jeg holdte stadig mine svedige og kolde hænder mod mit ansigt. En masse onde billeder af Kurumi dukkede op. Jeg kunne ikke få dem til at forsvinde. Hvorfor fik jeg dog disse mærkelige billeder? Jeg havde jo aldrig mødt pigen før. Jeg havde stadig ondt i hovedet, og Aidou strammede bare sit greb om mig.

”Milli. Prøv at slappe lidt af,” sagde han og løftede mig op. Min hovedpine stoppede med det samme. Jeg så op på ham, og mødte hans krystalblå øjne. Mine kinder blussede, over hvor tæt på han egentlig var. Jeg nikkede svagt og lagde mine hænder rundt om hans nakke. Hans ansigt kom tættere på. Mit hjerte satte farten op. Hans læber var så tæt på mine. Jeg så på ham, inden jeg lukkede mine øjne, og kom tættere på. Jeg var sikker på, at hans læber skulle til at møde mine. Jeg rødmede mere. Jeg var faldet for ham. Det kunne jeg ikke sige nej til længere. Jeg lukkede øjnene og ventede på at møde hans læber, presset ind mod mine. Det skulle til at ske, da nogen bankede på døren.

”Aidou! Zero er dukket op” sagde en bekendt stemme, som tilhørte Kain. Både Aidou og jeg rykkede væk fra hinanden.

”Hvorfor sker det altid for mig!?!” tænkte jeg og sukkede. Jeg så ned, eftersom mine kinder stadig var røde.

”J-Jeg har det fint. Du kan bare sætte mig ned,” mumlede jeg og Aidou nikkede inden han satte mig ned. Jeg tog en dyb, men diskret indånding, inden jeg gik mod døren. Jeg så ikke over på Aidou, da jeg var bange for at rødme. Jeg gik bare ned til de andre og der stod Zero, irriteret og sur. Hans aura var slet ikke positiv. Jeg gik ned til Zero, med et svagt smil. Alle de mennesker jeg holder af, ser ud til at ødelægge alle mine chancer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...