Blue

”I sin ustyrlige vrede fandt Selma kun glæde i at hjælpe flammerne på vej længere op ad sløret, op til Nanettes elskede kjole. I løbet af sekunder udviklede Nanettes skrig sig til rædselsslagne bønner, men Selma hørte intet. Ikke Nanette og ikke deres far der først forlangte, og derefter bønfaldt Selma om at standse flammerne.
Selma grinede stadig, hun kunne ikke lade være. Hun følte ingen anger, men heller ingen glæde. Hun var bange. Hun havde givet helt slip fra kontrollen for første gang siden hun gik i skole.”


"Selma havde nemlig, i hele sit 23 år lange liv, haft helt særlige evner, som andre hverken kunne eller ville forstå. Før i tiden havde hun ikke kunnet styre dem, nu kunne hun i det mindste holde dem nede, det meste af tiden."

1. plads i "skriv om et billede" konkurrencen.

18Likes
53Kommentarer
3383Visninger
AA

3. Nanette

Del III: Nanette.

 

Nanette sad alene i det gamle, blå landkøkken. Forældrenes gård havde et par hundrede år på bagen, men var flere gange blevet renoveret, undtagen køkkenet. Nok var komfuret, køleskabet og opvaskemaskinen næsten nyt, men resten havde ikke været renoveret i mindst 30 år.

Skabslågerne var forskellige nuancer af blå, væggene havde engang været hvide, men havde fået en gullig farve efter at have været udsat for mange års mad-os og tobaksrøg. Vinduerne var lige så skæve som resten af det gamle stuehus, og hang lavt på væggen for at passe til det lave loft. Gulvet var store flade sten der havde lagt der siden huset blev bygget.

 

Nanette havde brugt mange aftener efter maden, på at sidde og tælle stenene, mens hun ventede på de andre spiste op. Hun havde aldrig spist så meget som hendes forældre, men hun havde altid spist mere end Selma. Stakkels lille spinkle Selma. Alting var åh så synd for Selma.

Nanette var på mange måder en rigtig diva, forkælet og beskyttet mod alt der var ondt i verden, selv Selma. Deres mor havde gjort alt for at undgå at Nanette blev ”smittet” af Selmas forbandelse. Den adskillelse der var opstået efter Selma ødelagde Nanettes seng var et produkt af morens frygt, og det eneste den gjorde, var at styrke Nanettes frygt for sin søster.

 

En frygt der i lige nu svævede på sit højeste, langt over Nanettes hoved, klar til at slå ned og omringe hende, lamme hende, drukne hende i en tåge af panik, i det sekund Selma igen ville vise sig.

Nanette håbede bare, at Selma ikke ville vende tilbage før de andre. Langt de fleste gæster var taget hjem, resten var taget med forældrene og Nanettes mand ud for at lede efter Selma. Ingen vidste om det var af bekymring, eller af frygt for hvad hun var i stand til.

 

Nanette havde ikke altid været bange for Selma. Da de var små havde de leget sammen som alle andre søskende. Først da moren for alvor blev opmærksom på Selmas evner, var søstrene blevet splittet, og siden havde en gensidig frygt holdt dem adskilt.

Frygt var et godt ord for hvordan Nanette følte i det øjeblik. En snigende fornemmelse af noget der nærmede sig havde fået et godt tag i hende. Hun lyttede opmærksomt til vinden der peb og hylede i det gamle tag. Dagen der havde startet som en smuk solskins morgen, var nu blevet til en aften plaget af regn og blæst.

 

Hele det gamle stuehus knagede og gav sig. Nanette kendte hver en lyd fra sin barndom, og alligevel fandt hun ingen tryghed i at sidde i forældrenes køkken. Ikke nu. Hver eneste regndråbe på ruden gjorde hende utryg. Hun rystede. Hun frøs. Hun havde slet ikke opdaget hvor koldt det var blevet i det lille rum. Det føltes som om det trak. Vinden piblede altid in gennem revner og sprækker rundt omkring i det gamle murværk, men der måtte mindst være et vindue åbent, så meget som det blæste ind.

”Hej Nana.” Stemmen fik det til at løbe koldt ned ad rykken på Nanette. Selma lød næsten rolig. Trods den ujævne vejrtrækning virkede hun fattet. Hun vidste hvad hun ville.

 

”Selma... Du skræmte livet af mig!” Sagde Nanette. Hendes stemme holdt intet spor af lettelse, i stedet hamrede hendes hjerte endnu hårdere i brystet på hende, hun måtte gispe efter vejret da hun vendte sig og så sin søster.

