Capitol-Deltageren *slut*

17-årige Cheria Blossom er en pige fra Capitol med blod på tanden. Hun har altid ønsket at leve i distrikt 1 og have mugligheden for at komme med i Dødsspillet og vise sit værd. Men da hun stikker af til distrikt 1, og overtager en anden piges plads i Dødsspillet, viser det sig hvor lidt hun egentlig er klar. Både fysisk og mentalt.

Denne movella er lige PT sluttet brat da jeg ikke har tid til at skrive mere på den.

61Likes
54Kommentarer
5258Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg listede mig ud af huset og sørgede for at aflåse døren, med min hånd, inden jeg gik videre mod den store plads. Den eneste muglighed for at komme ud af Capitol, var på en af smalle sidegader til pladsen. Alle gadelygter var tændt og kun nogle få mennesker passerede af og til pladsen. Ingen af dem lagde mærke til mig. Stortset fordi de fleste af dem var på vej hjem fra fest og var mere eller mindre fulde. Den eneste der kun skænkede mig et blik var en dame med kort, afbleget hår der sad tæt ind til hendes hoved. Hendes øjne var skrigende røde og hendes påklædning fortalte mig at hun 'bare var ude at gå tur med sin lille fido'. Hun passerede mig uden at studere mig nærmer og da hun endelig var væk listede jeg mig ind på sidegaden. Der var mørkt og stille og det eneste man kunne høre var blæsten der tog fat i det dryppende vasketøj. Det var i denne ende de fattige Capitol'er boede, hvis man ellers kunne sige det. Man så dem som fattige fordi de ikke havde høj teknologiske ting, tjeneste folk eller en pels jakke hver, for den sags skyld. Da jeg kom til enden af gaden stod der en enkelt lygte og belyste det skarpe pigtråds hegn. Hegn var ustabilt og i stykker, og selv en uerfaren forbryder som jeg havde hverken svært eller hårdt ved at komme under hegnet uden problemer. Der ville nok gå omkring ét døgn før de fandt ud af min flugt. Og hvis jeg bare kunne nå dertil imorgen eftermiddag ville jeg være sikker. Så længe jeg fik gjort noget ved mit udseende. Jeg kunne ikke gå rundt og ligne mig selv i distrikt 1 - og ihvertfald ikke i dødsspillet, hvis jeg blev trukket. Jeg løb ind gennem skovens træer og løb så hurtigt jeg kunne. Det var bedst med et lille forspring da der heldigvis ikke var nogen sikkerheds vagter omkring pladsen. Jeg besluttede mig for at gå et stykke og holde et lille hvil ved et sted med mange træer, planter og buskads ifølge kortet. Jeg havde en lang aften tur foran mig så jeg nuppede en bid brød og noget vand inden jeg forsatte videre i et tilpas lunte tempo så jeg kunne holde hele natten.

Det var tusmørke da jeg kom til mit hvile sted og jeg besluttede mig derfor kun at tage et kort hvil på 5 minutter. Det var ikke sikkert at sove her men jeg kunne heller ikke forsætte meget længere. Jeg var ikke vant til at sove i det fri. I kulde og blæst, og jeg spekulerede et sekund på om det nu også havde været fornuftigt at tage afsted. Klokken slog tolv og netop som jeg var ved at falde i søvn tikkede mit ur som jeg havde sat til 5 minutter. Jeg tog det elektriske varme lys, jeg havde taget med, op fra rygsækken. Jeg knækkede snoren i bunden (som man skulle for at at antænde lyset). Det var ikke meget varme det gav men det var ihvertfald nok til at holde mig i live resten af natten. Jeg gik i rask tempo videre gennem skoven. Den friske natteluft havde gemt sig bag mosens kvaldmene lugt og jeg trak min hættetrøje op, foran min næse, for at skjule stanken. Imens jeg sørgede for at gå til og at holde varme, tænkte på hvad der ville ske når jeg nåede til distrikt 1. Ville de genkende mig? Og ville det enten blive på mit udseende, mine bevægelser eller på min Capitol stemme, som jeg bestemt ikke var glad for? Eller var de ligeså rige som os? Jeg ville ikke stille flere forvirrende spørgsmål til mig selv. Det var sent og jeg var meget træt. Jeg havde aldrig været så langt væk fra Capitol. I det hele taget - uden for Capitol. Da den stinkende lugt endelig forsvandt trak jeg trøjen ned. En sød, tærte-agtig lugt kom længere væk fra og da jeg kiggede ned på mit ur opdagede jeg at klokken var lidt i 4. Turen havde været korte end planlagt, og jeg var nu kun 6 timer fra mit hjem. Det havde været en lang nat og endelig var jeg her. Distrikt 1.

Det var heller ikke besynderligt svært at komme ind i distrikt 1. En dør, der var beklædt med pigtråds hegn, sad fast i resten af hegnet, der så nærmest nyere ud, end Capitols. Døren var låst, men en nøgle sad i på den anden side. Jeg var ikke den helt store indbrudstyv med jeg vidste da hvordan man åbnede en helt almindelig, sølle lås. Jeg tog en kniv op fra tasken og rakte så ud efter en lille, frisk pind. Jeg skar pinden flad og skarp i den ene ende og fik den så trykket med elegance, ind i nøgle hullet og fik dermed nøglen skubbet ud. Jeg rakte ind under døren og fik med nød og næppe skubbet nøglen ud til mig og sat i låsen. Jeg drejede nøglen rundt og gik så ind af døren.

