Capitol-Deltageren *slut*

17-årige Cheria Blossom er en pige fra Capitol med blod på tanden. Hun har altid ønsket at leve i distrikt 1 og have mugligheden for at komme med i Dødsspillet og vise sit værd. Men da hun stikker af til distrikt 1, og overtager en anden piges plads i Dødsspillet, viser det sig hvor lidt hun egentlig er klar. Både fysisk og mentalt.

Denne movella er lige PT sluttet brat da jeg ikke har tid til at skrive mere på den.

61Likes
54Kommentarer
5204Visninger
AA

7. Kapitel 7

Jeg fandt hurtigt ud af hvordan spilleren blev valgt. I starten havde jeg troet vi skulle dræbe hinanden, eller sådan noget. Men det ville være uhensigtsmæssigt. For så ville distrikt 1 løbe tør for ambisonere ret hurtigt. I stedet for skulle vi testen på en eller anden måde. Det vekslede fra år til år. Så det ville altså sige, at alle andre vidste lige så lidt som mig. Det skulle nok gå. Jeg havde ihvertfald hørt at det skulle foregå om en uge på pladsen. Så nu kunne jeg ikke lave andet end at vente og forberede mig.

Jeg øvede mig på det jeg kunne. Kastede med knive og gennemgik alle Brooke's forsvarstekniker. Jeg var ikke ligefrem nogen haj til at kaste med knive. Jeg havde været god som lille. Det var dengang jeg så Dødsspillet, og havde set en af ambisonerene kast med knive, som om hun var sindsyg. Det havde facineret mig utrolig meget, og jeg havde tigget min far om at blive undervist i knivkast. Tilsidst havde han bukket under, og ladet mig få min vilje. Jeg kunne også skyde med laserpistol, men jeg tvivlede på at jeg kunne finde sådan en i arenaen.

Dagen kom. Jeg var lige så lidt klar som alle de andre, men jeg havde på fornemmelsen, at være i arenaen krævede en del mere af mig, end dette. Vi mødtes den onsdag igen på pladsen, som nu var blevet beklædt af en kæmpe stor måtte. Rundt om måtten var der sat et hegn op. Udenfor ville publikum stå og juble, skrige og grine imens par efter par af unge piger kom ind i "buret" for at slå løs på hinanden. Eftersom hele distriktet var samlet lagde jeg mærke til at et par fredsvogter gemte sig bag husene og gjorde sig klar hvis nogen prøvede at flygte. Jeg havde tidligere på dagen fået besked på jeg skulle kæmpe mod en pige ved navn Wroze Carm. Hun stod længere til højre for mig og så surmulende på mig. Hun havde langt lyse-brunt-gråt hårm, var rubust og en smule tyk. Der gik ikke længe før vi blev kaldt ind i ringen. En fredsvogter kom og tog os i overarmen somom vi var vilde dyr og ville gå løs på hinanden, inden vi overhovedet kom ind i buret. Han skubbede os ind i hver vores ende af buret og en mand fløjtede så et langt og kraftigt fløjt i en lille grøn fløjte. Wroze børstede tungt på sin overarm, med sin hånd, somom fredsvogteren havde været giftigt. Hun så sur og træt ud og langsomt gik hun fremad mod mig. Jeg prøvede at se lige så skræmmende ud og sendt, med mit blik, en stor rædselslagen mod hende. Det gik ikke som forventet. Hun rørte sig ikke udover hendes knytnæver, der knyttede sig tæt sammen og der gik ikke 3 sek inden hun farede mod mig. Jeg fik heldigvis fjernet mit ansigt, men hun fik hamret sin knytnæve ind i min skulder. Som en refleks slog jeg hårdt ud med armen og gav hende en mavepuster. Hun bøjede sig forover og tog sig til maven. Jeg tog mig også til skulderen, men kom mig dog hurtigere igen end hende. Jeg løb mod hende og hun slog pjævset ud efter mig, men ramte ikke. Jeg hoppede op på hendes ryg og fik låst hendes arme. Ved et uheld gled hun og hamrede hovedet i jorden. Hun klynkede i et sekund og prøvede så at løfte sig op igen. Det mislykkedes. En fredsvogter kom ind og løftede hende op, bar hende ud på en båre og hun blev langsomt rullet væk.