Selma var drivvåd. Den hvide kjole var forrevet og klistrede til hendes hud hvor den før var faldet yndefuldt over hendes former. Selma havde været smuk da hun mødte op i kirken i den hvide kjole. Smukkere end Nanette. Hun havde altid været smukkere end Nanette.

 

Blond, tynd, uskyldig. En lille mus der trods en livsfarlig vrede altid undskyldte. Undskyld. Undskyld. Undskyld! Selma havde en gave, djævlens gave ganske vidst, men den gjorde hende til noget særligt. Hun havde altid overskygget sin storesøster.

Nanette var almindelig. På alle måder. Nok var hun slank, men hun havde ingen former. Hun var en gren, ingen lår, ingen hofter, intet svag. Hun gik som en mand, talte som en høg. Hendes stemme var lys, alt for lys. Skinger.

 

Som barn havde Nanette også været blond. Men den smukke, uskyldige blonde farve der uundgåeligt ville forsvinde og erstattes af den sædvanlige leverpostejs brune hårfarve. Almindelig, kedelig, grim.

”Jamen er det ikke mig du er bange for?” Selma talte sagte, koncentreret. Hun var ikke vred mere. I hvert fald ikke på overfladen. Hun stod stille og tålmodigt og betragtede sin ældre søster som desperat forsøgte at finde et passende svar på spørgsmålet.

 

Selmas make-up løb ned ad kinderne på hende, hendes øjne var røde, forgrædt. Håret klistrede sig til hendes runde kinder og den lyse pande. Trods det, var hun smuk. Nanette væmmedes. Hvordan kunne et væsen hun altid var blevet advaret mod, være så smukt?

”Du er farlig, Selma. Du kan ikke styre det.” Nanettes ord var halvt kvalt af tårer. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hvad hun skulle gøre eller føle. Det hele rodede sammen i kroppen på hende; Kulde, smerte, rædsel. Det gjorde ondt i hende. Alt gjorde ondt, og dog forsvandt alle følelser da hun blev draget til at se Selma i øjnene.

 

”Du kan fandeme tro jeg er farlig!” Hvislede Selma. En tallerken fløj gennem rummet og smadredes mod væggen. Nanette stirrede som fortryllet på de mange porcelæns splinter der sprang rundt i rummet før de landede med en faretruende klirren på det hårde gulv.

”Farligere end nogensinde! Ved du hvorfor, Nana?” Raseriet blussede op i Selmas øjne. Nanette havde lyst til at skrige, men hvad skulle det nytte? Selma kunne sikkert stoppe lyden I Nanettes hals og kvæle hende med den. Hvis hun ville.

 

”Ved du hvorfor?” Skreg Selma. Glas og tallerkener rystede advarende på hylderne. Skabslågerne klaprede. Nanette rystede, men hun frøs ikke mere. Hun var bange.

Nanette rystede på hovedet. Langsomme, velovervejede bevægelser som en lille der svor på han ikke havde stjålet slik fra skabet.

 

”Jeg har fået nok, Nanette.” Selmas stemme var med et meget roligere. Alt var igen stille, bortset fra regnen og vinden der begge fortsatte deres rasen udenfor. ”Nok af at være anderledes; af at skulle gemmes væk og passe på. Nu giver jeg slip. Jeg kommer sikkert i fængsel. Isolation, mindst. Hvis de da ikke bygger et fængsel kun til folk af min slags.”

”Selma, du kan lære at kontrollere det. Tænk på Blue.” Nanette vidste ikke om hun sagde det for at trøste Selma, eller for at undgå endnu et vredesudbrud der ville gå ud over hende selv.

 

”Blue er væk.” Selma talte sagte, men med sådan en overbevisning at Nanette vidste hun talte sandt. Hun overså helt den stille tåre der trillede ned ad Selmas askegrå kind.

”Væk? Hvad har du gjort?” Nanette opdagede først anklagen i hendes spørgsmål da det var for sent. Raseriet flammede op i Selma med sådan en styrke at en bølge af skoldhed varme eksploderede mod Nanettes hud. Det brændte værre end kjolen. Hendes hud havde på mirakuløs vis overlevet mødet med den brændende kjole, uden så meget som et mærke.

 

”Jeg har ikke gjort ham noget!” Selma hvæsede nærmest, vreden havde tager over. Hun handlede per instinkt, hun var et dyr. Præcis som et arrigt rovdyr der handlede ud af frygt og sult.

 

Fortsættes...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...