Distrikt 1 lignede Capitol som to dråber vand med forskellig baggrund. Der var en smuk, men også kedelig, stemning over husene. De var alle sorte og hvide, og selv butikkerne lignede hinanden på en prik. Her var meget moderne, og som noget helt uventet kunne jeg bedre lide dette distrikt end mit eget hjem. Jeg gik forbi forretningerne. Alle  med de samme reklamer om lækre kvinder i dunjakker, den nyeste måde for husholdnings teknologi og endnu flere damer der pralede med deres nye dejlige parfume og lugt. Hvis en Capitol'er havde set dette, havde personen ligget og vredet sig på gaden af grin. Godt  nok var byen fuld af luxsus, men alle disse ting de havde var minimum 3 år gamle for Capitol. Hvis der ikke var kommet en nyere version af disse ting var der ihvertfald kommet en erstatning. Der var aldrig noget vi i Capitol manglede men alligevel forsatte folk med at købe, tage og aldrig give. Da jeg kom længere hen af gaden kom den søde duft mig i møde. Denne gang var den endnu stærkere og jeg kunne dufte den søde konsistens af vanillie-hindbær og tærtedej. Jeg opdagede så, at jeg stod ude foran denne del af byens bager. Det ville ikke vare længe før tonsvis af mennesker ville komme løbende ud fra deres huse og lejligheder og bede om deres morgenbrød. Jeg var hverken sulten eller tørstig og det passede mig fint, for jeg havde selvfølgelig ingen penge med. Den første kunde kom løbende. Hun var kommet fra lejligeden overfor og hun væltede mig nærmest i sin hast. Hun løb ind i butikken og bad så om sit brød og lagde de gyldne mønter på skrænken. Damen var klædt i lyserødt og hendes øjne var lilla så de passede til den lille blomst i hendes hår. Man kunne ikke komme uden om tanken, at hun lignede Yura og af den grund følte jeg mig for normal til at være her. Hun var næsten værre end Yura imens hun stod der i sin stramme, knælange nederdel med hendes store numse. Den næste kunde var en mand og i hælende på ham endnu en mand. Der kom også en pige på min alder løbende og netop som jeg skulle til at studere hendes påklædning kom en hær af folk over alt, løbende ud fra deres huse. De fyldte allesammen sine hænder med poser med honningeboller, syrlige rugbrøds boller og blåbær-yougurt brød. Da alle var væk stak jeg hovedet ind i forretningen. Forretningen flød med syltetøj, nedtrampede poser og penge som der lå i en kæmpe stak på bordet.

"Her er udsolgt" sagde damen bag skrænken koldt og begyndte så at samle pengene ind.

"Undskyld" sagde jeg stille. Hun havde ret. Brødkurvene var tomme og hvis man ville have sig en bolle var man nødtil at samle en våd, beskidt op fra gulvet.

Damen svarede ikke. Hun gik bare ind i baglokalet og kom så lidt efter ud med en kost i hånden. Jeg stirrede på de gyldne mønter.

"Du har da tjent godt" sagde jeg og nev mig selv i lovet for min barnlige, dumme kommentar.

"Ikke nok" sagde damen bare. Hun så sørgmodigt ned i gulvet og begyndte så at feje.

"Hvad mener du?" Spurgte jeg nyssgerigt og kiggede på hende.

"Hør. Mad er dyrt her, det troede jeg du vidste. Og så har jeg denne butik. Jeg laver jo ikke mad til os selv kan du se. Hvert år må jeg købe ekstra lodder og udsætte min datter for at komme til Dødsspillet. Se bare på dig du har sikkert kun få lodder i trækningen" sagde damen med tåre i øjnene.

Min opfattelse af distrikt 1 havde altid været at alle ville synes det var fantastisk at komme med. Alle disse ambisonere. Havde de bare spillet stærke? Eller havde de købt ekstra lodder med vilje? Faktisk havde jeg ingen lodder, så at overtage damens, datters plads ville være en oplagt muglighed.

"Hvad er din datters navn?" spurgte jeg.

"Cora de'Rowen" sagde damen og kiggede undrende op på mig.

"Hvis du sørger for at hun bliver trukket skal jeg nok melde mig for hende" sagde jeg, i håb om hun ikke ville undre sig over min mærkelige lyst for at komme i dødsspillet.

Damen kiggede nu meget opmærksomt og slap sit tag i kosten. Hun begyndte at smile og jeg kunne se glæden i hendes øjne i et par sekunder, inden hun blev alvorlig igen.

"Hvordan kan jeg stole på dig?" spurgte hun så.

I et øjeblik overvejede jeg at lyve, og sige at jeg var en ambisoner. Men istedet hviskede jeg hende min hemmelighed.

"Jeg er fra Capitol."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...