Der gik kun 12 kampe inden jeg skulle ind igen. Det var meningen at vi skulle have været halvdelen tilbage, men pågrund af voldsomme skader hos ikke kun tabere, men også vindere havde ikke alle kunne forsætte. Min næste konkurent var en lille, omkring 14-årig, pige. Hun havde brunt hår og hendes øjne stirrede på mig. Jeg kiggede på hende og prøvede at nedstirre hende. Det så ikke ud til at virke. Jeg ville ikke slås mod hende, men når hun nu selv bad om det... Jeg afbrød mine egne tanker. Jeg kunne da ikke slå den lille, stakkels pige ud? Eller kunne jeg? Hvis man skulle med i spillet, skulle man være beslutsom. Jeg lagde følelserne bag mig. Hun skulle nok komme sig. Lige meget hvad jeg gjorde. Endnu engang fik fredsvogterne skubbet os ind i buret og pigen tog tilløb med det samme. Hun sprang op på hovedet af mig og tog fat. Hun skulle til at brække min nakke, da jeg fik min hånd fri og slog hende lige i ansigtigt. Hun tog sig let til øjet og prøvede så igen. Denne gang gik hun igang med mit ben. Hun slog mig hårdt i maven og bed mig kraftigt i benet. Jeg følte mig svag. Denne tanke fik mig til at gå i action. Jeg ruskede hende af mit ben og skubbede hende bagover. Jeg slog hende hårdt i ryggen og fik holdt hende nede med mit knæ. Jeg fangede hendes arme og låste hende. Efter et halvt minut fløjtede manden i fløjten, og runden var over.

Vi var nu omkring 10 styk tilbage. Ingen af os vidste hvad der nu skulle ske og vi ventede flere timer inden distrikt 1's borgmester kom over til os. Han var rund og havde et vildt overskæg. Han førte os mod en kæmpe mark, hvor der også var indhegning rundt om og en fredsvogter kom og tog os igen i overarmen. De skubbede os ind i et glasrør og trykkede så på en knap som gjorde at vi susede ned under jorden. Der var mørkt og jeg nåede næsten ikke at opfatte en brik inden røret steg op fra jorden og åbnede sig. Det forsvandt så igen og det var først efter det jeg opdagede at det havde ført mig til et fremmet sted på marken. Ved min fod lå en bue og 3 pile, samt en kniv. Buen og pilene så gode nok ud, men kniven havde et irriterende, tørt håndtag og den lå ikke så godt i hånden. Jeg havde aldrig før skydt med bue og pil, men jeg tog det alligevel under armen. Jeg holdt kniven i min hånd, imens jeg langsomt gik fremad. Der gik kun få minutter før jeg kunne se de andre ambisonere. En af dem var allerede godt på vej til at lamme den anden og først nu forstod jeg hvad min opgave var. Jeg havde ikke før troet det, men de blev jo nødtil at vide hvem der var den stærkeste. Jeg skulle altså nu dræbe mit første menneske. Det var helt sikkert Capitol der havde bestemt hvordan dette skulle afgøres, ellers ville distrikt 1 aldrig være gået med til det. En bølge fuld af nervøsitet steg op gennem mig og jeg rystede ved tanken om at jeg, eller en anden person, skulle ende sine dage herinde. Langsomt sank den ene pige sammen og den anden gav slip og trak et spyd ud fra hendes bryst. Jeg havde på fornemmelsen at dette, ligesom i dødsspillet, blev sendt på tv. Jeg havde aldrig rigtig set det før, men det var sikkert noget de bare sendte i tv'et istedet for på den gigantiske skærm på pladsen.

Langsomt kunne jeg høre skridt bag mig. I smug spændte jeg min bue, selvom jeg var usikker på hvordan den fungerede. Nervøsiteten steg igen op gennem mig. Jeg havde lyst til bare at løbe. Skynde mig væk. Men så ville jeg ikke klare det. Ikke engang med min kniv ville jeg kunne klare hende. Hun kom nærmere og nærmere, og i en hurtig bevægelse snurrede jeg om og lod pilen gå. Den ramte hende i armen og hun stansede op og tog sig til armen. Hun skreg og slap sit spyd. Jeg ville have løbet over og hjulpet hende, hvis det ikke var for hendes anden modstander der få meter væk kom spænende med en kniv, som ramte hende lige i brystet. Denne handling fik mig til at løbe alt hvad jeg kunne. Hvor mange der var tilbage vidste jeg ikke, men jeg håbede at dette mareridt snart ville være slut. Da jeg var tilstrækkeligt langt væk, stoppede jeg op og tænkte. Hvorfor var jeg kommet her, hvis jeg ikke turde slå ihjel? Var jeg virkelig bare en dum Capitoler, som troede hun var noget. Nej! Jeg slog mig selv hårdt og gik så videre. Jeg var kommet for at vinde og for at vise mit værd. Og den eneste måde at vise mit værd på - var ved at dræbe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...