Capitol-Deltageren *slut*

17-årige Cheria Blossom er en pige fra Capitol med blod på tanden. Hun har altid ønsket at leve i distrikt 1 og have mugligheden for at komme med i Dødsspillet og vise sit værd. Men da hun stikker af til distrikt 1, og overtager en anden piges plads i Dødsspillet, viser det sig hvor lidt hun egentlig er klar. Både fysisk og mentalt.

Denne movella er lige PT sluttet brat da jeg ikke har tid til at skrive mere på den.

61Likes
54Kommentarer
5243Visninger
AA

2. Kapitel 2

På toppen af papiret stod der med tykke fede bogstaver: Distrikt 1. Nedenunder havde jeg jeg skrevet "flugten til distrikt 1" og  lavet en kort plan for at stikke af. Jeg tog hurtigt en blyant og begyndte så at rette de tossede idéer. Planen var ikke så forfærdelig, jeg havde bare tilføjet nogle få umugligheder og et par tomme punkter. Men det så ud til at fungere... Så længe Capitol ikke fik nys om det. Jeg måtte have min far til at dække over mig. Nej. Det kunne jeg ikke. Jeg ville risikere hans liv og det ville jeg ikke. Ikke nok med det. Jeg ville også lade Yura og ikke mindst Polyra gå direkte i døden. Jeg måtte bare stikke af. Og jeg måtte gøre det om natten.

Min far var væk resten af aftenen og ligeså Yura. Vi havde ingen avoxer i huset og robotterne havde ikke fået "madlavning-kunsten" programmeret endnu. Så da hverken jeg eller Polyra foretrak brændt kalkun med æggesovs, istedet for fløde, og kartoffel púre, måtte jeg hente mad hos resturanten på hjørnet som jeg aldeles ikke brød mig om. De havde avox'er gående, som hele tiden blev udskiftet med nyere som havde flere manér end de forige arbejdene. Maden var standard kvalitet og kun de fattigste i Capitol spiste der. Men det var altså hvad der lå tættest på og jeg måtte derfor fortælle Polyra at hun skulle sige jeg havde hentet mad fra 'Palacie Pardie', en mere kvalitets bevidst resturant med "rigtige mennesker", som Brooke Dellray ville have sagt.

Da vi havde spist aftensmad med jeg tingene i "vaske spanden" som vi kaldte det. Det var et hul i væggen med et låg foran. Man kunne smide ting der skulle til opvask ned i hullet og der ville de komme igennem en "vaske-proces" og kun få minutter efter ville en lille klokke ringe og dit opvaskegrej ville komme ud blank, varmt og helt rent. Jeg elskede denne maskine. Den vaske, skrubbede og tørrede og det eneste du skulle gøre var at vente få minutter. Ikke alle i Capitol havde sådan en. Enten fordi de sagde de ikke behøvede (hvilket ville sige de gjorde, men løj fordi de ikke havde penge til det og ikke ville skille sig ud) eller fordi at folk med avox'er synes det var sjovt at se avox'en arbejde og var ligeglad med hvor hårdt det engtelig var at vaske omkring 60 tallerkner op. De så avox'er som et mennesker der i det øjeblik de fik skåret tungen af mistede alt menneskeligt i deres krop. Ingen stemme - ingen følelser, mente de.

Jeg lagde forsigtigt Polyra i seng og gik så derefter op for at planlægge min flugt. I skabet fandt jeg en lille læder rygsæk, som jeg havde fået af min mor inden hendes død. Jeg pakkede lidt mad, noget vand, et tæppe, et elektrisk varme lys og 2 stk. brødknive fra køkkenskuffen ned i den og tog så et kort over Panem frem. Jeg lagde også tæppet fra min seng sammen og stoppede den ned i tasken så der næsten ikke var mere plads. Efter jeg havde studeret kortet over Panem lidt, og overvejet mine mugligheder, pakkede jeg det ned med det andet og skubbede så rygsækken ind under min seng. Min far og Yura ville være hjemme klokken tolv, så jeg havde to timer endnu. Jeg prøvede at overbevise mig selv om at jeg skulle blive... eller ihvertfald vente. Men jeg kunne ikke. Jeg måtte afsted. Og høstfesten var om 2 dage. Jeg kunnne ikke gå glip af det denne gang. Ikke også i år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...